Læsetid: 4 min.

Afrika kan ikke nøjes med penge

G8-mødet handlede om nødhjælp, men Afrika har brug for andre hjælpemidler, hvis udviklingen skal vendes
G8-mødet handlede om nødhjælp, men Afrika har brug for andre hjælpemidler, hvis udviklingen skal vendes
18. juni 2007

Siden 1960'erne har en række lande med sammenlagt en milliard indbyggere afveget markant og hastigt fra resten af verden. Det er en udvikling, der kommer til at skabe uoverskuelige sociale problemer. De fleste af disse lande ligger i Afrika, så det ville have været passende, om regionen havde været på dagsordenen ved forrige uges G8-møde i Tyskland.

G8-debatten har desværre været fuldstændig domineret af nødhjælp. Dele af Afrika vil uden tvivl nyde godt af mere nødhjælp, men det vil ikke komme til at gøre en afgørende forskel i forsøget på at vende udviklingen. Nødhjælp er blot af sekundær betydning i forhold til de andre politiske muligheder, som G8-landenes regeringer råder over. Den store fiasko består i, at disse muligheder ikke er blevet benyttet. Nødhjælp har været det dominerende samtaleemne, og vi har helt negligeret vores egentlige potentiale for at gøre en forskel. Afrika står over for tre forskellige økonomiske problemer, som hver især kan håndteres politisk.

Det første problem består i, at regionen ikke har opnået en tilstrækkelig arbejdsdeling med hensyn til produktion. Et land som Kenya er for eksempel velegnet til at producere eksportvarer. Men landet nåede desværre ikke med på globaliseringstoget: Asiatiske byer har efterhånden koncentreret deres produktion af eksportvarer i en sådan grad, at produktionsomkostninger er så godt som umulige at konkurrere med. Den kinesiske by Qiaotou producerer således 60 procent af verdens knapper. Hvordan skulle Afrika kunne være konkurrencedygtig på knap-området?

De afrikanske markeder har brug for midlertidige handels-fordele, hvis de skal kunne spille med. Det har de i princippet også, men handelsaftalerne er fyldt med smuthuller. Afrika har brug for en bred OECD-plan, hvor der er styr på selv de mindste detaljer. Det vil kunne skabe millioner af job i Afrika.

Både Afrika og handelspolitik var på dagsordenen ved G8-mødet. Så hvis G8-landene for alvor havde været interesseret i at hjælpe Afrika, så ville de nemt have kunne reparere de allerede eksisterende handelsaftaler.

Vækstforhindringer

Det andet problem er, at næsten ingen af de ressourcestærke lande har formået at etablere en bæredygtig økonomisk vækst. Få års fremgang får ofte katastrofale følger, medmindre landet har en fornuftig og stabil regering.

Afrika har et enormt vækstpotentiale, ikke mindst på grund af de høje varepriser for tiden. Det vil være en tragedie, hvis historien får lov at gentage sig selv. Men uden institutionelle reformer vil historien lige netop gentage sig selv.

Nøglen er at holde regeringerne ansvarlige for deres offentlige udgifter. Demokrati er ikke nok i sig selv: De seneste erfaringer fra Nigeria viser tydeligt, hvordan valg kan bliver manipuleret. Ansvarlighed afhænger af et effektivt system, der holder styr på indtægter og udgifter. Det findes ikke, fordi der ikke er nogen, der har interesse i at gennemføre det. Der er brug for internationale standarder og regler. Internationale banker gemmer til stadighed på korrupte penge fra Afrika: Bankerne er påkrævet at melde det, hvis pengene er forbundet til terrorisme, men hvis de bare er blevet stjålet fra verdens fattigste lande, behøver de ikke sige noget som helst.

Også dette emne var på G8-mødets dagsorden. Resultatet var en vag formaning om bedre regeringsførelse. Verdens regeringschefer formåede ikke for alvor at instruere de internationale institutioner i at udarbejde et sammenhængende sæt standarder og regler for de ressource-eksporterende lande.

Usikkerhedens mur

Det tredje problem er, at mange afrikanske lande lever under konstant risiko for interne uroligheder i form af oprør og militærkup. Det hænger til dels sammen med årtier med økonomisk fiasko, men det hænger i ligeså høj grad sammen med, at mange af landene ikke har økonomisk formåen til at etablere et ordentligt sikkerhedsapparat.

Afrika har brug for en stærk international sikkerhedstilstedeværelse: fredsbevarende styrker i de sårbare regioner, der stadig slikker sårene fra nys overståede konflikter, og sikkerhedsgarantier med fremtidsudsigt de andre steder. Begge dele bør være afhængige af klare regeringsstandarder, der kan sættes af den Afrikanske Union. Forbilledet er indsatsen i Sierra Leone, hvor eksterne sikkerhedsstyrker har udgjort noget nær den mest effektive hjælp, Europa nogensinde har givet Afrika.

Dette emne var ikke overraskende en varm kartoffel for G8-landene. Darfur blev diskuteret, men emnet om at stille sikkerhedsgarantier til de andre sårbare regioner blev nydeligt omgået. Så længe vores kurs slingrer fra frygt til krigsførelse, bliver vi ved med at begå fejl: Somalia i 1993, Rwanda i 1994 og Irak i 2003.

Handelsaftaler, sikkerhedsgarantier og standarder og regler er muligvis ikke særlig populært i Europa, men det kan meget vel være særdeles effektivt i Afrika. Det skal dog være en tilføjelse og ikke et alternativ til nødhjælpen. Inden det afvises som ren ønsketænkning, er det værd at huske på, hvordan Europa blev genopbygget efter 1945. Marshall-planen blev komplementeret af handelsaftaler (Gatt), standarder og regler (OECD og EF) og sikkerhed (Nato).

Paul Collier er professor i økonomi ved Oxford Universitet, hvor han også er leder af Centre for the Study of African Economies.

Oversat af Anders Haahr Rasmussen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her