Kalémie, DR Congo - Når op mod 200.000 internt fordrevne flygtninge i den østlige del af DR Congo i disse måneder begynder at vende hjem til deres landsbyer, vil det få fatale følger for landets befolkning. Op mod 40.000 kvinder er blevet smittet med aids af hærgende soldater fra bl.a. Zimbabwe, og med landets ringe oplysningsniveau vil de sprede sygdommen, når de vender hjem.
Det vurderer lokale læger og Folkekirkens Nødhjælp i byen Kalémie i det østlige Congo.
"Det kan gå helt galt, hvis ikke noget bliver gjort lige nu," fortæller Melly Mwanba, der er ansvarlig for regeringens kamp mod aids i Kalémie.
Han vurderer, at man bør gribe hurtigt ind med medicin og oplysning, hvis man vil undgå, at gårsdagens valg, der er det første demokratiske i DR Congos 46 år lange historie, ender i rent kaos.
"En epidemi kan føre til opstande, hvis befolkningen efter valget ikke føler, at de nye ledere hjælper dem," vurderer Melly Mwanba.
Congo har ellers - i forhold til andre afrikanske lande - kun få aids-smittede. Det officielle tal er seks procent, men lægerne tror, mange flere er smittede.
"Vi undersøgte alle gravide kvinder i 2002, og fandt ud af, at 14 procent var smittede. Men vi aner reelt ikke, hvor mange der er i dag. Jeg tør ikke gætte, men jeg er overbevist om, at antallet vil stige kraftigt, når flygtningene kommer tilbage. Dem har vi slet ikke haft kontakt til," forklarer doktor Theodor Franck, der er chef for alle læger i Tanganyika-provinsen.
En af de kvinder, der netop er vendt tilbage til byen, er 37-årige Makalai Mwembo. Hun mener selv, at hun blev smittet med hiv af sin mand, der netop er død, men lægerne er altid opmærksomme på, at det kan være voldtægt.
Det er nu fem dage siden, Makalai Mwembo fik sin diagnose. Hun ser ned i gulvet.
"Jeg er træt, jeg har diarre og problemer med at trække vejret. Men jeg håber, at jeg kan blive ved med at arbejde, så jeg kan betale medicinen," fortæller hun med forsigtig stemme.
Makalai Mwembo sælger cigaretter og brød fra gaden i byen Kalémie. Behandlingen koster 47 dollars om måneden. En udgift, som hun ikke har en chance for at betale.
Det er kvinder som Makalai Mwembo, Congo vil se flere af i den kommende tid, frygter doktor Franck. Han fortæller, at mange bliver smittet, fordi der er tradition for, at selv gifte mænd har fire-fem elskerinder. Derfor kæmper han på lånt tid for at ændre byens holdning til aids-ramte.
"Nogle tror stadig, at det er trolddom, andre nægter at anerkende, at de har fået sygdommen og fortsætter med at dyrke ubeskyttet sex," fortæller han.
Han pointerer, at emnet aids i dag trods alt er et samtaleemne i modsætning til for blot få år siden, hvor det var et stort tabu. Og at sikkerheden på hospitalerne er blevet bedre.
Det er dog stadig ikke muligt at få taget en sikker aids-test i store dele af det østlige Congo. Doktor Francks patienter i Kalémie, som Makalai Mwembo, skal rejse 700 km sydpå for at være helt sikre på diagnosen.
Dr. Franck håber, at landets ledere efter valget den 30. juli vil erkende risikoen for en aids-epidemi.
"Vi har brug for en stor pose penge. Penge, som skal bruges til at oplyse befolkningen ude i landsbyerne om, hvordan de undgår aids. Ellers vil det gå helt galt."
Advarslen om aids-epidemien understreges af Folkekirkens Nødhjælp, der både arbejder med at fjerne miner og oplyse om aids i området.
Programchef Mads Lindegaard frygter også, at flygtningene vil sprede smitten.
"Befolkningen har vanskeligt ved at forstå, hvad hiv er, og hvor farlig den er," fortæller han. Regeringen forsøger at oplyse ved hjælp af små skilte med påskriften
"Aids er her - og den dræber". Men Folkekirkens Nødhjælp har haft held med at kæde sygdommen sammen med minerydningen.
"Vi fortæller de lokale, at aids er som en landmine. Den kan ligge i jorden uden at gøre skade, men det kan også pludselig eksplodere og dræbe," forklarer Mads Lindegaard.
For Makalai Mwembo har beskeden om smitten ændret hendes liv. Hvor hun for bare en uge siden så det kommende valg som en mulighed for at forbedre landets veje og skolesystem, er hun i dag mere pragmatisk.
"Hvis det er rigtigt, at der kommer en aids-epidemi, bør man koncentrere sig om at hjælpe de syge først. Hvordan vil du ellers have, at der skal være arbejdskraft nok til at føre alle regeringens ønsker ud i livet?"