Læsetid: 4 min.

En afmægtig mand

2. april 2002

BILLEDET AF en gammel mand toner frem på tv-skærmen. Dybe furer i panden, tunge øjenlåg og poser under øjnene fortæller om en person under voldsomt pres. Da han begynder at tale, bekræfter ordene, at dette er et menneske ude af ligevægt.
»Medborgere i Israel. Staten Israel er i krig, en krig mod terror,« siger han.
»Vi må kæmpe mod denne terror, kæmpe kompromisløst, rive dette ukrudt op med rode, smadre deres infrastruktur, for der kan ikke gås på kompromis med terror.«
»Denne terror er aktiveret, styret og skabt af én person – det palæstinensiske selvstyres formand, Yasser Arafat. Arafat er overhoved for en koalition af terror (...) Han er en fjende af hele den frie verden,« siger den gamle mand. Han slutter sin tale med en kraftanstrengelse:
»Også denne gang vil vi ende med at fremstå sejrrige. Også denne gang vil vi vinde. Og når det sker, vil vi blive i stand til at leve sammen her i fred.«
Den gamle mand, der søndag aften talte på israelsk tv, er Israels 74-årige ministerpræsident, Ariel Sharon. Manden, der for over 25 år siden var drivkraft bag de første israelske bosættelser i de områder, Israel havde besat og fordrevet en halv million palæstinensere fra. Manden, der i 1982 som israelsk forsvarsminister invaderede Libanon og lod sine tropper holde vagt, mens hundreder af palæstinensere blev myrdet ved massakrerne i flygtningelejrene Sabra og Shatila. Manden, der i 1983 udtalte, at det besatte Gaza og Vestbredden »ikke vil blive – hverken nu eller i fremtiden – en palæstinensisk stat«. Og manden, der i september 2000 provokerede den anden palæstinensiske intifada i gang ved sin vandring ved al-Aqsa-moskeen og Tempelbjerget i Jerusalem – hvorefter han blev valgt som landets ministerpræsident.

SELV OM det er palæstinensernes valgte leder, Yasser Arafat, der sidder isoleret, belejret og truet på livet i sit sønderskudte hovedkvarter i Ramallah – uden vand, el og forbindelse til omverdenen – så er det Ariel Sharon, der er endt i en blindgyde. Påsken igennem genlød de internationale nyhedsmedier af afstandtagen fra hans optrapning af konflikten. 57 muslimske landes udenrigsministre udtalte i går fra Malaysia fordømmelse af »Israels terror-aktioner«, som truer med at trække hele Mellemøsten ind i krigen. Organisationen af muslimske lande, OIC, appellerer til FN om at iværksætte sanktioner mod Israel for landets vedvarende overtrædelse af FN’s resolutioner – senest lørdagens resolution der begærer israelske troppers øjeblikkelige tilbagetrækning fra de palæstinensiske områder. Jordans regering opfordrer FN til at intervenere med militære styrker i Israel for at bremse den optrapning, der i går bragte israelske kampvogne ind i Betlehem.
Iran vil have de islamiske nationer til at afbryde alle forbindelser med Israel, mens Yemen vil hasteindkalde et nyt topmøde i Den Arabiske Liga for at standse Sharons »tilintetgørende krig« mod det palæstinensiske folk. På de europæiske breddegrader tog det spanske EU-formandsskabs udenrigsminister, Josep Pique søndag afstand fra Israel, mens den danske udenrigsminister, Per Stig Møller, fraveg sin egen diplomatiske balancegang ved at kalde det fatalt, at Sharon ikke vil anerkende Arafat som den palæstinensiske leder, han må og skal forhandle med.
Sharon indfangede selv i tv-talen sin strategis perspektivløshed med den paradoksale udgangsreplik: Vi vil vinde – og når det sker, vil vi kunne leve i fred med hinanden. Sharon har lige siden sin fødsel kunnet registrere, hvordan jødisk indvandring i det oprindeligt arabisk befolkede britiske mandat Palæstina og efterfølgende israelsk ekspansion i området via krige, militære besættelser og ulovlige bosættelser har ført til voldsomme modreaktioner fra fortrængte, forarmede og ydmygede palæstinensere. Hvordan kan han derfor forestille sig, at israelsk ’sejr’ via optrappet militær indsats kan føre til de to folks fredelige sameksistens? Israels militærmaskine kan holde Vestbredden og Gaza i et vedvarende jerngreb, men man kan aldrig hindre, at forbitrede palæstinensere, der herved frarøves det sidste spinkle håb om en værdig fremtid i frihed og lighed, omdanner sig selv til levende terrorbomber med et mavebælte af spængstof, søm og skruer. Optrapningen af selvmordsbomberne – nu også udført af unge kvinder – efter Sharons angreb på Arafats hovedkvarter, viser med al ønskelig tydelighed, at hans militære strategi er perspektiv- og udsigtsløs. Det forfærdende er, at Sharon ikke har anden strategi, efter at han nu har sønderskudt den palestinænsiske myndighed og ydmyget den palæstinensiske leder, som var den eneste part, han kunne søge politisk forhandling og løsning med.

DER FINDES i øjeblikket kun en magt på Jorden, der kan hjælpe Sharon i hans skæbnesvangre ørkenvandring. Denne magt sidder i Det Hvide Hus i Washington og kan ikke finde sine ben. Præsident Bush formåede lørdag både at stemme for den seneste FN-resolution om israelsk tilbagetrækning og at udtale sin støtte til Sharon. Bush har det problem, at Sharons optrapning af konflikten i Mellemøsten afskærer USA fra at komme videre i sin egen krig mod terrror – læs: fjernelsen af Iraks Saddam Hussein – samtidig med, at Sharons næsten ordrette gentagelse af Bush’ antiterror-retorik gør det umuligt for den amerikanske præsident at distancere sig fra de israelske militæraktioner. Hertil kommer, at præsidenten grundlæggende ikke ønsker at blive indfanget i det israelsk-palæstinensiske hængedynd. Derfor er Sharon i disse dage en ensom, afmægtig mand. Måtte hans felttog ind i blindgyden snart får en ende.

jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu