Læsetid: 3 min.

Aids-paradokset

1. december 2001

PÅ denne plads har den mindst ringe skrevet ti gange flere ledere om terrorangrebet den 11. september og krigen i Afghanistan end om aids-epidemien i hele indeværende år. Det til trods for, at 6.000 aidsramte afrikanere døde en næsten lige så grusom død som de 3.000 i World Trade Center på den dato. Ja, det er rigtigt, at ofrene i New York var uskyldige civile i en uerklæret krig ført af islamiske terrorister. Men er de 6.000 afrikanere, som vil dø på den internationale Aids-dag i dag, ikke lige så uskyldige ofre for en epidemi, som faktisk kan forebygges og med medicinsk behandling gøre livet tåleligt og længere?
Spørgsmålet stilles så skarpt, fordi vi ikke et eneste øjeblik må glemme, at aids-epidemien i Afrika syd for Sahara, Latinamerika, Asien, Rusland og dele af Østeuropa udgør vor tids største trussel mod sikkerhed og velstand for alle. Trods George W. Bush’ og andre verdenslederes klare prioritering af terrorismen er truslen fra islamiske terrorgrupper mod USA og vestlige mål ikke af nær samme omfang. Men hvorfor stille de to trusler op mod hinanden? Det internationale samfund kan jo sagtens håndtere begge – uden at gå bankerot og uden at spille hasard med basale demokratiske retsprincipper.

En sammenligning er påkrævet, fordi vi aldrig må tabe det moralske aspekt af syne. Vi kan ikke være os selv bekendt som civiliserede mennesker, hvis vi gang på gang af bekvemmelige årsager lægger aids-epidemien i glemmebogen og lader andre mere ’sexede’ udfordringer fylde vores daglige bevidsthed. Javel, der dør mange mennesker i verden hver dag – også på en voldelig måde – men aids rækker hinsides alle andre sygdomme, fordi den er forbundet med, hvad vi nu om dage kalder livsstil. Smitten overføres via blod (narkomaner) eller via væske (samleje). Det fører til en stigmatisering af ofrene i hele verden og gør det langt vanskeligere at diagnosticere, behandle og forebygge end for nogen anden epidemisk sygdom, inklusive tuberkulose og malaria. Resultatet er en rasende hurtig spredning af hiv og en hårrejsende stigning i antal ofre hvert år. I nogle fattige lande, der er særligt hårdt ramt af epidemien, står man i dag over for at miste 30-40 procent af en generation unge mennesker, der skulle have udfyldt poster i centraladministrationen, i det private erhvervsliv og i folkeskolerne. 14 mio. børn i Afrika syd for Sahara er forældreløse; tallet vokser.

Man kunne med forundring spørge, hvorfor den unge generation i USA, Europa og andre velstillede lande i så begrænset omfang er grebet af at tage denne enorme udfordring op. I 60’erne opfordrede John F. Kennedy unge amerikanere til at melde sig under Peace Corps faner, de mødte op i tusindevis. I samme årti var millioner af unge vesterlændinge inspireret af Ché Guevara, Mao og Castro, nogle rejste til Den tredje Verden for at se og tog hjem for at gøre godt. I dag mangler gejsten og engagementet i en verdensomspændende tragedie, der synes at indeholde alle de nødvendige elementer til at inspirere en protestbevægelse og rekruttere tusinder af frivillige læger, sygeplejere og andre faguddannede til at organisere sig og tage afsted. I stedet fører man abstrakte diskussioner om globalisering i netværk som ATTAC... Dem, der vil handling, burde skifte emne.

Heldigvis bliver der ubenægteligt gjort fremskridt i den internationale kamp mod aids, hvilket
illustreres af artikler i gårsdagens og dagens Information. At et FN-inspireret Globalt Fond mod aids, tuberkulose og malaria nu endelig tager form og starter i januar må hilses som et meget positivt tiltag, der giver næring til et stort håb om en mere effektiv og koordineret global indsats mod epidemien. Mange er skuffede over, at donorlande og private fonde indtil videre kun har givet tilsagn om årlige bidrag på 1,5 mia. dollar til fondet, skønt Kofi Annan havde sat næsen op efter ti mia. dollar. Men det er rigtigt set, når initiativtagerne hæfter sig ved, at regeringer og private kilder vil være mere tilbøjelige til at yde bidrag til et globalt fond, som drives strømlinet og kan påvise hurtige resultater. Nogle donorlande tilbageholder tilsagn, fordi FN-produkter ofte er druknet i bureaukrati, intern kævl og magtkampe. Foreløbig ser det ud til, at initiativtagerne tager deres opgave dødsens alvorligt og udviser tilstrækkelig kompromisvilje. Selv er Kofi Annan dybt involveret i projektet og går ifølge iagttagere ikke op i, hvor stor indflydelse FN opnår. For ham er det afgørende, at det globale aids-fond virker efter hensigten. Det ville være en velsignelse, hvortil man kunne føje: Uden konstant bevågenhed og protest fra borgerne falmer den slags initiativer let.

burch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her