ET FLERTAL i Det Etiske Råd vender sig imod aktiv dødshjælp. Står det således til rådet, kan danske døende i nutid og overskuelig fremtid ikke forvente at få indført hollandske tilstande.
Baggrunden for at fremhæve denne indstilling fra Rådet er selvsagt hollændernes vedtagelse forleden: Efter visse kriterier at afkriminalisere lægelig aktiv medvirken til fremskyndelse af medicinsk konstaterede og dobbeltkontrollerede, uafvendelige dødsprocesser i terminalfasen.
Flere forbehold følger som antydet denne længe forberedte hollandske foretagsomhed på feltet, men sigtet er klart: Hollandske mennesker skal i særlige fald have mulighed for at blive ekspederet ud af lidelsen ind i den drømmeløse søvn ved udtrykkeligt ønsket lægelig udført handling og ikke som resultat af en fortvivlet (eller emsig) pårørendes resolutte selvhjælp.
Spørgsmålet og dets besvarelse om ret og rimelighed eller det modsatte hvad angår den hollandske vedtagelse, befinder sig uanset Det Etiske Råds klare og temmelig utvetydige afstandtagen i en gråzone.
Bortset fra religiøse fundamentalister eller andre med veksler på evigt liv kan ingen, der har været vidne til et langtrukkent, smertefuldt og håbløst dødsleje, afvise i det mindste at have tænkt tanken om det formålstjenlige i dettes afslutning ved en nådeshandling. Fra tanke til handling er der ganske vist et ufremkommeligt stykke vej for de fleste.
Men i selve situationen forekommer for lige så mange de højere etiske overvejelser, som Rådet har gjort sig, som formelle og virkelighedsfjerne. Rådets holdning synes i realiteten i hint akutte tilfælde, hvor livet kun er til byrde, aldeles uvedkommende eller direkte absurde. Som altid tilbyder kunsten sig, når store sager her i livet skal begribes med andet end den skrivebordsetiske hjernehavldel.
I Claude Sautets mesterlige film Un Coeur en Hiver (Et hjerte af sten) træder den følelsesforstenede violinbygger spillet af Daniel Auteuil i karakter og begynder at forstå sin omverden, da hans gamle ven og lærermester ligger for døden, halvt fortæret, ydmygende hjælpeløs af smerter.
I et stumspil, som næppe er præsteret magen i filmhistorien, ser og begriber violinbyggeren, hvorledes det står til, hvad der forventes af ham, hvad den døende forlanger, og han sender derfor de uvedkommende andre uden for døren.
Derefter knækker han morfinampullerne én efte én fulgt af den døendes taknemmelige blik, gør sprøjten klar og opfylder ved denne simple, men altafgørende kærlighedshandling et medmenneskes og en elsket vens ultimativt ønske.
I denne forbindelse bliver drabet jævnført med naturens egen gang. Violinbyggeren åbner efter dødens komme værelsets store vinduer ud mod den mørke, fortrolige have paradiset kan hænde. Den døde bliver ét med omgivelsernes alt. Gribende og uforglemmeligt.
EN FRANSK FILM, uanset dennes kunstneriske kvaliteter, kan naturligvis ikke blive normdannende for noget så følsomt som aktiv dødshjælp. Det er og bliver filmen, hvis historie i øvrigt rækker andre steder hen, heller ikke.
Men scenen mere end antyder, hvor sart og følsomt emnet er, og hvor vel tjent man oftest vil være ved ikke at trampe alt for tungt rundt i problemstillingen. Sagen er jo/vel den, at der dagligt foretages aktiv dødshjælp, uden at nogen behøver sige så forfærdelig meget om den sag.
I moderne hospitalsbehandling såfremt man ikke omkommer alene som resultat af dén, hvilket ifølge de seneste rapporter ikke er uden for mulighedernes grænse er meningen, at folk så vidt muligt skal være smertefri.
Fysisk smerte er uacceptabel i det moderne samfund, hvilket kun fantasiløse og overfladiske mennesker kan have noget imod.
Derfor stiller et overvejende flertal dette som et første krav, at smertebehandlingen af én selv og ens kære i den sidste tid og især i den allersidste tid spiller hovedrolle, at morfinaterne uanset deres uomtvistelige bivirkninger kan og bør anvendes med rund hånd, og at hensynet til levedagenes heraf følgende indskrumpende antal kommer i anden række.
Enhver kan indse, hvilke perspektiver i terminalbehandlingen dette har åbnet. Selve smertebehandlingen er ofte dødshjælp.
Dennes yderligere aktivering kræver ikke farligt mange flere stiltiende initiativer, som utvivlsomt ustandselig bliver taget i forståelse mellem professionelle, pårørende og den døende.
I de gode gamle dage, hvor generationerne ifølge romantisk overlevering kom hinanden ved, skaffede man sig af med de gamle ved fuldt bevidst at rationere deres proteiner. Mad har vi nok af nu. Hensynet til de opvoksende er snarere at forhindre dem i at æde for meget.
Uden bagtanker kan og bør legal adgang til en rimelig selvvalgt, professionelt assisteret afslutning ligge inden for menneskelig rækkevidde. Som hos de praktiske og nøgterne hollændere, om hvem Steen Eiler Rasmussen engang sagde at de som mindstemål altid kunne enes om vandstanden. Altså også om hvornår bægeret løber tomt.
