Læsetid: 4 min.

Akse eller trekant

1. oktober 1998

Der er et skær af næsten religiøs ortodoksi over den traditionelle lovprisning i Paris og Bonn af den fransk-tyske akse, den rituelle fremhævelse af dens absolutte prioritet, uundværlighed og livskraft. Det betyder, at enhver antydning af tvivl omgående fremkalder reaktioner hos de officielle teologer.
Da Tysklands nye forbundskansler, Gerhard Schröder, onsdag stillede i Paris, indkaldt af præsident Chirac, var det for at forsikre, at han ikke er en kætter.
Tysk-franske topmøder finder sted med jævne mellemrum, og der er ikke noget usædvanligt i, at en ny regeringschef aflægger besøg i nabolandet hurtigst muligt. Men Schröder spurtede til Paris tre dage efter forbundsdagsvalget - endnu mens han er midt i vanskelige forhandlinger om at stable en koalitionsregering på benene. Chirac havde i en telefonsamtale straks efter valget bedt ham om at skynde sig. Så noget tyder på, at alarmklokkerne ringede.
Det skyldes ikke blot, at det fransk-tyske samarbejde halter, og at der er tunge sager på EU-dagsordenen, som de to lande, der roser sig at at udgøre 'motoren' i det europæiske samarbejde, gerne skulle nå til enighed om inden for en overskuelig tid. Det skyldes også, at den nye kansler har udsat sig for mistanke om at ville nedprioritere den fransk-tyske akse og orientere sig mere i retning af London. Hvor meget er der om det?

Det er rigtigt, at Schröder har vist interesse for England og antydet en præference for Tony Blairs politiske linje frem for Lionel Jospins. I en artikel i Le Monde fornylig skrev han, at man ikke burde holde England uden for 'det europæiske førerhold', og han mindede om, at han selv som hannoveraner følte tilknytning til England (en hentydning til den tid, da kongeriget Hannover var i personalunion med England). Men i slutfasen af sin valgkamp undgik han dette tema og dementerede i øvrigt - på baggrund af nervøse reaktioner fra fransk side - at han stillede spørgsmålstegn ved den fransk-tyske akse. Endelig tages det som et godt tegn i Paris, at Schröder har udpeget en fransk kvinde, Brigitte Sauzay - mangeårig tolk ved fransk-tyske topmøder - til sin personlige rådgiver for fransk-tyske relationer.
Man kan gå ud fra, at Schröder ikke har nogen planer om at foretage hurtige eller dramatiske ændringer, endsige torpedere den fransk-tyske akse. Det forhindrer ikke, at der på længere sigt kan være en ændring på vej. Det liberale tyske erhvervsliv, som Schröder gør meget for at tækkes, føler sig mere på bølgelængde med England end med Frankrig, hvis stærke statslige tradition man betragter som en klods om benet. Der er en stærk potentiel økonomisk akse mellem Tyskland og England, og den nye børsalliance mellem London og Frankfurt bekræfter denne tendens. I en ikke fjern fremtid vil man måske opleve, at Airbus, flagskibet for industrielt samarbejde i Europa, bliver domineret af en tysk-britisk alliance i stedet for som nu af en fransk-tysk.
Den fransk-tyske akse blev i sin tid oprettet mellem et politisk dominerende Frankrig og et amputeret Tyskland, og det var uundgåeligt, at balancen mellem de to lande skiftede karakter ved genforeningen 40 år senere. I Paris har man indstillet sig på, at Tyskland nu varetager sine egne nationale interesser som andre lande "uden komplekser" - og ikke længere er den trofaste fanebærer i spidsen for flommeuropæiske integrationister. Selv Helmut Kohl svigtede på Amsterdam-topmødet Frankrig, der stod næsten alene med sit krav om, at reformen af EU's institutioner skulle være på plads forud for udvidelsen mod øst.
På EU's dagsorden for de kommende måneder - fra 1. januar under tysk formandskab - er desuden spørgsmålene om den finansielle byrdefordeling, landbrugspolitikken og strukturfonden, og de er alle genstand for stærke tysk-franske modsætninger. På denne baggrund virker det næsten som en besværgelse - men det er et tilbagevendende fænomen i det fransk-tyske parforhold - når Chirac i en artikel i Le Figaro i denne uge skriver, at "tiden er inde til at forny det fransk-tyske forhold... genoprette og forstærke vore forbindelser..."

Man kan ikke se bort fra det generationsskifte, der symboliseres af Schröders valgsejr. Det ville være forkert at forestille sig, at den generation af tyskere, der - som Schröder - ikke har oplevet den Anden Verdenskrig, helt kobler fra i forhold til dette kapitel. Dertil er historiebevidstheden og den kollektive hukommelse for stærk i Tyskland. Men man kan ikke bebrejde den nye kansler, hvis han tager den fransk-tyske akse op til revision ud fra den erkendelse, at den blev opbygget i en tid, hvor der var et påtrængende behov for forsoning efter tre blodige krige mellem de to arvefjender. En tid, hvor det lå i luften, at alternativet til en dybt- og vidtgående alliance mellem Tyskland og Frankrig var krig. Den tid er forbi. Måske er tiden rent ud sagt løbet fra ideen om en eksklusiv og privilegeret fransk-tysk akse.
Den franske udenrigsminister, Hubert Védrine, sagde forleden i fransk tv: "Man kan ikke opbygge Europa uden Frankrig. Men nok uden England - det gjorde man i mange år". Det lyder som et lidt truende påmindelse, ikke uden et element af sandhed, men måske lidt anakronistisk som argument for en uforandret fortsættelse af den fransk-tyske akse. Når Gerhard Schröder slår et slag for England, er det ikke blot, fordi dette land er medlem af EU - til forskel fra dengang den fransk-tyske akse højtideligt blev formaliseret i 1963 - men fordi Tony Blairs England tydeligvis engagerer sig mere og mere aktivt i Europa.
En akse kan forlænges - eller nedlægges til fordel for en trekant. Det er ganske vist kompliceret og kan ikke ske fra den ene dag til den anden.B.V.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her