Læsetid: 3 min.

Et akademi på kunstens præmisser

I en tid hvor alting bliver 'universitetsliggjort', har Else Marie Bukdahl formået at fastholde Kunstakademiet på kunstens præmisser, mener multikunstner og tidligere professor på akademiet Bjørn Nørgaard
21. juni 2005

Der skal være forskel på et universitet og et kunstakademi. Udøvelse af og forskning i kunst skal foregå på kunstens præmisser, og netop det har Else Marie Bukdahl stædigt fastholdt gennem sine 20 år som rektor på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Det mener billedhugger, grafiker og performancekunstner Bjørn Nørgaard, som selv var professor på akademiet fra 1985 til 1994.

"I dag sker der en universitetsliggørelse af alting. På Designskolen skal man ikke længere røre ved materialerne, men sidde ved computere og skrive alenlange tekster, og arkitektskolerne er ved at havne i samme situation. Men det er lykkedes Else Marie Bukdahl at fastholde, at når en billedkunstner forsker, så består forskningen i at lave skulpturer, installation, video, eller hvad vedkommende nu arbejder med. Han skal ikke sidde og producere mindst 30 sider tekst om måneden, for at det kan blive anerkendt som forskning," siger Bjørn Nørgaard.

"Arkitektskolen har givet op for hurtigt, synes jeg. En arkitekt er jo trods alt en, der bygger huse. Det er meget godt med ph.d.er og forskerstillinger, men hvis der kommer nogle elendige huse og dårlig arkitektur ud af det, så nytter det jo ikke noget, at det er designet af en eller anden dr. Phil., der har skrevet 10.000 sider om dørhåndtag."

En effektiv skiderik

At Else Marie Bukdahl i sin periode som rektor netop har gjort teori og filosofi til en større del af uddannelsen ser Bjørn Nørgaard dog som en del af en positiv udvikling.

"Den tunge danske provinsidyl, der tidligere hvilede over Kunstakademiet, er der ikke længere. Det er blevet legitimt, at malere, billedhuggere og så videre også kan læse filosofi og bøger i det hele taget. Teori er ikke længere et fyord i billedkunst, og det er et tegn på, at man er begyndt at lukke akademiet op mod den globaliserede og europæiske virkelighed, som unge kunstnere jo er en del af. Det væsentlige er, at kunsten og forskningen stadig bygger på kunstens præmisser og ikke på universitære principper."

Med nye regler, som blev indført for to år siden, er rektors indflydelse på Kunstakademiet blevet større, og det mener Bjørn Nørgaard til gengæld er en negativ udvikling. Mens det bedømmelsesudvalg, som udpeger nye professorer, tidligere blev nedsat af Skolerådet og Akademirådet, udpeger rektor i dag selv både de tre interne og de to eksterne medlemmer af udvalget.

"Jeg ved ikke, hvad det er for nogle skvadderhoveder, der har fået den ide, men tak det skal de sgu ikke have. Der rider jo sådan en mare hen over alting i øjeblikket, hvor man tror, man kan måle sig til en bedre verden, og hvis man bare sætter en effektiv skiderik i spidsen for alting, så bliver det meget bedre. Og det er jo noget vrøvl - sådan fungerer verden heldigvis ikke."

"Om folk hedder rektorer, professorer eller lektorer, er sådan set lige meget. I første række handler det om personen og personens kvaliteter og evner. Sådan fungerede det også i den tid, jeg var der. Studerende og teknisk personale havde også taleret. Sagde en professor noget vrøvl, så var det noget vrøvl, og sagde en lektor noget fornuftigt, så var det fornuftigt. Sådan bør det være."

- Hvilken betydning har Kunstakademiet i dag for unge kunstnere og for det danske kunstmiljø?

"Akademiet spiller en vigtig rolle, men det er ikke afgørende for en kunstners karriere. Det har nogle fordele, i og med, at der er et levende miljø, og at det giver nogle muligheder, men der er i dag udbyggede udvekslingsuligheder mellem forskellige uddannelsesinstitutioner på europæisk plan, så det er ikke i sig selv et traume, at man ikke har gået der. Men akademiet kan i høj grad være med til at fastholde et højt niveau for kunsten i Danmark - også for dem, der ikke går der. Det viser elevernes afgangsudstillinger jo også."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu