Læsetid: 3 min.

Den Afropæiske Union

Løsningen på Europas og Afrikas problemer ligger lige for: Vi slutter os sammen
24. juni 2005

For lidt salat, for meget phtalat. Europa mangler børn. Opretholdelsen af den europæiske befolkning er truet af fedme, kønssygdomme, forhøjet fødealder og nedsat sædkvalitet som følge af de hormonforstyrrende stoffer.

Se det i øjnene. Det er slut med Europa. Det er ikke bare slut med traktaten og budgettet og visionerne- Det er slut med os selv. Allerede om ti år er fertilitetsraten i Europa halveret, skønnede fertilitetseksperten Bill Ledger i onsdags her i avisen.

Perfekt match

Men jeg er uforbederlig optimist, så jeg iler med en løsning, der er helt i globaliseringens ånd: Slå Den Europæiske Union og Den Afrikanske Union sammen.

Europa og Afrika er det perfekte match. Afrika har lige, hvad vi europæere mangler. Umådelige ressourcer og naturlige rigdomme og en forandringsparat befolkning med høj fertilitet. Til gengæld mangler de nogle ting og sager, som Europa har rigeligt af. Lige fra kondomer og andre blødgjorte plasticsager til biler og byggemarkeder.

Især har de rigtig mange dejlige, håbefulde børn, der mangler en far og en mor. De er døde af aids. Netop i den alder, hvor rigtig mange håbefulde europæere går rundt og opdager, at de mangler et barn.

Rejsevante barnløse

Så hvad er problemet? Naturligvis er der grænser for, hvor mange afrikanske børn man brat kan rive ud af deres miljø og væk fra deres søskende og onkler og tanter når de mister deres far og mor. Men den anden vej kan integrationen vel ikke være så svær? Mange af de 30-40 årige barnløse europæere er jo rejsevante globalnomader i forvejen. Deres borgerlige rettigheder og privilegier kan de tage med sig, nøjagtig som de kunne i Den Europæiske Union.

I begyndelsen kunne man lave en ordning med særlige venskabslande, så de udrejsende barnløse ikke føler sig alt for alene. Belgierne i Congo, briterne i Kenya, danskerne i Ghana, tyskerne i Tanzania.

Overlevelse

Integration i en Union er aldrig nem, men husk, det handler om overlevelse. Og snart vil det vise sig, at det afropæiske fællesskab har mange andre fordele.

Tag nu for eksempel velfærdsreformerne. I fremtiden bliver det slet ikke nødvendigt at skære ned på efterlønnen og begrænse ydelserne til de ældre. Gennemsnitsalderen i Unionen vil falde helt af sig selv.

Der bliver rigeligt med unge mennesker til at påtage sig et arbejde og betale deres skat, så Unionen kan forsørge sine ældre når den tid kommer.

Nå ja, det kræver måske en lidt anden fordeling af midlerne og mulighederne, men det er jo heller ikke så stort et problem, når vi først er med i den samme Union. Handelen bliver jo fri på det indre afropæiske marked. Og eftergivelsen af de afrikanske landes gamle gæld er heller ikke så svær. Når alt kommer til alt, så bliver det jo i familien. Alle får glæde af den voksende købekraft.

Jeg erkender, at landbrugsstøtten vil vokse, især hvis den som nu skal tildeles efter areal. Til gengæld bliver naturpolitikkens resultater meget bedre, når Serengetti og Krügerparken regnes med.

For ikke at tale om strukturpolitikken. Der bliver rigeligt at gøre for entreprenørerne, når de transafropæiske net skal bygges ud. Vi undgår den pinagtige diskussion om en ekstra motorvej i Nordjylland og en ekstra rundkørsel i Asturien hver gang København eller Madrid har brug for en kørebane til. De kan bare bygge løs i Lagos.

De europæiske problemer med tomme kirker og nedlagte skoler vil også forsvinde som dug for lodret sol.

Kloning

Men tilbage til familiepolitikken. Der er selvfølgelig en anden mulighed. Så længe der er æg i en europæisk kvindes æggestok og en læge til stede, kunne risikoen for et tomt Europa afværges på fertilitetsklinikkerne. Om ikke ved andet, så ved kloning.

Så kunne vi også selv vælge farven.

Men Afrodites metode er nu sjovere. Kom hun for resten ikke fra Afrika, da hun steg op af havet? Ligesom Europa, der blev hjemført til Kreta af Zeus i skikkelse af en tyr? Genetisk set er det i hvert fald derfra, alle vi europæere kommer. Måske er det på tide at supplere genpuljen lidt op.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu