Læsetid: 3 min.

Afklaring i Ankara

17. juli 2002

MED ORDENE »Tyrkiet har en fungerende regering, og vi har et vigigt forhold,« har amerikanske embedsmænd i løbet af ugen holdt fast i planen om, at viceforsvarsminister Paul Wolfowitz skulle tage til Ankara for at diskutere en aktion mod Irak med repræsentanter for den tyrkiske regering. Og i går landede Wolfowitz så på vejen tilbage fra et besøg i Afghanistan på trods af, at der var tale om endnu en dag med krise og kaos omkring den syge ministerpræsident Bülent Ecevit og hans afgående koalitionsregering.
Efter at endnu to parlamentsmedlemmer fra Ecevits socialdemokratiske parti i går forlod partiet, besluttede Ecevit og hans regeringspartnere i det højre-nationalistiske MHP under ledelse af Devlet Bahceli og Moderlandspartiet, ledet af Mesut Yilmaz, senere samme dag, at et hurtigt valg, den 3. november, er den bedste vej ud af den politiske krise for den internt uenige regering. Især MHP og Moderlandspartiet har været – og er – på konfrontationskurs over de reformer, som er nødvendige for at Tyrkiet kan komme nærmere et realistisk kandidatur til EU.

UDSKRIVELSEN AF valget er logisk. Efter at tre nøglepersoner i forsøget på at forbedre såvel økonomien som de politiske og menneskeretlige forhold – begge dele nødvendige, hvis drømmen om medlemskab af EU skal komme nærmere – i sidste uge meddelte, at de vil danne en ny bevægelse, som skal føre Tyrkiet ind i Europa, er det kun at trække pinen ud, hvis ikke der kommer et nyvalg så hurtigt som muligt.
Tilsammen udgør de tre personer – den netop afgåede og populære eks-udenrigsminister Ismail Cem, den nuværende økonomiminister Kemal Dervis og den tidligere viceministerpræsident Husamettin Özkan – med egne og EU-diplomaters ord et såkaldt ’drømmehold’.
Selv om økonomiminister Dervis således havde bedyret sin deltagelse i det nye, kommende EU-venlige parti, blev han alligevel siddende på sin post. Simpelthen fordi det meste af parlamentet bortset fra nationalisterne i MHP finder ham absolut essentiel for at beholde troværdigheden hos Den Internationale Valutafond (IMF). En strengt reformprogram skal efter aftale med IMF gennemføres til gengæld for et milliard-lån, og det vil ingen risikere falder bort i betragtning af Tyrkiets hårde økonomiske krise.

SITUATIONEN VAR trods Dervis’ fortsatte placering på posten uholdbar, og det var den erkendelse, Ecevit nåede frem til. Den nuværende politiske krise er nemlig kommet på et af det værste tidspunkter, man kunne forestille sig i forhold til tilnærmelserne til EU. Det har året igennem ligget i kortene, at Tyrkiet på EU-topmødet i København til december skulle få en opmuntring fra unionen i form af mere specifikke erklæringer om, at Tyrkiet er på rette vej, og at der vil kunne indledes mere målrettede samtaler indenfor et vist tidsrum.
Deciderede optagelsesforhandlinger som med de 11 nuværende ansøgerlande ligger længere ude i fremtiden, da en indledende screening af noget så basalt som forfatningen på nuværende tidspunkt ville vise et negativt udslag.
Udsigten til sådan en opmuntring skulle som sidegevinst have, at Ankara udviste mere kompromisvilje i Cypern-spørgsmålet, hvor forhandlinger om en genforening af tyrkisk-cyprioterne og græsk-cyprioterne i øjeblikket pågår i FN-regi. EU ser helst Cypern optaget som et udelt land, men har gjort det klart, at en manglende løsning ved årsskiftet ikke vil hindre Cyperns optagelse.

ECEVIT, SOM i 1974 også var ministerpræsident, da Tyrkiet invaderede den nordlige del af Middelhavsøen, havde egentlig indset, at Tyrkiet var nødt til at være mindre hardcore på Cypern-spørgsmålet for at opnå mere velvilje hos EU. Men efter at udenrigsminister Cem trak sig tilbage, udnævnte Ecevit EU-skeptikeren og Cypern-høgen Sükrü Sina Gürel til ny udenrigsminister, hvilket hverken skabte jubel hos tyrkiske kommentatorer eller EU-politikere.
At Gürels tid på posten efter alt at dømme vil være begrænset til efter det kommende valg, er ikke nok til at fjerne al bekymring. For i de kommende fire måneder, hvor han sidder på taburetten, skal man næppe forvente eksempelvis et Cypern-gennembrud. Til gengæld vil novembervalget og en ny regeringsdannelse med mulig deltagelse af drømmeholdet, måske være det der gør, at Tyrkiet for alvor foretager et helhjertet valg af kurs i retning af EU.
Et valg, som på lang sigt er nødvendigt, og som burde have været foretaget for længst. At sent er bedre end aldrig, er åbenlyst, og EU-landene bør derfor give Tyrkiet og de tyrkiske vælgere endnu en chance for at vende skuden, inden tålmodighedskvoten er opbrugt.
Meget andet end at vente på, at valget er overstået, og der måske kommer afklaring i Ankara, kan EU-landene imidlertid ikke gøre.

brun

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her