»Spørgsmålet efter dette valg for alle humanistisk indstillede mennesker er, hvordan vi kan sikre, at der er bare ét dagblad, der vil holde fast i den egentlige dagsorden.«
Enhedslistens Søren Søndergaard til Information på valgaftenen
HAN VAR TEMMELIG bitter, Enhedslistens Søren Søndergaard, dér først på valgaftenen, da Information ringede for at få en tidlig kommentar. På det tidspunkt havde den rød-grønne liste fortsat fem mandater
i hus (først timen efter var de blevet til fire), så det var ikke en partipersonlig bitterhed over et mandattab, der skinnede igennem. Det var tre ugers frustration over
ikke at kunne trænge igennem den velkonstruerede,
-planlagte og -gennemførte dagsorden, som først det ene, så det andet og til sidst det tredje af de partier, der endte med at blive de største, havde sat.
Og det kan man godt forstå. Ikke fordi der er nogen tvivl om, at ovenstående bemærkning ikke mindst var møntet på herværende dagblad. Men fordi der heller
ikke er nogen tvivl om, at listen og dens dagsorden var druknet fuldstændig i tvisten mellem Rasmussen x 2 og i en valgkamp, der vel ret beset endte med kun at have tre temaer.
MEN, KAN MAN spørge, kan det ikke være temmelig ligegyldigt, hvad den der Enhedsliste går rundt og er sur over? Den var i opposition før og er det endnu mere nu, så tror da faen, den er sur
Og var der ikke noget om den der kritik af venstrefløjen for at være for svag og passiv.
Jo, venstrefløjen blev taget med taktikken nede. Hverken Enhedslisten eller SF syntes at have nogle modtræk mod den præsidentkampagne, det hele så forudsigeligt udviklede sig til. Men uagtet den konstatering, så må Søren Søndergaards bitre bemærkninger bidrage til den grimme smag i munden, som dele af pressen må eller burde sidde tilbage med oven på valgkampagnen:
Med den ene hånd skosede vi politikerne eller rettere: nogle af dem for fuldstændig at være fikseret på de der få procent af indbyggerne i .dk, som repræsenterer det store ukendte syd for Kruså. Med den anden hånd skrev vi ikke om andet end de problemer, som politikerne eller rettere: nogle af dem bragte til (Kvæg)torvs og fik fremstillet som højspændt drama i et skyggeteater, der i sagens natur kun kunne være i sort/hvidt.
Og derfor: Undskyld. Undskyld os, at vi deltog i det, at vi spillede med, at vi glemte, hvorfor vi er sat her i den danske offentlighed m/k og s/h. Undskyld, at vi glemte at spørge hvad, hvorfor og hvorhen.
MEN NÅR DET er sagt, så er det også på tide at stille skarpt på alternativet. Hvad kan man stille op som presse og ikke mindst som politisk parti når valgkampen i den grad bliver enkeltsagsorienteret? Hvilke muligheder er der for at drive kiler ind i den massive dynge af argumenter og modargumenter, som de store hovedaktører læsser af på hinanden og offentligheden?
Spørgsmålet er pinedød nødvendigt at stille af flere grunde: Der er absolut ingen udsigt til, at næste valgkamp af sig selv skulle blive mere nuanceret, sagligere
baseret og præget af visioner.
Tværtimod står vi ved næste folketingsvalg måske med medier, der er på endnu færre hænder og/eller endnu mere afhængige af at rage annoncekroner til sig det, der hedder en sund konkurrencesituation og derfor er endnu mere optaget af at ramme fællesnævneren. Gæt selv, hvor høj den bliver.
Og der er absolut heller ingen udsigt til at partierne samlet set vil bruge færre penge på at styre valgkampen med specialfremstillede budskaber, der formindsker
risikoen for at falde i argumentationsmæssigt baghold. Allerede nu har Fogh-regeringen in spe, som det fremgik af et par smånotitser i aviserne op mod weekenden, lagt sig fast på at introducere den engelsk-amerikanske spindoctor-model, hvor pressesekretærer skal kontrollere pressens adgang til ministrene og dermed sidde tungt på informationsstrømmen. Gæt selv, hvordan balancen mellem åbenhed og kontrol bliver. (Egentlig et pudsigt udspil, når man tænker på, hvor meget tid Venstre ved Nyrups tiltræden brugte på at galpe op om den nye regerings brug af politiske embedsmænd
)
I det lys er der al mulig grund til at gå i gang med at opbygge en modvægt mod det, der i denne valgkamp for sidste gang var en undskyldelig naivitet i forhold til den velsmurte dagsordens-maskine. Og det gælder både partier og aviser og demokrater, der synes det er sundt med en opposition, der selv tør tænke højt. Meget højt. Nødvendigt bliver det, ikke bare i forhold til Fogh-regeringen, men simpelthen på grund af den store dagsorden, hvor den står på Europa- og globalpolitik. Den turde de store partier ikke røre i valgkampen.
Om det skal ske gennem aktivisme græsrødder, netværk eller gennem en aktiv isme en ny bevægelse af en eller anden slags, må komme an på en prøve. Nu er det op til f.eks. venstrefløjen, om den er parat til at underkaste sig selv den prøve. Tør den lade være?
