Læsetid: 3 min.

Afpillet Arte

20. august 2001

DE, KÆRE LÆSER m/k, er i kraft af Deres avishold på mange måder priviligeret. Alligevel så Deres søndagsmorgenbord lidt fattigere ud end Deres nabos, ifald naboen inviterer Politiken eller Berlingeren indenfor sammen med deres tebirkes.
Segmentering er et af tidens hotteste nøgleord, og De, kære læser, så Dem uforvarende ramt af segmenteringsselektion.
Vi taler om relationen mellem publikum og teater. Som i mands minde har gået én vej: At publikum af egen drift og på mere eller mindre egen hånd valgte det teater, som så ud til at kunne tilfredsstille den intellektuelle og/eller forlystelsessyge sult.
I dag er Informations-læseren i den omvendte valgsituation: Teatret har valgt eller vraget netop dig. Nogle teatre har. Helt nøjagtigt de ti største medlemmer af Det Storkøbenhavnske Teaterfælledskab (DST), det vil sige Aveny-Teatret, Bellevue, Betty Nansen, Det Ny Teater, Folketeatret, Gladsaxe, Nørrebro Teater, Privat Teatret, Rialto og Østre Gasværk, der søndag debuterede med egen marketingsavis i form af et ’annoncetillæg’.
Fra deres helt egen verden ved De Ti, hvor svær en debut kan være. Lad os fra vor side vise generøsitet og ignorere førsteudgavens klodsede begyndertrin – Informations læsere kan selvfølgelig selv finde vej til den individuelt rigtige forestilling – og i stedet se lidt på, hvad den ny situation dækker over.

Farvel til ARTE. Ikke farvel og tak. For de store DST-teatres taknemmelighed over for den socialdemokratiske grundtanke om en diskret håndsrækning til en teaterfremmed arbejderklasse er gennem årene blevet temmelig tyndslidt. Institutionen har – med rette eller urette og med teaterpressens hjælp, mea culpa – lagt navn til et publikum, der er det stik modsatte af et drømmepublikum. Så har vi sagt det på den pæne måde. Hvad et drømmepublikum er, ved enhver skuespiller, teaterdirektør og anmelder: velforberedt, åbensindet og med slukket mobiltelefon, sådan! En anden anstødssten for De Ti er det årlige katalog, hvor man ikke selv vælger sine naboer – profil er et andet hot nøgleord – og som i ARTE-demokratiets navn er blevet en uoverskuelig rodebutik af duarder og duetter, juleshows og jambementer, kuriositeter og klassiske koncerter. Og først og fremmest er ARTEs andel af billetsalget efterhånden nede på en symbolsk, nærmest éncifret procentstørrelse af de 873.000 billetter, De Ti tilsammen solgte sidste sæson.

HER ER SAGENS KERNE. Sidste sæson var mager for to-tre af De Ti, hvis produktionsudgifter pr. solgt sæde er større end de små teatres. Derfor er man rykket sammen og har, som Betty Nansens Henrik Hartmann udtrykker det, »valgt at betragte markedsføringspengene i DST som primært beregnet til os«.
Markedsøkonomi har gjort solidaritet med de små teatre lige så uinteressant, som fagforeninger er gået hen og blevet for arbejdsmarkedets yngste turbogeneration – selv om de små teatre altid har været de stores talentdrivhuse.
Foruden fællesbrochuren med Shakespeare-citatet Vi er det stof, drømme er gjort af – igen et klart segmentvift med en vognstang – hedder den egentlige nyskabelse ‘Teaterliv’, en klub, hvis tilbud ligner den allerede eksisterende Filmklub Danmark.
»Vi er selv ansvarlige for indholdet, derfor vil vi også gerne selv præsentere det,« som Henrik Hartmann siger, »og vi vil gerne nedtone det at ’gå i teatret med ARTE’.«
Af den afpillede ARTE-institution er kun billet- og abonnementsordningen tilbage og kun til 2003, hvor samtlige funktioner, med marketing som særligt udskilt område, er udbudt i snæver licitation.

TEATERFRONTENS splittelse var prædestineret. En let, moralsk hovedpine indfinder sig måske/måske ikke på de ti direktionskontorer, men at tag-selv bordet overhovedet har kunne plyndres, skyldes en kvajet konstruktion i Den Storkøbenhavnske Landsdelscene. Samtidigt med at man primært varetager de store teatres interesser, administrerer styrelsen også den lovbefalede teaterabonnementsordning for samtlige stationære teatre i DSTs geografiske område.
Lovens ord om ’annonceringsmidlernes ligelige fordeling’ har altså ikke kunne modstå presset fra De Ti. Hvorvidt favoriseringen ligefrem er lovstridig, afgør Konkurrencestyrelsen, som Foreningen af Små Teatre (FAST) meget kvikt har indbragt sagen for.
Måske ender sologangen allerede her. Således kan meget – ikke mindst i lyset af det mellemliggende kommunalvalg – se anderledes ud næste år ved samme tid.
For hele miskmasket illustrerer kun, hvad både producenter, formidlere, brugere og realpolitikere ved. Kultur styres politisk, ikke som kraftprøve parterne imellem.

nd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu