Læsetid: 6 min.

Akademiseringen af designskolen

Studerende og ansatte på Danmarks Designskole har i den sidste tid kritiseret håndteringen af den omstillingsproces, der skal gøre skolen akademisk. Årsagen skal først og fremmest findes i uklarhed om skolens faglighed og dens status som en kunstnerisk uddannelsesinstitution. Det handler om faglig identitet, men også om kulturpolitik
12. januar 2007

Danmarks Designskole har i de sidste uger været i mediernes fokus. Studerende og medarbejdere er under slagkraftige overskrifter blevet citeret for deres utilfredshed med skolens omstillingsproces til en akademisk uddannelse.

Som leder af tre af skolens linjer føler jeg mig tilskyndet til at udfolde sagen, som jeg egentlig mener er relevant at dele med vores omverden - om end i en anden form - fordi det også er kulturpolitisk stof, der bør række ud over skolens egne, interne diskussioner.

Skolen udspringer af en lang brugskunsttradition, hvor kunsthåndværket og nærheden til materialet er kernen, men da moderne designere skal kunne meget andet end at formgive, har skolen i en årrække indarbejdet andre aspekter af designpraksis i uddannelsen uden dog at miste fokus på formgivning. I de sidste fire år har institutionen imidlertid haft så mange ændringer - bl.a. med indførelse af forskning og større justeringer af uddannelsen - at det kunstneriske fokus og de praktiske kernefag efter min mening har været ved at miste fodfæstet.

Skolen skal forskningsevalueres i 2010 - målet er akademisk status. I 2003 blev de første forskere ansat, siden er over 20 kommet til i takt med, at antallet af undervisere med praksiserfaring er gået ned. Sideløbende er der i en presset og ustadig proces indført nye studieordninger, hvis indhold og struktur er blevet ændret undervejs.

Som jeg ser det, er det især to spørgsmål, der har hersket uklarhed om, og som nu skaber uro: Det ene spørgsmål er om uddannelsens kernefag: Skolens faglige linjer har været under pres til fordel for ideen om en bred, almen designmetode med skiftende udmeldinger om vejen frem. Det andet spørgsmål er, hvordan de to definerede erkendelsesformer, forskning og kunstnerisk virksomhed, skal vægtes og hvorfor. Målet, at blive akademisk, har hele tiden været klart, men hvordan har stået åbent.

Ideos måde

Designbegrebet dækker flere og flere områder, fra produktinnovation, brugerdreven innovation og designmanagement til oplevelsesdesign, brand direction, visuel kommunikation, mode, digital interaktion og film- og spildesign. Og så er der kunsthåndværket, bl.a. tekstil-, keramik- og glasdesign.

Alle områderne har gråzoner og sammenfald, og dog er der basis for selvstændige uddannelser og gode jobmuligheder inden for dem alle. Det samlede uddannelsessystem uddanner faktisk potentielt til designprofessionen, hvis vi anskuer design, som det i stigende grad bliver, nemlig som en kreativ problemløsningsmetode.

Danmarks Designskole har i sin søgen efter et nyt ståsted på vej mod akademisk status været åben over for designbegrebet i hele sin bredde, og der er inviteret ganske mange versioner indenfor i diskussionen om, hvilken vej skolen skal dreje. For at kunne rumme mange bud i ét har der hersket en logik om en generel metodeuddannelse i design, som kan erstatte fagene og bidrage til, at designeren kan løse hvilken som helst specialopgave. Men hvis vi ser på praksis, tegner der sig et andet billede.

Et godt eksempel er den internationalt anerkendte designvirksomhed Ideo, som er kendt for innovative løsninger inden for det bredest tænkelige spektrum. Da jeg for nylig besøgte dens London-afdeling, fremgik det, at den hos potentielle nye medarbejdere ser efter, om de har et klart fagligt ståsted. Og som professionelle skal de være ikke bare gode, men rigtig gode til det, de er gode til. De skal være i stand til at tænke springende og kombinere tankesæt utraditionelt. De skal have empati og samarbejdsvilje, og så skal de "be leaders that can be led" - ledere som kan ledes. Med andre ord en stærk faglig profil, sociale kompetencer og evnen til at tage teten i én sag og være teamplayer og 'underleverandør' i en anden.

Ideo efterspørger altså en stærk kernefaglighed sammen med stærke metodiske kompetencer til at navigere i en skiftende arbejdsvirkelighed, hvad enten det drejer sig om en grafisk designer, produktdesigner, antropolog eller ingeniør.

Det vidner om en rummelig tilgang til designs muligheder, men viser også, at det er sagen eller jobbet, der afgør, hvilke færdigheder der er brug for. Enhver faglig profil kan træde ind i designfeltet, afhængigt af de opgaver der skal løses. Arbejdet udgør nemlig her særlige undersøgelses- og udviklingsmetoder, der i en integreret proces bringer flere eksperter i spil, så de tilsammen rækker ud over summen af deres individuelle formåen.

En designer, som arbejder med visuel kommunikation, må nødvendigvis have spidskompetencer inden for faget. En spildesigner eller en industriel designer ligeså. Det stemmer godt overens med de krav, Danmarks Designskole møder fra brancherne, som går på at styrke en eksperimenterende faglighed, men samtidig uddanne designere, som ikke altid ser sig selv i centrum, og som kan leve sig ind i en kundes eller brugers virkelighed. Desværre er det en klar faglighed, de studerende savner, fordi det reelle fagspecifikke indhold er så nedtonet, at de studerende først får ordentlige muligheder for fordybelse meget sent i studiet.

I opbygningen af den nye designuddannelse har det nemlig været nærliggende at kopiere universiteternes struktur, hvor man gradvist specialiserer sig på et bredt metodisk grundlag. Det betyder almen metode og teori med nedtoning af skolens fagområder. Men med en svækkelse af det faglige risikerer skolen på længere sigt at uddanne avancerede ufaglærte. Det er en fejltagelse, fordi branchen er så praksisorienteret og stadig har brug for højt specialiseret arbejdskraft.

Kunst eller videnskab

Der er som nævnt bred enighed om, at designuddannelsen skal være akademisk - baseret på udvikling af ny viden. Spørgsmålet er hvordan.

Design er kendetegnet ved at være erfarings- og praksisbaseret og trækker på en række forskellige videnskaber som f.eks. sociologi, antropologi og kunst- og kulturhistorie. Men der er også stærke kunstneriske, kreative elementer, og designviden udvikles i høj grad i det praktiske arbejde. Derfor skal uddannelsen ikke alene baseres på videnskabelig forskning.

De kunstneriske uddannelser under Kulturministeriet har ud over forskning en erkendelsesform, der på designskolen kaldes kunstnerisk virksomhed, som skolen bruger en fjerdedel af forskningsmidlerne til.

Grunden er, at man på en kunstnerisk uddannelse nødvendigvis må anerkende denne erkendelsesform på lige fod med formel videnskabelig forskning. I designuddannelsen dækker begrebet den viden og de metoder, der bliver udviklet inden for kunsthåndværk og designpraksis.

Problemet ved kunstnerisk virksomhed er, at det ikke står klart, hvordan det skal evalueres ved den kommende forskningsevaluering. Og så er det tankevækkende, at humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning vægtes, mens de kunstneriske, praktiske vidensformer kun tæller en fjerdedel. Kan man forestille sig en arkitektskole eller et musikkonservatorium, hvor 75 procent af det akademiske personale med afsat forsknings- og udviklingstid er teoretikere hentet fra f.eks. Københavns Universitet eller RUC? Nej vel.

Min pointe er, at uddannelsens erkendelsesformer må afbalanceres. Den ny viden, professionelle designere udvikler i deres praksis, skal dokumenteres, og uddannelsen emme af aktiviteter, hvor reflekterende praktikere medvirker. Det er på den måde et relevant fagligt begrebsapparat bliver udviklet og bedst understøtter integration af studiets teori og praksis.

Det udvidede designbegreb er kommet for at blive, men kreativitet og problemløsning har designuddannelserne ikke patent på. Tværtimod må det være selvfølgelige elementer i alle dele af uddannelsessystemet i en tid, hvor der bliver råbt efter innovation og nytænkning. Designskolen skal ikke alene rendyrke disse kompetencer, men også holde fast ved og styrke sit særkende: uddannelse af formgivende designere på et højt internationalt niveau.

Morten Noer Andersen er institutleder på Institut for Kommunikationsdesign, Danmarks Designskole.

Instituttet rummer studier i visuel kommunikation, digital interaktion og production design til tv og film.

* Kronikken lørdag:
At skyde spurve med strålekanoner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu