Læsetid: 4 min.

Afrikas fattigdom ikke selvforskyldt

Korruption og dårlig regeringsførelse i de afrikanske lande kan ikke alene forklare deres økonomiske misere - skævhed i verdenshandelen er den største synder
13. juni 2005

De kritiske røster, der har rejst sig imod Bob Geldof og andre popstjerners forsøg på at forpligte G8-landene til at udrydde fattigdom i Afrika, har ikke sparet på deres perfide nedrakninger af dette kontinent.

Igen og igen har vi måttet lægge øre til deres enstonige kværnen: "Det går ikke an, at vi hjælper Afrika, så længe Afrika har så elendige regeringer." Eller: "De fleste af Afrikas ledere er korrupte og vil bare stikke hjælpemidlerne i deres egen lomme." Eller: "Bistandshjælp nytter jo alligevel intet - billioner af dollars er allerede blevet spildt på Afrika, så vi gør klogest i ikke at hælde mere ud i dette bundløse afløb."

Vist er det sandt, at der i Afrika findes flere lande, der har korrupte ledere, og som må døje med dårlig regeringsførelse. Men det afrikanske kontinent tæller over 50 lande, og det er hverken rimeligt eller rationelt at klumpe dem sammen for under ét at stemple dem som korrupte og dårligt regerede. Den slags kan kun nære racistiske stereotypier.

Desuden gøres der nu selv i de værst styrede afrikanske lande et seriøst forsøg på at få de pågældende regeringer til at forbedre sig: Det Nye Partnerskab for Afrikas Udvikling (Nepad), som alle afrikanske lande er tiltrådt, indeholder således en såkaldt peer review-mekanisme, der gør det muligt for landene at underkaste hinandens indenrigspolitik en kritik granskning med henblik på at fremdrage og påtale, når en regering ikke lever op til nøjere specificerede standarder for god regeringsførelse.

Således er Afrika nu i mange tilfælde i stand til, at bevise, hvornår det udsættes for uholdbare anklager. Det store problem ved mange af disse anklager er imidlertid, at de tilslører det, som er sagens kerne, når det gælder fattigdommen i Afrika. Lad mig uddybe dette.

Afrika var allerede meget fattigt, før magten overgik til dets indfødte ledere. Og sandt er det, at Afrika har været fattigt, lige siden disse kom til magten.

Afrika i et limbo

Men årsagsforklaringen herpå kan ikke bare reduceres til en påstand om, at dets ledere af en eller anden grund altid viser sig at være for inkompetente eller for korrupte.

Sagen er, at Afrika ganske mod dets vilje er havnet i et indtjeningsdødvande i kraft af den position, som det er blevet fastlåst til på det internationale marked, og som sikrer, at det forbliver fattigt, når det sælger sine produkter til andre og køber produkter fra andre til sig selv.

Samtidig har løfter om øget internationalt handelssamkvem bevirket, at det har afholdt sig fra at producere mad og andre goder til sit eget forbrug.

Frugtbare jordarealer, der med fordel kunne udnyttes til at producere mad til hjemmemarkedet, anvendes i stedet i overvejende grad til at producere eksportegnede afgrøder. Imidlertid genererer produktionen af kakao, kaffe eller te med henblik på eksport så langt fra altid det øgede internationale handelssamkvem, som blev stillet i udsigt.

Beklageligvis er denne sandhed først gået op for de afrikanske lande, når det er blevet for sent, og træerne er blevet for høje til, at de bare kan ryddes af vejen og erstattes med afgrøder, som afrikanerne kan spise.

Etiopien og kafferøveri

Således var Etiopien under sin forfærdelige tørke i 1984-85, hvor millioner af mennesker sultede, stadig i stand til at producere 179.000 tons kaffe til eksport - blot 61.000 tons mindre end det foregående år.

Mange af landets mest frugtbare agre var nemlig udlagt til dyrkning af kaffeplanter. Tænk hvis disse jorder i stedet var blevet tilplantet med teff ( en kornsort, som bruges til at fremstille det pandekageagtige brød injera), hvede, majs eller hirse.

Hvad får Etiopien ud af sine forsøg på at tilfredsstille et tillokkende, men i sidste ende skuffende og bedragerisk eksportmarked?

Det fik jeg svar på i en hjerteskærende beretning fra den ugandiske kaffedyrker Andrew Rugasira. Han afslørede over for mig, at: "Man skal bruge omkring fem gram ristede og kværnede bønder for at brygge en kop kaffe, som på en café i Europa kan sælges for cirka 20 kr. Med et kilogram kaffe kan man således brygge 200 kopper, som kan sælges for 4.000 kr. Grønne kaffebønner kan hos de kaffedyrkende lande købes for en gennemsnitspris af 7,5o kr. Med andre ord er det under 0,2 procent af den forarbejdede kaffes slutpris, som går i dyrkernes lommer."

Hvor bliver det øvrige 99,8 procent af kaffens pris så af? Tja, langt det meste går til de multinationale selskaber, der rister kaffen og videresælger den til Vestens supermarkeder og smarte cafeer.

Kaffe er ikke den eneste afgrøde, hvis dyrkere bliver snydt for at nyde frugterne af deres arbejde.

Min afdøde far, en kakaobonde, fortalte mig, at de ghanesiske kakaobønder i 1921 og 1937 valgte at brænde den kakao, som de havde høstet og omhyggeligt tørret over adskillige dage for at gøre den klar til eksport.

Hver gang det regnede, måtte de skyndsomst tildække høsten. Forinden havde de nøje sigtet kakaobønnerne igennem med håndkraft for at frasortere eksemplarer, der ikke levede op til den ønskede kvalitetsstandard.

Det var på denne måde, at Ghana vandt sit ry som verdens mest fremragende kakaoproducent. Men også dengang blev kakaobønderne så elendigt betalt, at de foretrak at brænde deres dyrebare afgrøder fremfor at sælge den for de almisser, som de vestlige kakaohandlere ville tilbyde dem. Reelt har den situation ikke ændret sig i 100 år.

Hvis disse bønder blev betalt en anstændig løn, som de kunne leve af, og hvis Afrikas eksport af guld, diamanter, kobber, jern, tin og mangan blev betalt i priser, der i mere rimelig grad afspejlede disse råstoffers endelige salgspriser, ville ingen i dag behøve at tale om gældsannullering. Og u-landshjælp ville være historie.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her