Læsetid: 2 min.

Aftale i hus ved klimatopmøde i Nairobi

FN's klimamøde i Nairobi sluttede i går med en plan for de kommende år. Men der er ikke vedtaget nye CO2-reduktioner. Connie Hedegaard er alligevel tilfreds
18. november 2006

FN's klimatopmøde i Kenyas hovedstad, Nairobi, sluttede i går aftes med en aftale mellem alle 189 deltagerlande.

Aftalen indeholder ikke beslutninger om at begrænse udslippet af drivhusgasser yderligere nu. Men den udstikker kursen for de kommende års forhandlinger frem mod en ny international klimaaftale, der skal afløse Kyoto-protokollen efter 2012.

Det blev vedtaget, at rige lande skal hjælpe de fattige, ikke mindst i Afrika, med at omstille sig til det ændrede klima. Dels i form af en tilpasningsfond, dels et fem-årigt program, der skal opsamle og dele viden om klimaændringernes konsekvenser.

Desuden traf FN-mødet beslutning om overførsel af ny teknologi til ulandene og om bedre og flere klimaprojekter, hvor ilande investerer i ulande (CDM-projekter).

Der blev også opnået enighed om en af EU's hovedprioriteter, nemlig en gennemgang og revision af Kyoto-aftalen, så den kan forbedres og udbygges. Det overvejes bl.a. at inddrage CO2-belastningen fra skibe og fly, der hidtil har været undtaget.

Hedegaard tilfreds

Revisionen af Kyoto-protokollen skal være afsluttet i 2008, som EU havde ønsket det. Flere ulande, heriblandt Kina, kæmpede længe imod, fordi de frygtede, at serviceeftersynet af Kyoto-aftalen skal føre til krav om, at også de fattige lande skal pålægges at begrænse CO2-udslippet.

Miljøminister Connie Hedegaard (K) er tilfreds med Nairobi-aftalen.

"Vi har fået det med hjem, Danmark og EU havde håbet på. Ingen havde forventet, at vi pludselig kunne løfte tingene mange år frem i tiden. Selvfølgelig er der for et temperament som mit mange ting, man kunne ønske sig bedre i denne proces. Men grundlæggende flytter tingene sig. Man må forstå, at det internationale demokrati fungerer med langsigtede processer og mandater," siger hun.

Konferencen i Kenya blev også stedet, hvor Danmark tilbød FN at være vært for det vigtige klimatopmøde i 2009. Her skal en 'ny Kyoto-aftale' falde på plads for at være i kraft fra 1. januar 2013.

Om København får værtskabet for mødet med over 10.000 deltagere afhænger dog af, om man får accept fra gruppen af latinamerikanske lande, som efter FN-reglerne står for tur.

Efterlyser mere handling

Miljøorganisationerne er langtfra tilfredse med udfaldet i Nairobi og efterlyser mere lederskab og handling fra industrilandene. Resultaterne er få og små, siger John Nordbo, koordinator for 92-gruppen, som består af 20 danske miljø- og ulandsorganisationer.

"Jeg er bestemt ikke imponeret. På globalt plan stiger udledningen af drivhusgasser kraftigt i disse år. Kurven skal knækkes hurtigt, hvis vi skal hindre, at de fleste af verdens koralrev dør, eller at indlandsisen på Grønland smelter. Alligevel strides verdens lande om petitesser," siger John Nordbo.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her