Læsetid: 5 min.

Aftener på kontoret og i kælderen

Professionelle, morsomme, lige lovlig indstuderede, pokkers passionerede og hundeangste for at kaste med porcelænet. Et tværsnit gennem en række unge danske bands koncerter i den forgangne uge
28. februar 2006

Du er medlem af et rockband. I har lige udgivet en skive. Modtaget anmeldernes ros eller ris eller rungende tavshed. Sælger måske-måske ikke plader. Opmuntres til at lave endnu et album eller sendes hurtigt ud i glemselens tilbudskasser. Men inden dommen fældes, så venter en helt anderledes udfordring: Koncerten. Så vink farvel til studiets trygge rammer, sig godaften til publikum. Og spil det bedste, I har lært.

Det hører sig til at en albumudgivelse følges eller foregribes af koncerter, og således har det i en hektisk udgivelsesmåned været muligt at høre en række albumaktuelle danske bands live. The Alpine udgav for eksempel deres debutalbum On Feel Trips i går, og i torsdags spillede de på Loppen. Et velklædt, veltrænet band, stramme i afleveringen, bastante i rytmikken. Fire fyre, en pige, (tre af dem sangere for fuld lunge) og en god, men også lovlig indstuderet energi. Den nordjyske kvintet affyrer på album en sangbar, massiv poprock med masser af labert ekstraudstyr og nogle klare hitperler, og det kopierede de live. Mens især Boesen supplerede med en ekstatisk gestik, som vi kender det fra rock'n'roll-cirkusset, blot her leveret med popsnedkernes selvkontrol. Nærmest som en indstuderet gæk, der blev slået løs. Der savnedes chancetagning i den professionelle solidt sammenskruede optræden. Det var jo ikke en slagbænk eller amagerhylde, vi var kommet for at besigtige. Så alt i alt en solid holdindsats uden distingverende kendetegn fra en kvintet, der stadig er angst for at kaste med porcelænet.

At stå distancen live er lakmustesten for rockbandet. Og der er mange andre faktorer uden for bandets kontrol. Hvor spiller man? Hvordan er lydanlægget? Hvordan håndterer lydmanden det? Hvor godt fylder publikum i salen? Hvor højt snakker de (for snakker, det gør de)? Og har nationen samme aften vundet eller tabt en vigtig kamp i fodbold, håndbold eller curling?

Der er koncertsteder, der synes at forene sig smukt med bandets væsen eller lige frem udvide deres betydning. Og der er steder, der kan forvirre eller forplumre. Loppen lånte altså ærværdige rammer til The Alpine, men deres musik er præget af en metaautenticitet, hvor der jongleres med en række etablerede musikalske betydninger, endda hentet fra 70'ernes og 80'ernes mest pænt stylede rock og pop. Og det passede altså ikke ligefrem perfekt sammen med Loppens aura af hippieånd, autentisk rockkultur og historisk kontinuitet.

Behagelige svingninger

Helt anderledes da jeg tilbage i forstenede januar sneg mig op ad trappen til Kulcafeens miniscene i Teglgårdsstræde, hvor Marie Key Band spillede. Det var 29 dage før albumdebuten Udtales ['kæj], og sangene blev præsenteret i en lifligt intim iscenesættelse, der passede smukt til den teaterlignende scene og det kompakte lokale proppet med et venskabeligt lyttende publikum, der åndede med hver en takt og lo ad hver en punchline. Marie Keys kroget fraserede sang, der synes at vende punk-udtrykket på vrangen uden at miste kulturkritisk brod eller sarkastisk livsånd, fik den lydhørhed, den fortjener. Mens trommeslagerens forrygende jazzede rislen og smæld, kontrabassistens duven og elguitaristens 70'er-beat-strengeleg syntes at sætte hele Kulcafeens overetage i behagelige svingninger. En perfekt ramme.

Beton og gnister

Tilbage i den umiddelbare fortid, i lørdags, nød I Got You On Tape, også en ideel lokalitet. De fire af de fem musikeres baggrund i jazz og deres sikre og forsirede spil blev nemlig formidlet smukt i elegante Lille Vega og over stedets dyre kommunalt finansierede lydanlæg. Forsanger Jacob Bellens var en central autoritet, ikke uden tør komik. Mens bandet serverede sangene duvende dynamisk, anderledes kropsligt uden at det kostede i detaljen, og sågar med vilje til at bryde de kortfattede former fra deres nylige selvbetitlede albumdebut.

I Got You On Tape kunne altså sagtens tåle at få deres håndværk blottet på et nådesløst krystalklart lydsystem. I den modsatte grøft lyder udfordringen: Kan du spille dig igennem en mur af akustiske forhindringer? Kan du spille den op fra slap på et lousy lydanlæg i en betonkælder? Ja, lød svaret fra to af de bands, der også i lørdags spillede lige inde ved siden af Vega, i Basement, til det sympatiske og udsolgte lokalinitiativ, Stop kvindehandel-festivalen.

Overskuddet gik ubeskåret til Reden på Vesterbro, til flybilletter, tøj og andre fornødenheder forbundet med en ny start for kvinder udsat for kvindehandel. Og musikken? Ja, den gik både i krop og i beton i den stemningsfulde, højloftede kælder med det grovkornede lydanlæg.

Duoen Joy Lieberkind, der for nylig udgav debuten My Guitar Plays Your Name kun på vinyl, gik til opgaven med krum hals. Deres morsomt stivbenet funky garage-synthpop, spilop-indie og rytmeboks'n'roll med titler som "Sex mit Chaka Khan" og "Rock'n'Rollistan" passede perfekt i de rå omgivelser. For beton giver bare krast modspil til trodsig elguitar og bas, primitivistiske vokaler og plastiksynth fra 80'erne, hvis disse håndteres med tilstrækkelig fræk og kæk energi. Og det blev de.

Epo-555 vandt på deres lysende romantisering af shoegazerrockens guitarmure og sfæriske vokaler. Og på deres energi. Deres andet album Mafia udkommer mandag om to uger, og live såvel som på plader kan man nyde el-guitaren som ildspyende passionskanyle og vokalharmonierne som eskapistisk katapult. Individuelt er der ikke meget kraft i forsangerne og ægteparret Mikkel Max Hansen og Camilla Florentz, men sammen udgør de en fuldtonende enhed. Og savnede man kvartettens mere finkornede elektroniske komponenter denne aften, så lignede det også et udslag af klog pragmatisme at trænge disse mere sarte elementer i baggrunden til fordel for en indædt holdindsats. Som gni-strede.

De kan sgu spille

Der hviler en umiskendelig professionalisme over de koncerter, jeg her har besøgt. Nationen kan sgu spille på deres instrumenter. Men i længden kan professionalismen også slå kreativiteten ihjel, og jo bedre man bliver til at ramme sin lyd, jo kedeligere kan man også blive. Der skal og må rammes ved siden af i dansk rock. Ellers udvikler den sig ikke. Ellers bliver den komfortabel og i sidste ende en parodi på sig selv. Og så bliver det mere en aften på kontoret end i kælderen at høre dansk rock live.

Så. Du er i et rockband. Rampelyset er lige blevet slukket. Du kan underholde dig med de kolde øl i bandrummet, vennernes krammere, branchens komplimenter - velmente eller ej - samt de seksuelle perspektiver, der har åbnet sig. Nyd det. Men ikke for meget. For så ender det bare med, at du bliver bange for at miste fodfæstet. Og så har du som bekendt, mistet det for altid.

The Alpine. Loppen. Torsdag 23. februar

Marie Key Band. Kulcafeen. Lørdag 7. januar

I Got You On Tape. Lille Vega. Lørdag 25. februar

Joy Lieberkind og Epo-555. Basement, Enghavevej. Lørdag 25. februar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu