Læsetid: 2 min.

Afkørslen

- fra den lange vej igennem Ursula Andkjær Olsens 'Ægteskabet mellem vejen og udvejen'
27. juli 2006

Selvfølgelig skulle jeg da læse den. Årets mest hypede danske lyrikudgivelse. Alle andre seriøse læsere er jo svimlende henrykte over den.

Den er banebrydende, flabet og fræk, ja genial. Men som man kender det fra nederlag til børn i brætspil med komplicerede regler eller mislykkede forsøg på at gennemskue indkøbsvognes låsemekanisme gav den anledning til en nagende tvivl inderst inde. Åh nej, er der mon noget galt med mig, måtte jeg ængstelig spørge manden i spejlet.

De mange motorstop på den lange vej igennem Ursula Andkjær Olsens buttede digtsamling Ægteskabet mellem vejen og udvejen kunne i starten bortforklares som pit-stop, hvor hjernen tankede energi til at processere den fortættede tekst. Men hverken gåture eller kaffe i rigelige mængder afhjalp de små, ufrivillige gab, der poppede op i munden på mig, hver gang jeg genoptog køreturen.

Massiv flertydighed

Hvor venner og bekendte mæskede sig begejstret i digtenes polyfone orkestrering, skal det her åbent erkendes, at den massive flertydighed kedede mig lidt.

Kontradiktoriske udsagn behæftet med et modificerende 'måske' og koblet sammen med et relativerende 'eller', abrupte punktummer der fragmenterer teksten og forstyrrer betydningsdannelsen, den kaotiske poetiske arkitektur med uens tekstblokke i forskellige skrifttyper, alle de finurlige strategier forekom mig snarere at være postmoderne på en old school, lidt bagstræberisk måde end flabede og frække.

I en diskussion kaldte en veninde samlingen vild og smuk og tosset og simpelthen bare helt enormt modig. Jeg kaldte den en halvkedelig konservativ satsning på det gode gamle og helt igennem sikre opgør med postmodernitetens prygelknabe nummer et, entydigheden.

Så kaldte hun mig en reaktionær femogtresårig seksogtyve-årig, der forsøger at tilsløre egen konservatisme ved at projicere den over på andre.

Okay, et par gange fik teksten mig til at smågrine med sin flittige parodiering af reklamesprog og sine drilske ordspil, der vender vrangen ud på faste vendinger og talemåder, men det blev ved en - ja, jeg indrømmer det blankt, det befæster unægtelig venindens pointe - gammelmandsagtig klukken over den benny andersenske underfundighed, der vel i grunden ikke er ubetinget fed for en ung københavnsk digter med etiketten avantgardepoet.

Nem udvej, men...

Jeg tog afkørslen efter at have tilbagelagt det fjerde af samlingens ni afsnit.

Det er første gang, jeg indrømmer det. Nu er det sagt. Jeg ved godt, det er en lidt for nem udvej. Men jeg kunne ikke få øje på genialiteten. Et eller andet er der vist galt med mig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu