NOGET af den danske bistandshjælp må vist øremærkes til USA i fremtiden. Det blev klart i sidste uge - på FN's særlige generalforsamling om miljø og udvikling fem år efter Rio - at Danmark står ret alene med sin vilje til at give en øre af hver krone som bistand til de lande, der ikke kan løse de udviklings- og miljøproblemer, som angår os alle, uden at få hjælp udefra. Danmark er endda indstillet på at bistanden skal vokse i de kommende år, via miljø- og katastroferammen.
USA har brug for vores hjælp. Vores ene procent af et beskedent bruttonationalprodukt rækker ikke langt til en bekæmpelse af fattigdommen i USA. Men vi kan noget andet, som amerikanerne behøver hjælp til. Vi kan spare på energien og bruge den vedvarende energi.
Vi er ikke gode nok til det. Men vi er dog bedre end de fleste. Vi er på vej mod 30 procent strøm fra vindmøller og en hel del andet godt for miljøet. Om alt går vel har vi skåret vores udslip af CO2 ned med 25 procent i år 2010. Alt går ikke vel, blandt andet drøner bilerne mere og mere deruda, også i Danmark. Men vi har dog sat os et bestemt mål og forpligtet os på det. Og EU er slået ind på den samme kurs, med 15 procent i år 2010 som mål.
Selvfølgelig kan amerikanerne godt gøre det samme selv. Teknisk set er det muligt, og USA har al den teknologi de behøver. Men amerikanerne vil ikke. Det er Bill Clintons problem. Og det var flot gjort at han indrømmede det så blankt på FN's særlige generalforsamling. Uden en kursændring i USA, som helt alene står for en femtedel af drivhuseffekten selv om amerikanerne kun er en tyvendedel af verdens befolkning, kan kloden ikke sikres mod truslen om at klimaet kommer ud af balance.
Det er her den danske bistand kommer ind i billedet. I Danmark var flertallet heller ikke med fra begyndelsen. Det kniber stadigvæk og det er helt galt på transportområdet. Men vi har trods alt nogle erfaringer med at vende strømmen, organisere afviklingen af energifrådseriet, udvikle den vedvarende energi og gøre det attraktivt, også økonomisk, at opføre sig nogenlunde anstændigt over for verdensmiljøet.
De erfaringer kunne vi godt bistå amerikanerne med, hvis de ikke selv kan finde ud af det. For sagen er jo at eksperterne i FN's klimapanel har ret, når de siger at de første 20-30 procents nedskæring i udslippet af CO2 er der ingen fornuftige grunde til at lade være med.
ØKONOMISK kan det oven i købet betale sig at standse energispildet og udvikle de vedvarende kilder. Det skal amerikanerne først nu til at erkende, selv om deres vicepræsident og kandidat som næste præsident, Al Gore, er en patetisk og gennemslagskraftig skribent i den globale miljødebat og har en stor del af æren for at USA for fem år siden faktisk skrev under på FN's klimakonvention, dengang George Bush var præsident.
Bill Clintons signal på FN-mødet om at han nu vil tage udfordringen op, er måske et historisk vendepunkt. I hvert fald et sympatisk og stærkt signal forud for klimakonferencen i Kyoto til december, hvor viljen til at afvikle den kulsprudende vækst for alvor skal stå sin prøve.
Ellers var det småt med stærke signaler om en bedre verden fra FN-mødet. "Det er stadigvæk liv i substansen. Processen er ikke gået i stå." Det var hvad udviklingsminister Poul Nielson kunne svinge sig op til, da han skulle sige noget positivt om mødets resultat.
Det er som om fåtallets stærke kræfter og flertallets svage kræfter holder hinanden i skak og skaber en ubevægelighed. Brundtland-tanken om en lykkelig forening af udvikling og miljø er ikke død. Men den udvikler sig heller ikke. Den holder sig bare i live. Stærkt presset af en anden tanke, der til gengæld er forrygende livskraftig selv om den ret beset er overhalet af de faktiske forhold: At den rå økonomiske vækst, den der kun måles i kroner og ører og dollar og cent og D-Mark og Pfennig, altid er et gode for et lands indbyggere.
"Vi har været velsignet med høj vækst og skabt millioner af nye job i adskillige år," sagde Clinton som undskyldning for det voksende udslip af CO2. Og dagen før i CNN: "Vi må og skal finde en vej til både at få økonomisk vækst og bekæmpe forureningen. For økonomisk nedgang har altid, altid ført til mere forurening."
DEN samme tankegang ligger bag Tysklands uværdige optræden på mødet. I tunge forhandlinger blev der åbnet en mulighed for at bryde dødvandet og vende den nedadgående tendens i bistandshjælpen til de lande, der er så tynget af gæld og fattigdom, at de ikke kan lade være med at ødelægge miljøet hvis ikke de får en større og bedre økonomisk hjælp. EU's formandskab i skikkelse af den hollandske udviklingsminister Jan Pronk stod som formidler af kompromis'et sammen med Tanzanias udenrigsminister Jakaya Kikwete.
Da kompromiset syntes i hus, gav Kikwete en stilfærdig moralsk belæring og sagde blandt andet på swahili: "Man behøver ikke nødvendigvis at være rig for at give en gave". Hvorpå tyskerne brød den skrøbelige enighed fordi Europas rigeste land er bange for sin egen økonomiske vækst og virkeliggørelsen af den europæiske mønt- og valutaunion. Tyskland, som i forvejen ligger langt under FN-forpligtelsen til at bruge 0,7 øre af hver krone til bistand.
Der er noget, der er helt galt. Måske er det selve begrebene om i-lande og u-lande der skygger for virkeligheden og skaber falske forestillinger: At i-landene er lykkelige og stærke fordi de har meget industri og mange penge, mens u-landene bare bør finde sig i forholdene eller bede pænt om hjælp hvis ikke de selv kan præstere den fornødne økonomiske vækst.
Vi skal hellere snakke om a-lande og b-lande.
A-lande er dem der afvikler industrisamfundets overforbrug og forurening. På det punkt ligger mange af de såkaldte u-lande fra starten på første position, hvis en alternativ vej til afvikling af deres fattigdom og gæld bliver åbnet for dem.
B-lande er de obsternasige lande der fortsætter den blinde vækst mod forudselige katastrofer, også selv om andre muligheder rent teknisk står åbne for dem.
es (Ebbe Sønderriis)
