Læsetid: 4 min.

Afrikanske perspektiver

1. juli 1998

Godt nyt fra Nigeria: FN's generalsekretær Kofi Annan er kommet på besøg - ikke et længe arrangeret stykke formalia, men et relativt spontant arrangeret arbejdsbesøg, inviteret af landets nye militære hersker, den tidligere forsvarschef Abdusalam Abubakar. Hán blev nærmest smidt ind i jobbet med at lede Afrikas største og kaotiske stat, da den tidligere militærdiktator uventet døde den 8. juni.
Abubakar har vist tegn på at være netop dén mand, alle ventede på. Han har allerede løsladt 30 politiske fanger, og han har holdt møder med den politiske opposition. Begge dele har næret håbet om løsladelse af den vigtigste fængslede oppositionsleder, Moshood Abiola.
Også den internationale isolation af Nigeria er opblødt efter Abubakars magtovertagelse. Først var der besøg fra generalsekretæren for det britiske statssamfund - der har indført sanktioner mod Nigeria og konstant diskuterer eksklusion. Derefter fulgte en britisk viceudenrigsminister som EU's repræsentant. Og nu altså FN's generalsekretær.
Da Abubakar kom til, var der røster fremme om, at der blandt de toneangivende kredse i Nigeria voksede en stadigt stærkere fløj, som ønskede at få landet ud af dets pariastatus. Det er forståeligt; som også udviklingen i det engang meget (kobber)rige Zaire viste, så kan et lands magtelite plyndre landet så længe og så grundigt, at der til sidst er så lidt tilbage, at det bliver mest givtigt også for eliten selv at indføre et nyt magtsystem.
Ræsonnementet for at stærke kredse blandt Nigerias stærke generaler selv ønsker at slække på tøjlerne er bl.a., at landets infrastruktur og erhvervsforhold er så eroderede efter et par generationer generalers udbytning, at det ikke kun truer industriudviklingen, men også selve det økonomiske hjerte, nemlig olieindustrien. Griskhed har bl.a. ført til, at dette olieland ikke længere er i stand til at forsyne sig selv med benzin, fordi de 'fætre', der var bemyndiget til at drive det statslige raffinaderi, ikke havde fundet det nødvendigt at bruge tid eller penge på at drive det ordentligt. Abubakar vandt sig betydelig folkelig opbakning ved at sætte de formastelige fra bestillingen og i stedet privatisere benzinforsyningen. I går ankom den første sending benzin - symbolsk sammen med FN-generalsekretæren.

Det korte ord for Abubakars tilsyneladende ønske for sit land er: Normalisering. Det er den sædvanlige smøre: Liberalisering af politiske og økonomiske forhold - det vil sige demokratiske valg, politiske partier, politisk opposition på den ene side og ophævelsen af statslige monopoler samt lempelser af finans- og investeringsregler på den anden side. Begge dele er nødvendige for at tiltrække de udenlandske investeringer, der er alfa og omega før et hvilket som helst u-land kan udvikle sig. Et u-land er netop først og fremmest kendetegnet ved, at det ikke har de tilstrækkelige ressourcer, først og fremmest kapital, til at udnytte sine naturressourcer.

Nigeria længes med andre ord efter at opnå samme status som det moderne Sydafrika. Det er gået fra pariastatus under skrappe økonomiske sanktioner, politisk isolering og voldsom intern politisk strid til i dag at være et politisk og økonomisk mønsterland: Demokratiet hersker, nationalbanken er uafhængig, finans- og investeringsforholdene lige så åbne som i Europa og USA. Og hvad sker der? Landets økonomi undergraves i disse uger dramatisk - af udlandet. Investorer trækker i stor stil deres penge ud (af aktie- og obligationsmarkedet), og valutaspekulanter sælger deres sydafrikanske rand, i håbet om at det kan få kursen til at falde så meget mere, at de senere kan købe rand (og aktier og obligationer) til langt lavere kurser. For at imødegå dette har centralbanken hævet renten fra et allerede ubehageligt højt niveau - nu er renten i Sydafrika på 22 procent. Konsekvensen? Fordyrelser for både forbrugerne, husejere og det lokale erhvervsliv. Yderligere konsekvens? Sydafrikas økonomi vokser næppe med mere end en enkelt procent i år. Fem-seks procent vækst er nødvendig for at standse væksten i arbejdsløshed. Summa summarum: Sydafrika glider langsomt ned ad bakke. Forudse stigende arbejdsløshed og endnu værre kriminalitet end nu.

Hvis alt går rigtigt godt i Nigeria, så ligner den mest positive vision for landet en fremtid som Sydafrikas. Det kan sagtens nå at gå meget værre: Politisk og økonomisk liberalisering indebærer, at magthaverne er parate til at slippe ukendte kræfter løs, bl.a. til at tjene på olien, og det er ikke svært at få øje på risikoen for, at de nigerianske oliegeneraler på et tidspunkt bremser for reformer.
Sydafrikas ulykke er, at krisen i Asien, især i Japan, har gjort verdens pensionskasser og øvrige investorer bange for alle nye markeder - Mexico, Chile, Rusland og Sydafrika slås i hartkorn under fællestitlen: Lande uden grundfæstet liberal tradition. At Mandelas regeringsparti stadig ikke har fundet ud af, om det er kapitalistisk eller under indflydelse af landets meget ortodokse kommunistparti gør forholdene værre - det samme gør det forhold, at den sydafrikanske nationalbank kun har en meget lille valutareserve som værn mod spekulanterne.
For både Nigerias og Sydafrikas skyld bør vi håbe, at Abubakar reelt repræsenterer fremskridt. I fællesskab kan de to lande både styrke hinanden og hele kontinentet - og dermed mindske sårbarheden overfor finanskapitalens troløshed. Og så må der findes et internationalt system, der kan mindske de nye markeders sårbarhed. Den Internationale Valutafond blev oprindeligt oprettet til at hjælpe de vestlige industrilande gennem økonomiske chok - både krisen i Asien og i det økonomisk sunde Sydafrika viser, at organisationen ikke lever op til sit ansvar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her