Læsetid: 6 min.

Agent A.3725 og Tate

Et spionageeventyr fra Anden Verdenskrig om danskeren der blev spion - først for tyske Abwehr og siden dobbeltspion for britiske MI5
31. december 2005

I forbindelse med arbejdet med at finde ud af hvilke personer der skulle med i Hvem var hvem 1940-1945, der udkom maj 2005, nåede redaktionen i en del tilfælde vidt omkring og også ud i periferien af, hvilke personer der hidtil har været fokus på i litteraturen og offentligheden.

Det var en del af selve opgaven, men hertil kom at Justitsministeriet til efter sidste årtusindskifte systematisk har søgt at opretholde anonymiteten for nogle af samtidens aktører på en måde, så historikerne er blevet tvunget til at udelade deres navne i rent historiske arbejder.

Dette på trods af at der ikke har været tale om hverken statsansatte embedsmænd eller personer, der var ukendte i offentligheden i samtiden. Læs opslaget om f.eks. Paul Hennig, en dansker aktiv for besættelsesmagten blandt andet under jødeforfølgelserne. Han beklædte ingen offentlig stilling, og Aage Bertelsen nævnte ham ved navn i første udgave af sin berømte Oktober 43. Trods det kunne Justitsministeriet endnu i 1995 kræve bl.a. Hennigs navn udeladt af en rent historisk fremstilling om jødeaktionen i oktober 1943. Selv måtte jeg i 2003 udelade navnet på udgiveren af det bekendte antisemitiske tidsskrift Kamptegnet, da jeg udgav en kildesamling om Frits Clausen og DNSAP, da jeg skulle benytte akter fra Justitsministeriet.

Stjernestatus som spion

Den slags lejlighedsvis påtvungne udeladelser har ikke været bragt i anvendelse over for Hvem var hvem 1940-1945, trods det at materialet til talrige biografier stammer fra retsvæsenets arkiver. Derfor vil både Kamptegnets udgiver og redaktør være at finde blandt de biograferede.

Da tiden var knap, nåede adskillige personer, som med rimelighed kunne være taget med i Hvem var Hvem 1940-1945, ikke at få en biografi skrevet. Det var tidskrævende nok at få biografier skrevet på grundlag af arkivundersøgelser i Danmark, men at lokke forfattere til at søge materialet i udlandet var betydeligt sværere, selv om det også i nogle tilfælde skete. Jeg skal her fremdrage et eksempel på en sådan person, som ikke kom med og som tilmed for længst har opnået nærmest 'stjernestatus' i den internationale spionagelitteratur om Anden Verdenskrig. Det er en sjælden ære for en dansker, men i øvrigt er der intet ærefuldt forbundet med hans person.

Mandens navn var Wulff Dietrich Christian Schmidt, født i Åbenrå den 7. december 1911. Han var den fjerde i en søskendeflok, mistede tidligt sin danske mor og aftjente dansk værnepligt i 1931. De øvrige af ham selv langt senere i 1980'erne givne oplysninger om sin tysksindede, stærkt autoritære far (advokat og notar) med mere kan ikke tillægges større værdi uden nærmere verifikation. Det kan heller ikke hans egen historie om, hvordan han havnede i den tyske efterretningstjeneste Abwehr i 1940.

Den er følgende: Han arbejdede nogle år i udlandet (læs Tyskland) og blev forhindret i atter at søge arbejde i udlandet på grund af Anden Verdenskrigs udbrud. Han reflekterede derfor på en annonce i avisen og fik en stilling. Firmaet viste sig imidlertid senere at være en dækorganisation for Abwehr. Han blev nu hvervet som agent, fik nummer A.3725 og blev trænet til at blive placeret i Storbritannien.

Utroværdigt

Denne - meget korte - historie er i sig selv utroværdig nok, og forklaringer ikke det store spring fra den arbejdssøgende unge mand, til den uddannede agent for tyskerne, der skulle hoppe ned med faldskærm i Storbritannien. Hvis ikke andet drev Schmidt, så må læseren være et stort spørgsmålstegn - for der var vel ikke bare tale om eventyrlyst? Da han havde fundet ud af, at han havde med Abwehr at gøre, kunne han have sagt fra. Tror han, at læseren er småt begavet? Med udgangspunkt i de tyske akter kommer historien da også til at se noget anderledes ud. Schmidt var medlem af DNSAP og aktiv i SA, i hvilken forbindelse han blev søgt af dansk politi. Han talte flydende tysk og havde tidligere arbejdet i Tyskland. Af uddannelse var han maskinarbejder.

Efter den tyske besættelse af Danmark meldte han sig selv til Abwehr og blev straks givet nogle måneders uddannelse som agent med henblik på spionage i Storbritannien. Bl.a. skulle han lære radiotransmission. Den tyske invasion stod for døren.

Bortset fra de to uforenelige forklaringer på hans rekruttering af Abwehr, er der en uoverensstemmelse med hensyn til hans udseende. I de tyske akter betragtes han som høj og slank, mens hans soldaterpapirer angiver højden til blot 1,66 meter og at han var spinkel af bygning. Men at 'Hans Hansen' eller 'Hans Schmidt' er identisk med Wulff Schmidt er ubetvivleligt.

Agent A.3725's virke alene for Abwehr blev så kort, at det slet ikke kom i gang. Et par dage efter sin nedkastning i Storbritannien nær Salisbury den 3. september 1940, blev han taget til fange af den britiske efterretningstjeneste. Abwehr var infiltreret af en britisk agent, der havde givet besked om nedkastningen af A.3725 og en anden frivillig skandinavisk agent. Dækhistorien - om at han var forfulgt af tyskerne i det besatte Danmark - var derfor intet værd. A.3725 indvilgede efter kort tids fangenskab og afhøring i at blive britisk agent. Forræderiet mod Danmark blev suppleret med forræderi mod den politiske opfattelse, der havde fået ham til at melde sig til Abwehr. Den britiske efterretningstjeneste MI.5 overvågede nøje sin nye agent, der blev døbt 'Tate', han kunne jo forsøge at flygte. Der var eksempler derpå, og når en flygtet tysk spion blev taget igen, blev der gjort kort proces.

Dobbeltspion

'Tate' skuffede imidlertid ikke sine nye herrer, men levede helt op til rollen som dobbeltspion. Briterne leverede ham en blanding af overvejende rigtige, men mest banale og harmløse oplysninger iblandet decideret vildledende informationer, som Abwehr slugte råt.

Materialet var sammensat af MI.5, så det ikke vakte mistanke. Det er forståeligt, at det kunne lade sig gøre en kortere tid, men det utrolige er, at det kunne stå på lige til maj 1945. 'Tate' sendte mere end 1.000 radiomeddelelser til Abwehr og blev dekoreret for sin indsats to gange, sidste gang med jernkorset af første klasse, ligesom han maj 1941 blev tildelt tysk statsborgerskab over radioen. Når det kunne lade sig gøre, hører det med til forklaringen, at der blev opbygget en god dækhistorie for 'Tate', der muliggjorde, at han rejste rundt i Storbritannien, ligesom der blev opfundet en kæreste til ham, som arbejdede for de amerikanske militære myndigheder i Storbritannien. Endelig optrådte han ikke bare som den pæne mand. Som spion var han ikke kun en duks, men gav udtryk for stress og pres, han krævede større pengesummer og undlod at rapportere i perioder under angivelige 'drukture'.

Politisk pålidelighed

Betydningen af det dobbelte forræderi lader sig næppe opgøre, og selv om 'Tate' ikke forkortede Anden Verdenskrig, bidrog han til, at Tyskland spildte eller bandt talrige militære ressourcer på områder, hvor det var uden militær betydning. Eksempelvis gav han oplysninger om ikke-eksisterende minefelter, der generede bl.a. den tyske ubådstrafik, og udpegede bombemål, fabriksanlæg, flyvepladser med mere, der var uden militær betydning.

Når Abwehr kunne tage sådan fejl af A.3725, hænger det sammen med, at man ikke havde undersøgt hans baggrund tilstrækkeligt. Abwehr havde haft for travlt med at sende manden af sted. Blot et par måneders kendskab var ikke tilstrækkeligt, selv om Schmidt havde meldt sig frivilligt. Hans politiske pålidelighed kan ikke være undersøgt til bunds, og så var det ikke kommet frem, at Schmidt var homoseksuel. Der var ingen kvindelig kæreste i Danmark og den britiske kæreste var en ren MI.5-opfindelse. Paradoksalt nok troede A.3725's føringsofficer i Abwehr, Nikolaus Ritter, endnu i 1972 på, at han havde haft en mesterspion i Storbritannien i 'Hans Hansen'.

Wulff Schmidt fik lov til at blive i Storbritannien efter maj 1945. Under navnet Harry Williamson arbejdede han som eksportmanager. Hans tyske dekorationer, overbragt af en broder efter krigsslutningen, er i dag i MI.5's besiddelse. Schmidt døde 19. oktober 1992.

John T. Lauridsen er forskningschef på Det Kongelige Bibliotek og forfatter til mange bøger om Anden Verdenskrig.

Kilder: Hans Chr. Bjerg: Tate-3725, Siden Saxo 1994, s. 28-35.

Ladislas Farago: The Game of the Foxes, London 1972.

Charles Franklin: Spies of the Twentieth Century, London 1967.

F.H. Hinsley and C.A.G. Simkins: British Intelligence in the Second World War, 4, London 1990.

Michael Howard: British Intelligence in the Second World War, 5, London 1990.

David Kahn: Hitler's Spies. German Military Intelligence In World War II, New York 1978

J.C. Masterman: The Double-Cross System in the War of 1939 to 1945, New Haven and London 1972.

Erik Pedersen: Ukendt dansk mesterspion forkortede den Anden Verdenskrig. Familie Journalen 1993 (artikelserie).

Nikolaus Ritter: Deckname Dr. Rantzau, München 1972.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu