Læsetid: 4 min.

Afrika drømmer om Europa

Det tog Ké og Sidi fem år at nå fra Guinea til den spanske enklave Ceuta i Nordafrika. Efter flere forsøg lykkedes det for de to unge mænd at kæmpe sig over det tre meter høje pigtrådshegn, der skal holde immigranterne ude af Europa. De er blot to blandt tusindvis af fattige afrikanere, der ser Ceuta som porten til et bedre liv
20. oktober 2005

CEUTA/FNIDQ - Foran elektronikforretningen i byen Ceuta, der er en af Spaniens to små enklaver i Marokko, står to unge, sorte mænd og kigger på udbuddet af mobiltelefoner.

De har ingen penge, men er desperate efter at komme i kontakt med en kammerat, for hvem det ikke er lykkedes for at komme ind i Ceuta - det lille stykke Europa her i Nordafrika.

"Vi er nøgne, vi har ingenting," siger Sidi, der har slået en paraply i barnestørrelse med disneyfigurer op for at holde den værste oktoberregn væk med.

De to guineaerne har ikke lyst til at fortælle deres rigtige navne til Information, men kalder sig Ké og Sidi. Efter i månedsvis at have gemt sig i skoven uden for Ceuta, lykkedes det for dem at komme over det tre meter høje pigtrådshegn i begyndelsen af oktober.

For 31-årige Ké var fjerde forsøg lykkens gang, mens 21-årige Sidi kun havde ét mislykket forsøg bag sig. De var blandt de heldige - turen over hegnet i Ceuta og Melilla har siden den 27. september kostet 11 mennesker livet, men kun en flænset langemand for Sidi.

I disse dage er det næsten umuligt for illegale indvandrere som Ké og Sidi at slippe over grænsen til Ceuta, der ligesom den anden spanske enklave Melilla i Nordafrika i årevis har fungeret som porte til Europa.

I den marrokanske grænseby Fnidq, der fungerer som sidste mellemstation inden Spanien, plejer gadebilledet at være præget af sorte afrikanere, der skjulte sig i skovene omkring byen, mens de ventede på chancen til at krydse grænsen.

"Siden episoderne i Ceuta har jeg ikke set en eneste," fortæller en hotelreceptionist i Fnidq.

Siden tusindvis af illegale immigranter den 27. september og i de efterfølgende dage med hjemmebyggede stiger lavede deciderede stormløb på pigtrådshegnene ved to spanske enklaver i Nordafrika, Mellila og Ceuta, har det spanske og marokkanske politi og militær optrappet jagten på de illegale immigranter. Og siden den 10. oktober har marokkanerne ifølge flere humanitære organisationer deporteret mere end 1.000 immigranter til ørkenområder, hvor de er blevet efterladt uden mad og vand.

Det benægter de marokkanske myndigheder.

Andre illegale immigranter, der er blevet samlet op i Marokko, er blevet ført til teltlejre ved Casablanca og Rabat, hvor marokkanerne nægter hjælpeorganisationer adgang.

Europas menneskelighed

Rejsen fra Guinea til Ceuta, hvor Ké og Sidi nu har været i lidt over to uger, har taget dem fem år og er gået gennem Mali og til Algeriet i lastvogn, indtil de blev sat af ved grænsen til Marokko, hvorefter de er gået resten af vejen.

"Vi forlod Guinea på grund af den politiske situation og vores diktatoriske præsident," siger Ké.

"Vi ville til Spanien, for i Europa findes der medmennskelighed," siger Ké.

"Det er skæbnen der afgør, hvad der skal ske med os nu," siger Sidi.

Indtil skæbnen har rådet, forsøger de at fordrive tiden med ture ud fra det statslige opsamlingscenter CETI, hvor de bor sammen med andre illegale immigranter, der er sluppet over grænsen.

Fra Ceutas bymidte til CETI er der fire-fem kilometer, og jo nærmere man kommer det afsides liggende opsamlingscenter, jo flere sorte og asiatiske ansigter møder man. Langt de fleste er mænd - ikke mange er over 40 år - og den fysiske form er et godt stykke over middel.

Indenfor på centret bliver der spillet spil, vasket tøj, redt hår, sludret og gået ture eller bare hængt ud. Den almindelige snak overdøves konstant af lyden af en højttaler, der annoncerer navnene på de, der skal komme til samtaler eller lægetjek eller lignende.

En af CETIs beboere er 30-årige Flaubert Ndamen fra Cameroun. Det er fire år siden, at han forlod landet og sin kone og tre børn i Cameroun og rejste gennem Nigeria og Niger til Algier i bil. Resten af vejen har han taget til fods.

"Jeg havde ikke noget arbejde - intet at lave," fortæller han om sin motivation for at forlade sit hjemland.

"Det var en farlig og besværlig tur - og jeg har set mange mennesker dø undervejs," siger Flaubert Ndamen.

"Sahara er et farligt sted, og der er mange, der dør i trafikulykker."

Flaubert Ndamen har været i opsamlingscentret i ni måneder, hvilket er en hel del længere end de fleste, gennemsnittet er 85 dage. Men han brækkede benet, da han hoppede over hegnet og har gennemgået en operation.

Nu drømmer han om et job og et godt liv i Spanien, så han kan hjælpe sin familie. Han har det skidt med, at de stadig er i Cameroun.

"De er meget fattige og har ikke råd til ting som medicin og hospitalsbesøg."

"Jeg ville have gjort turen igen, selv om jeg vidste, hvor hårdt det var - jeg er nødt til at finde mit held - alle mennesker har deres eget held, og så må man bare sætte sin lid til gud."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu