Vejen fra Blantyre til Nsanje i det sydlige Malawi snor sig igennem frodige bjerge og dale. Shire-floden, der løber langs de meterhøje sukkerplantager, giver associationer til det idylliske hobbit-land fra Ringenes Herre. Men efter få timers kørsel knækker filmen.
Landskabet ændrer sig til knastørre marker, og den imponerende asfaltvej bliver afløst af en rød grusvej med elefanthuller. Der bliver længere mellem småbyerne, og stenhuse erstattes af primitive mudderhytter.
Det er her, folk i sulten desperation hopper i den krokodillefyldte flod for at finde spiselige vandliljer. Det er her, fattige bønder overlever vintermånederne på vilde bær og frugter - år efter år.
I år er disse overlevelsesmekanismer mod sultedøden sat ind langt tidligere end foregående år.
"Vi ser flere og flere tilfælde af underernærede børn og voksne. Vi har også mange patienter med aidsrelaterede sygdomme, fordi der ikke er nok mad i landsbyerne. Og vi har ikke engang passeret de værste måneder, som er december, januar og februar," siger doktor Maliwchi på St. Montfort missionshospital.
Ifølge FN vil knap halvdelen af Malawis 12 millioner indbyggere komme til at sulte i de kommende måneder.
Dorica Janis historie
I landsbyen Chilembwe gnaver sulten allerede hos Dorica Jani og hendes familie.
"Vi lever for det meste af vilde frugter, som jeg finder i skoven," siger den ældre dame.
Hun er alene om at forsørge sine seks børn og børnebørn. Hendes mand døde for flere år siden. Familien, som bor i en lille stenhytte, spiser en gang om dagen. Hvis de er heldige, sælger de brænde på markedet og køber skaller af majskerner, som de maler til mel.
Som så mange andre fattige bønder måtte den muskuløse kvinde passivt se til, mens hendes afgrøder visnede væk i foråret. Men nok en gang har Dorica Jani gjort alt, hvad hun skulle. Hendes lille jordlod står klar til den kommende regntid. Med en primitiv hakke har hun vendt jorden i den bagende sol. Nu mangler hun bare såsæd og vand.
Dorica Jani fortæller sin historie i skyggen af familiens stråtækte stenhus. Hendes nabo, som også har søgt tilflugt fra de skarpe solstråler under stråtaget, siger, at der er brug for vandingssystemer: "Men det kræver mange penge. Det er hårdt at være landmand her. Vi udfordres af tørken og nogle gange oversvømmelser. Vi forbereder jorden og sår, men alligevel kan solen komme og ødelægge det hele. Vi kan bare håbe på regn og bede til Gud."
En gentagen katastrofe
På Nsanje-kontoret hos den malawianske hjælpeorganisation CARD, ridser den programansvarlige situationen op. Kombinationen af tørke og manglende adgang til såsæd og kunstgødning har kastet det lille lands landbefolkning ud i en sultkatastrofe.
"I januar måned så alt lovende ud, men så kom tørken i februar, og afgrøderne visnede bort, før de kunne høstes," siger Rasneck Nathan, som forklarer, at folk allerede begyndte at sulte i april, som plejer at være det tidspunkt, hvor der er mest mad i landet.
Ifølge FN's Verdensfødevareorganisation, WFP, står Malawi over for den laveste majsproduktion siden 1992. Kun lidt mere end en tredjedel, dvs. 37 procent, af de 3,4 millioner ton korn, som landet har brug for om året for at kunne brødføde sin befolkning, er blevet produceret. FN vurderer, at op mod fem millioner mennesker vil komme til at sulte i de kommende måneder. Malawi hører i forvejen til gruppen af verdens 10 fattigste lande. Over 65 procent af befolkningen lever for under en dollar om dagen.
Det er ikke første gang, Malawis befolkning sulter. Igennem de seneste år har sulten været tilbagevendende i det lille land, som rummer Afrikas tredjestørste sø og talrige floder.
Den engelske seniorforsker og økonom Steven Devereux, som arbejder med fødevaresikkerhed og fattigdomsbekæmpelse, siger, at der er mange årsager til Malawis nød.
I den centrale del af landet, hvor befolkningstilvæksten har været størst, er der mangel på jord. Derfor vil der altid være fire til seks måneder om året, hvor fattige bønder bliver nødt til at købe mad på markedet, fordi de ikke kan dyrke nok mad på deres egen jord til at forsørge deres familier. Og har høsten først slået fejl, er der ingen penge at købe mad for.
"Det er svært at finde alternativer til arbejdet i marken. Byerne er små, og det er svært at finde arbejde, der giver penge," forklarer Steven Devereux, som er forsker ved Institut for Udviklingsstudier i Sussex, England.
De fattige landmænd, som udgør langt størstedelen af befolkningen, har kun omkring en halv og to hektar jord at dyrke pr. familie. De velfungerende og store plantager med te, sukker, tobak og bomuld tilhører typisk udenlandske virksomheder.
De frie markedskræfter
Liberaliseringen af markedet spiller også ind. Under Kamuza Bandus diktatur var priserne på mad og kunstgødning kontrolleret af staten, men da demokrati blev introduceret i 1994, og de internationale organisationer blev inviteret indenfor, blev markedet givet fri.
I dag er det den private sektor, der producerer mad og kunstgødning. Priserne stiger, når høsten har slået fejl, og gør det dermed endnu sværere for de fattige at overleve.
"Det sker hvert år, og problemet bliver bare større og større," siger Steven Devereux, som i øjeblikket er i Malawi for at undersøge de underliggende årsager til landets sårbarhed.
Hybridmajs, som blev introduceret i slutningen af 80'erne, har heller ikke hjulpet de fattige bønder.
"Det er meget risikofyldt at dyrke hybridmajs. Udbyttet kan være to-tre gange større, men det kræver teknisk rådgivning og kunstgødning. Småbønder kan ikke gøre det."
Men det gør flere af dem alligevel, hvilket har resulteret i, at årets dårlige høst har sat dem i en endnu dårligere situation. De har ingen penge, men skal både ud at købe ny såsæd og kunstgødning til høje markedspriser.
En aftentur i Nsanje by, som ligger lige på grænsen til Mozambique, vidner om den barske situation. Der er næsten helt stille på det lokale marked, som plejer at emme af liv med forskellige madboder. Få har stillet en bod op med mangoer, eller noget andet spiseligt. Markedsprisen på majs er fordoblet og bliver typisk importeret fra nabolandene.
Selv om der har været valg tre gange i Malawi siden 1994, har regeringen endnu ikke formået at stable en langsigtet fødevarestrategi på benene.
"Politikerne skændes indbyrdes, og de fokuserer ikke på fødevaresikkerheden i landet. På den anden side har udenlandske donorer masser af forslag til, hvad der skal gøres, men ikke alle forslag er lige gode," siger Steven Devereux.
Han fortæller, at europæerne vil støtte projekter, der handler om socialt ansvar og sikkerhedsnet for de svageste, imens amerikanerne mener, at det er liberaliseringer, der skal til for at vende Malawis situation. Til trods for landets enorme vandressourcer, er det kun udenlandske virksomheder, der drager stor nytte af det.
"Man bliver ved med snakke om billige vandingssystemer, men der sker ikke noget. Det kræver store investeringer, når der skal vand ud til millioner af husstande langt ude på landet. Nogle af bønderne bor jo langt væk fra vandet," siger Steven Devereux, som fortæller om den grønne revolution i Malawi i 80'erne, som forsvandt lige så stille igen.
"Donorerne, som havde den tekniske viden på landbrugsområdet, begyndte at interessere sig for menneskerettigheder, god regeringsførelse og ligestilling i stedet."
Fra at have brugt over 20 procent af det nationale budget på landbrugssektoren, bruger Malawi i dag to procent.
Steven Devereux har svært ved at se en løsning på situationen i Malawi, så længe, der ikke er nogen alternativer til at tjene penge end at dyrke sin jord. Urbanisering og uddannelse til kvinder er dog nogle af de punkter, som på lang sigt kan være med til at vende kursen. Steven Devereux har blandt andet dokumenteret, at andelen af underernærede børn falder, når kvinder modtager undervisning. Hvis børnene er raske, er der flere ressourcer i familierne, og raske børn lærer bedre.
"I øjeblikket kan jeg ikke se nogen anden løsning end uddannelse, som kan give den kommende generation viden til at finde alternative indkomster," siger han.
Malene Haakansson er ansat som journalist hos Folkekirkens Nødhjælp og er netop kommet hjem fra en reportagetur til Malawi
