Læsetid: 3 min.

Akkari, Espersen og den franske klon-kult

Abu Laban og Ahmed Akkari har mere til fælles med den besynderlige franske klonings-kult, the Raelians, end de har med danske muslimer
1. april 2006

Kan du huske den franske læge med hestehale, et fredfyldt udtryk i ansigtet og en talskvinde, som lignede Brigitte Bardot efter en fæl atomulykke? Ham der for et par år siden påstod, at han og kulten the Raelians havde klonet et menneske, og da medierne bad om beviserne, lod han atom-Bardot smile sit frygtelige smil på tv og svare henholdende?

Lægen havde selvsagt ikke haft det store held i laboratoriet, endsige forsøgt et eneste eksperiment, men med sin pressekonference og tågesnak lykkedes det the Raelians at skaffe sig selv på CNN og adskillige andre landsdækkende og internationale tv-stationer. Og der gik måneder, før journalisterne endelig fik den ide, at når manden ingen beviser havde, var der muligvis grund til skepsis. Men til sidst fik de nok og holdt op med at komme til pressekonferencerne.

Og det er præcis sådan, jeg har det med de to løgnhalse Abu Laban og Ahmed Akkari.

Efter nu i ugevis at være blevet e-mail-bombarderet af familie og venner, som raser over, hvorfor i himlens navn (!) danske medier bliver ved at bringe hver eneste stinkende løgn, som dratter ud af kæften på de to savlende wanna-be bombemænd, må jeg give op og bryde ud i raseri: Hver eneste gang journalister citerer de to karnevalsfigurer, får Pia Kjærsgaard (DF) lassoen om endnu et par tusinde danske vælgere. Og hvis der var DM i den slags lasso lige nu, så ville de to bullshit-islamister være to enorme gulerødder foran næsen på cowboy Kjærsgaard og hendes hest, som hedder Espersen.

Venstres Jens Hald Madsen beskrev situationen således over for TV 2: "Nu tror jeg, at alle er ved at være trætte af Akkaris lystløgne. Jeg synes, befolkningen og medierne skal begynde at ignorere ham, som man ignorerer enhver landsbytosse."

Kommentaren faldt, efter at Akkari i et interview fortalte en arabisk tv-station, at det danske udenrigsministerium havde forbudt danske imamer at udtale sig ved imamkonferencen i Michael Jacksons nye hjemland, Bahrain, i sidste uge. Bullshit naturligvis og ugørligt efter dansk lov.

En fransk dokumentar tog fornylig Akkari i at spørge, om ikke nogen ville bombe den radikale Naser Khader og hans ministerium, hvis han nogensinde fik et.

Hvor er det bare uendelig lidt overraskende, at folk som Akkari og Laban ikke nøjes med at bedrage folk i Danmark, men ligeså rutinemæssigt manipulerer deres egne brødre og søstre. Som de gjorde med Muhammed-tegningerne, hvor et foto fra en fransk klæd-dig-ud-som-gris-konkurrence havde sneget sig ind.

Og så meget mindre overraskende, at hver eneste gang den dogmatiske duo folder deres mugne faner ud, så er det først og sidst deres med-muslimer, der må døje stanken.

Hvor langt er der mon i tankegods fra de danske bullshit-islamister til al-Qaedas mørkemænd, der sender levende bomber ind i restauranter, markeder og moskeer, som er smækfulde af muslimer?

Akkari siger, at hans forslag om et bombet Khader-ministerium var en joke.

Som indbygger i New York føler jeg mig dårligt underholdt af den slags humor. Og spekulerer på, i hvilken grad den mon er beskyttet af Grundloven.

Ikke bare forbyder loven offentligt at fremsætte trusler, den forsøger også at dæmme op for ytringsfrækhed. Følgeligt kan man formentlig ikke karakterisere sine (truende) medborgere som nogle 'bedrageriske svinemikler med mord og had i hjertet', uden at komme på kant med lovens bogstav om ærekrænkelse. Men hvis man kunne, og hvis nogle personer med de egenskaber gjorde sig til, for eksempel, talsmænd for det flertal af danske muslimer, som hver dag beder for fred og fordragelighed, så burde man rimeligvis undgå at give deres karriere et skub fremad.

Tilbage til Akkari og Laban: De har fortjent akkurat den samme behandling og respekt for deres synspunkter som de skrupskøre Raelians. De deler grundlæggende egenskaber såsom 'fulde af løgn, hele tiden, allevegne' og 'fulde af sig selv og ikke andet'.

Deres kvarters berømmelse er officielt overstået. Ikke flere interview. Ikke flere tv-billeder. Lad PET tage den herfra.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her