Læsetid: 4 min.

Aggressive danskere

10. februar 2006

Rottefisse, luder og narkotæve... I ugens tv tog velfærdsdansken på rejse ind i mørkets hjerte for at bringe den danske humor ud til de muslimske barbarer

Vi er genetisk helt ens og grundlæggende set også kulturelt - vi skider ikke hvor vi spiser, vi laver ikke børn på vores døtre og vi begraver vores døde. Og til hverdag vil vi alle sammen nogenlunde det samme: En sød kone eller mand, noget at stå op til, lidt mad i maven - det sædvanlige. Og dét stort set uanset hvor og hvornår vi er vokset i de sidste cirka 300.000 år. Alligevel skal vi hele tiden slås. I Danmark genoptog vi vanen i sidste uge, hvor billederne af vores fane i flammer begyndte at vælte ind i stuen og Fogh sagde sin one-liner 'ustyrlige kræfter var på spil'. Det var ganske vist kun en karikatur af en krig, men konflikten, som den væltede ud af mit fjernsyn, havde alle de klassiske kendetegn på en rigtig krig: To modstridende suveræne principper, som ingen af siderne kunne gå på kompromis med uden at gå under som folk, højspændt diplomati, masse-mobilisering med alt hvad der til hører misinformation og rygtespredning, høge og duer og højstemte taler om 'arven fra forfædrene', som blandt Jens Rohde anråbte i et af ugens utallige debatindslag.

Pludselig var Danmark selve civilisationens hjerte og Anders Fogh skulle overbevise den arabiske verden om, at han selv skam havde masser af humor, alt i mens folket var på vej i krig mod alle dem som bare ikke ville forstå den danske humor. "Jeg er uenig med hvad du siger, men jeg vil dø for dit ret til at sige det," sagde vi til os selv, mens vi gjorde op, at vi hellere ville dø stående for vores barbariske fjendes feje sværd og vilde hyl end leve i undertrykt stilhed. Freden og velstanden har åbenbart ikke gjort os for dovne til at dø for det vi tror på. Skal der virkelig så lidt til?

Jeg satte mig ned mandag aften i håb om at få et svar i TV2 programmet Den aggressive dansker, som lovede at vi ville komme tæt på danskens væsen. Og det kom vi så. Dét gik ikke ud over de muslimske horder uden for byporten, men over offentligt ansatte, som bliver udsat for dobbelt så mange voldelige overfald i dag som for seks år siden. Vi var med Bent ude og tjekke billetter i bussen og oplevede, hvordan en mor og hendes sønner var ved at gå amok, fordi bussen blev forsinket af, at Bendt skulle tjekke nogle andres billetter. Vi mødte Gitte betjent, som på syngende fynsk fortalte om at blive kaldt rottefisse, luder og narkotæve og om, hvordan en helt almindelig, højtuddannet mand tager kvælertag på Pia, da han bliver taget for at køre for stærkt og får seks måneders hæfte. Morten Albæk forklarede os, at det skyldtes, at vi ikke længere har respekt for autoriteter og havde glemt, at det var en demokratisk pligt at betale for sin busbillet. Den enkelte føler sig større end staten, fælleskabet og samfundet. Og de samme folk, som ikke vil hjælpe os, vil så selv have hjælp, når de står i en knibe," som Pia fortsatte. For den aggressive dansker er politiet er til for min skyld og ikke for vores skyld. Polis er blevet til en forsikringsordning, der skal sikre min personlige ubegrænsede selvudfoldelse. Og den vigtigste ret er blevet retten til ytre sig. Herunder retten til at svine hvem som helst, som er til besvær, til.

Som muslimen uden for velfærdsstatens byport er dét. En fjende som tilsyneladende overhovedet ikke forstår det naturligt overlegne i, at det er den enkelte borger, der er suverænen. I stedet har han så valgt at underkaste sig en sjov tegning af en mand med en bombe i hatten. En tegning som vi ganske vist selv har tegnet, med det formål at teste, om han vil underkaste sig os eller denne tegning. Den muslim, mit fjernsyn pumpede ind i mit hoved i sidste uge, har med al tydelighed valgt det sidste. Dermed er han blevet til en fjende af alt det, vi forstår ved politik, og må behandles derefter. Om dette tegningetroende monster så er et, vi selv har skabt, eller om han kommer ud af det blå råbende og skrigende med sin m16'er, sine molotovcocktails og sine riots, kan vi skændes om i pauserne mellem billederne fra vores brændende grænseposter i Orienten.

Jeg for min del blev til sidst nødt til at slukke for tv'et og bidrage til hjemmesiden ano-therdenmark.org af rent terapeutiske grunde. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, at det er for sent: Den slags mennesker er jo virkelig ikke til at stole på, og vi kan ikke længere have tillid til hinandens motiver. Jeg kan ikke længere huske, om der engang fandtes andre virkeligheder. Og da vi ikke kan behandle dem som de hunde, som Pedigree Pal arbejder for "at gøre lige så lykkelige, som de gør os", så må vi vel findes en måde, hvorpå vi kan teste, om det en god muslim eller en ond muslim, hvis han absolut vil lukkes ind til ind i stuen til os aggressive danskere. Så fremover ville det måske være en god ide at teste muslimen for hans sans for humor, ved at han for fremtiden skal tegne en tegning af sin profet med en bombe i hatten, for at komme ind i landet?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu