Læsetid: 7 min.

Afrikas smukkeste vandhul

Undgå de dyre safarifirmaer. I Afrika er der altid en vej, der fører til uventede eventyr
25. februar 2006

"Det er tredjedagen i en udhulet træstamme. Vi sidder på rygsækkene iført solbriller, beskyttelsescreme og hat. Så sejler vi videre op ad Okavango i en brændende overskyet middagshede."

Jeg førte dagbog på min første rejse til Afrika: "Ørnene er her hele tiden. Ustandseligt ser man dem majestætisk placeret i et træ. De er smukke med kulsorte vinger, kridhvidt hovede, bug og ryg er kastanjebrunt. Kommer vi dem for nær, letter de med store slag fra brede vinger og flyver højt over papyrusengen."

Vi var på den klassiske rygsæktur til varme lande, min blonde ledsager og jeg, og Afrikas skønhed besatte mig. "Her er mange skarver; når de ligger i vandet, rækker kun hals og hoved op mellem åkanderne, de ligner yndefulde elegante slanger, der roligt danser mellem blomsterne."

Der er kun få steder på jorden, man kan tage tilbage og genopleve. Okavango er et af dem, og jeg tager gerne samme tur i morgen.

Ved et af naturens mere underfundige påhit løber en mægtig afrikansk flod bogstaveligt talt ud i sandet. Fra det centrale Angolas højland strømmer vandet ned gennem Cubango- og Cuitofloden og løber som en kilometerbred, glitrende grænse mellem Angola og Namibia, før den udmunder 1.600 km fra sit udspring, ikke i havet, men i Kalahariørkenen.

Her spredes den i et 15.000 kvadratkilometer stort, vifteformet delta, hvor vandet stiger og falder i rytmiske cirkler efter regntid, måne og solstand. Kombinationen af varme, vand og næringsstoffer danner et af jordens mest spektakulære naturfænomener, hvor hundreder af vandløb som arterier løber mellem sumpe, rørskove og en skærgård af frodige øer. Her lever 35 millioner fisk fordelt på 80 arter, løver, leoparder, giraffer, elefanter og dusinvis af antilopearter og et overvældende fugleliv. Fra den udhulede træstamme, makoroen, ser man det meste. Farten er så luntende, at isfuglene roligt bliver siddende en halv meter borte, mens man tavse glider forbi.

Vi tog rutebilen fra Francistown til Maun, to støvede byer i Botswana. "Omkring kl. halv tolv kørte den, fyldt med colaer, bananer, sække med majsmel, børn, kvinder, ældre mænd og en voldsom hede. Det var vidunderligt med trækvinden, selv om den må have været mindst 35 grader."

Ind i paradis

Rutebilen er ikke bare billig, men også underholdende, og turen giver et klart blik for det fascinerende geologiske system, som rummer Okavangodeltaet. For tusinde år siden endte floden i en gigantisk slette, som år efter år fyldtes til en sø i regntiden, før vandet igen fordampede. Siden har landskabet hævet sig en smule, så vandet bliver i deltaet, mens søen forstenede til den kolossale, salte Makgadigadislette. Rutebilen ruller langs dens uendelige bredder; gennem de åbne vinduer rejser blikket uhindret til horisonten.

Vi standsede under et baobabtræ. Det var sommer, bladene tabte, kun pølsetykke frugter hang som slagtervarer i tråde fra grenene. Træet er så stort, at piloter i ruteflyet til Johannesburg tidligere tog pejling efter planten, når de skulle krydse det punktløse Mkagadikadi.

Under den skyggeløse krone solgtes hårdkogte æg og kolde colaer. Medbringer man Lars Bonnevies fantastiske bog Botswana blues, kan man nå at læse, hvordan han danser en fejende vals med sin smukke kone hen over slettens sitrende skorpe til imaginære wienertoner.

Rutebilchaufføren dyttede, motoren brølede, vi kørte videre: "Turen tog 15 timer, før vi gjorde holdt klokken halv tre i Mauns bælgsorte nat. Vi fik lov at sove på sæderne og vandrede næste dag ud til den smule af floden, der som en tør tunge stikker ud af deltaet nær byen. Her lejede vi et værelse på Crocodile Camp, et mødested for lokale, især hvide, sportsfiskere. En af dem forærede os et kolossalt eksemplar, som vi stegte over bålet samme aften."

Okavango ligger så langt væk fra hvor som helst, at kun få turister når frem. Der er god plads i et område dobbelt så stort som Sjælland. Langt de fleste flyver derud til en forlænget weekend; det koster kassen, og de få lejre er luksuriøse og dyre.

Vi ville ind i paradis, vi ville sejle, og vi havde kun få penge. I Afrika finder man altid en mulighed.

"På den anden side af den støvede vej aftalte vi i en stor, smuk landsby at leje en kano m/chauffør til syv dages flodtur; en af landsbyens kvinder forhandlede. Næste morgen ventede vi ved floden med vore to trinde rygsække. Vi så mistroiske på de lange spinkle mokoroer. Lidt efter dukkede en ung fyr op med et tæppe, en pose majsmel, en lille gryde og lidt fiskegrej. Han smed en smule siv i bunden af en gammel, utæt mokoro, lagde rygsækkene oven på - så var rejseudstyret parat."

Musik i himlen

I fire dage stagede Peter os op mod den dovne strøm, først gennem et landskab af kolossale træer og grønne enge, siden forbi palmer, papyrus og hele søer af åkander - lilla, hvide, smørgule, karmosinrøde. Aberne skreg fra træerne, regnbyger kom og gik.

"På tredjedagen så vi waterbuck, palmer, gæs, pelikaner og de første spor af flodheste, pløjet gennem sivene som brede traktorstier. Dagen sluttede uforglemmeligt. Vi havde sejlet meget længe, solen var begyndt at synke, da vi, for første gang i to døgn, så andre mennesker. To fiskere stod i deres mokoro og røgtede garn imellem de lave rør og siv i kanten af en stille sø. Bag dem lukkede skovens mørke sig mellem høje træer og palmer. Langsomt pillede de hvide fisk af deres garn. Vi slog lejr på en høj brink med en vidunderlig solnedgang, hvor biædere flitrede over vandet som svaler. Så kom mørket."

Der er musik i himlen i Botswana, især om natten, hvor mørket er så middelalderligt sort og stjernerne så diamantskarpe, at de formelig synger i universets kolossale resonanskasse.

"Næste dag var overskyet, og vi sejlede gennem et helt nyt landskab. Mellem høje vægge af siv og duskede papyrus listede vi os ad smalle vandveje, akkompagneret af krokodillernes skvulp i sivene."

Det var her, jeg lærte, at flodhesten er de afrikanske floders farligste dyr. Når Peter stivnede ved et højt plask et usynligt sted blandt rørene, og svedende, anspændt lyttede og derefter slappede af, skubbede mokoroen videre og sagde med et lettet smil, "pyh - det var bare en krokodille," så forstod jeg.

"I et smalt vandløb mødte vi da også, hvad Peter tydeligt frygtede, en stor flodhest. Vi så den dykke foran os og krøb, musestille, sammen i bunden af mokoroen og holdt den ubevægelig ved alle at have et fast greb med højre hånd om papyrusvæggens svajende stilke. Vi kunne se hen over det brune vand, hvor den glatte overflade blev brudt af bobler. De kom nærmere. Peter padlede forsigtig makoroen baglæns om bag en lille græstot af en ø, som adskilte os fra det voldsomme dyr, netop som det dykkede ud og brusende jog forbi os med vilde øjne, mens Peter med voldsomme tag stagede os fremad, væk, ud af faren."

Hemingwaysk

Siden regnede det. Et silende ubehag smeltede sammen med angsten til en apati, mens vi gled dybere og dybere ind i deltaet. Jeg sank sammen og så, under hattens skygge, blot ringene i vandet.

Med ét svingede vi brat, stævnen løb op på en sandbanke og en umiskendelig britisk stemme sagde: "Good afternoon. We have some tea and bisquits waiting for you".

Overvældede lod vi os bringe til et bord med kongeligt porcelæn og, ganske rigtigt, både te og bisquits. Samt et selskab på fire hvide, der brugte sommermånederne på at renovere stedet, før sæsonen begyndte. Vi var kommet lige til teen. En smuk kvinde og tre bredskuldrede mænd; de var som et Hemingway-reservat. De arrangerede safarier, samlede krokodiller til farme og dyr til zoos, fløj flyvemaskiner, sejlede speedbåde, reparerede Landrover, sanitet og solfangere. "De sidste par dage har vi hørt løver ovre på den lille ø stik vest herfra," sagde den ene, Lloyd, hen over sundowneren, "hvis I kommer derover i morgen tidlig, brøler de sikkert igen. Læg godt mærke til retningen og gå så direkte dén vej, så skal I nok få dem at se. Hvis de begynder at knurre, er det bare et tegn på, at de ikke vil ha' jer nærmere."

Vi boede i Xaxaba Camp i tre nætter til en venlig pris og sad måbende lyttende til de fire heltes historier om aftenen og lærte, hvordan man løber strudsunger ind i Kalahari, og hvor præcis i krokodillens nakkeskind, man kan gribe de mindre af dem og løfte dem op og skræmme turisterne. Om dagen sejlede vi ture med Peter, fulgte i giraffernes spor på øerne, mødte aber og gazeller, skildpadder og kamæleoner. Vi så aldrig løverne, men hørte hannens hæse brøl, når vi lå i vågne i natten, kun adskilt fra junglens love af et tyndt myggenet.

Mokoroen lækkede mere og mere, så både Peter og vi var tilfredse, da Lloyd tilbød os at køre med ham tilbage til Maun. Landroveren klarede vadestederne over floderne, ofte måtte vi vade i vand til skridtet, mens Lloyd pløjede maskinen gennem et brus af vand. Rejsen fortsatte ind i natten, det var fuldmåne, og da vi nærmede os Maun, skinnede hvide blomster i det bløde stjernelys. I det fjerne knejsede den traditionelle giraf.

Peter Tygesen er journalist og forfatter til bogen 'Congo - formoder jeg'. Peter Tygesen har siden 1980'erne rejst og rapporteret fra Afrika

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu