Læsetid: 3 min.

Afrika-politik er en dårlig vindersag

Foghs Afrika-strategi er mere nyttig på hjemmebanen end som en effektiv løsning på Afrikas hyperkomplekse poblemer
19. april 2007

For tiden lægges der sidste hånd på den nye danske Afrika-politik. Bemærkelsesværdigt set i lyset af at den første danske Afrika-politik kun er et par år gammel.

Den danske regeringens primære motivation for at udarbejde såvel den første som den nyeste Afrika-politik er ikke forhold i Afrika, men derimod til indvortes brug. Den nye Afrika-politik er i praksis uanvendelig til at løse udfordringerne i Afrika til gavn for de fattigste, alligevel vil Afrika-politikken være en succes for regeringen.

Iværksættelsen af den første Afrika-politik blev båret frem af regeringens ønske om en mærkesag i forbindelse med Danmarks forestående plads i FN's Sikkerhedsråd fra januar 2005. Tiden var knap, og processen med udviklingen af Afrika-politikken blev gennemført i stor hast. Første gang offentligheden blev inddraget i processen var i oktober 2004, da Udenrigsministeriet lagde et udkast til Afrika-analyse på hjemmesiden. Udenrigsministeriet lobbyede den danske ressourcebase hårdt for kommentarer, og en lang række ngo'er, forskere og enkeltpersoner bød ind med deres kommentarer. Alligevel var den endelige Afrika-analyse, der blev fremlagt i december 2004, identisk med udkastet, når man ser bort fra et par sproglige rettelser.

Afrika-politikken tsunamiramt

Efter lanceringen af Afrika-analysen var der planlagt møder og folketingsdebat, men processen blev tsunami-ramt og aktiviteterne blev enten aflyst eller udskudt. Folketingets udviklingsbistandspositive oppositions kritik af regeringens indsats for Afrika var fokuseret på manglende additionelle ressourcer til Afrika-indsatsen. På hjemmefronten, i både Udenrigsministeriet og regeringen, blev processen betragtet som en entydig succes på grund af den meget begrænset indholdsmæssige kritik og den generelle opbakning til en indsats for Afrika. Der imod kunne Afrika-politikken, trods medlemskabet af Sikkerhedsrådet og derigennem regelmæssig dialog med stormagterne, ikke udnyttes til at styrke Danmarks internationale position i kampen for Afrikas fattigste.

Afrika-indsatsen fik nyt liv i kølvandet på statsminister Anders Fogh Rasmussens rejse til Afrika i oktober 2005. At Afrika-rejsen har påvirket statsministeren kan bl.a. aflæses i hans engagerede fokusering på løsning af Afrikas problemer ved offentlige møder, i Folketingets åbningstale og som en af de bærende kræfter bag og hovedtaler på Copenhagen Conference on Africa. En konference med prominente afrikanske gæster, som formanden for den Afrikanske Union, Mozambiques statsminister og Tanzanias udenrigsminister.

Regeringen nøjes ikke med møder og pæne ord, der blev også handlet. Det udmøntede sig i såvel en opprioritering af bistanden til Afrika, som det kan ses i Vilje til Udvikling, regeringens udviklingspolitiske prioriteter for 2007-2011. Hvor der står, at Afrika sættes i centrum i udviklingspolitikken. Regeringen har, med øget fokus og tildelingen af flere resurser til Afrika, frarøvet oppositionen en af deres udenrigspolitiske mærkesager.

Statsministeren og andre ministeriers interesser har utvivlsomt spillet en central rolle for at Afrika-politikken, allerede nu revideres og relanceres. Mens Udenrigsministeriet var i fuld kontrol med den første Afrika-politik, synes det ikke længere at være tilfældet. Det er stadig Udenrigsministeriet, der lægger navn til Afrika-politikkens nye initiativer, både debatoplægget: Issues & Challenges og det nye udkast til Afrika-analyse.

Umiddelbart virker debatoplægget mere åbent end tidligere, fordi der stilles en række spørgsmål i forbindelse med udvalgte emneområder. Alligevel har processen indtil nu ikke været særlig inklusiv for den danske ressourcebase. Til gengæld har der som noget helt nyt været involveret afrikanere i processen. Men den egentlige og betydende debat, med udviklingen af Afrika-politikken, synes at foregå mellem repræsentanter for de interesserede ministerier.

Løser ikke Afrikas problemer

Indholdet i udkastet til den nye Afrika-analyse præges af Foghs grundlæggende filosofi om en universel problemløsning for Afrika, funderet på en klassisk moderniseringstilgang. Hvor markedsøkonomi, eksportorienteret udviklingsstrategi og ikke mindst god regeringsførelse er opskriften på succes for alle afrikanske lande.

Den nye Afrika-analyse er fyldt med up-to-date-statistik og fokus på alt det Afrika ikke kan/har. Analysedokumentets konklusion giver et fremragende argument for, at én politik for hele Afrika i praksis er uanvendelig. Det konstateres, frit oversat, at problemerne i Afrika er hyperkomplekse og diversiteten mellem landene i Afrika er stor.

Selvom den nye Afrika-politik er utilpasset, ukonkret og dermed uanvendelig til at løse de mangfoldige udfordringer i Afrika, så kan Afrika-politikken være nyttig på hjemmebanen, både til at sætte oppositionen skakmat og tilpasset til ministeriernes specifikke ønsker. Dermed kan den nye Afrika-politik blive en vindersag for Anders Fogh Rasmussen og regeringen.

Stig Jensen er cand. scient. pol og ekstern lektor ved Center for Afrika-studier

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her