Læsetid 5 min.

Aktivisme - eller tilpasning til USA

Uden nævneværdig folkelig debat er der siden Den Kolde Krigs ophør gradvist sket et historisk fundamentskred for væsentlige sider af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik
9. juni 2006

Statsminister Anders Fogh Rasmussen bekræfter og befæster fredag med sit USA-besøg på ny det intime sikkerheds- og forsvarspolitiske parløb mellem Danmark og USA, som uden historisk fortilfælde har udviklet sig siden 1990'ernes begyndelse.

Det er en fremherskende forståelse, at dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik gennem de sidste 10-15 år i stigende grad er blevet proaktiv eller aktivistisk, vel at mærke i modsætning til en angiveligt passiv og defensiv dansk tilpasningspolitik under Den Kolde Krig.

Men på grundlag af de senere års forskning i dansk udenrigspolitiks historie efter 1945 kan der snarere argumenteres for, at den modsatte opfattelse giver et nok så dækkende virkelighedsbillede. Uden nævneværdig folkelig eller offentlig debat er der siden Den Kolde Krigs ophør gradvis sket et historisk fundamentskred for væsentlige sider af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Naturligvis måtte Danmark som udsat småstat nær Øst-Vest-konfliktens geografiske frontlinje tilpasse sig de grundlæggende magtpolitiske vilkår. Men inden for disse rammer udfoldede skiftende danske regeringer i disse årtier i virkeligheden en ofte bemærkelsesværdigt selvstændig og til tider direkte aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitisk linje, som ikke sjældent afveg fra USA's og andre større NATO-landes. Samtidig forblev Danmark som loyal NATO-partner naturligvis utvetydigt forankret i den vestlige lejr og fastholdt det venskabelige forhold til USA.

Som regel koordineret med et eller flere af de nordiske lande (typisk Norge) var en ledestjerne for dansk diplomati fra 1940'erne til 1980'erne stor vægt på forhandling, dialog og mægling mellem parterne i internationale konflikter. Midlet var afkald på militær magtanvendelse, og målet og sigtet var international afspænding og militær nedrustning. FN's autoritet som øverste garant for opbygningen af en international retsorden med respekt for menneskerettigheder var den selvfølgelige grundpræmis. Danmark bidrog helt tilbage fra 1950'erne med væsentlige styrkebidrag til FN's fredsbevarende operationer rundt om i verden.

Markant militarisering

Danmarks øgede sikkerhedspolitiske handlerum efter den østlige militære trussels bortfald ved Den Kolde Krigs afslutning førte dog paradoksalt nok ikke til yderligere dansk udenrigs- og sikkerhedspolitisk selvstændighed, men derimod nok til en markant militarisering af udenrigspolitikken.

Og endda en militarisering, som i stigende omfang er blevet lagt uden for eller imod den universelle FN-ramme, og til fordel for NATO- eller USA-ledede operationer. Denne udvikling begyndte for alvor under Clinton-regeringen og de socialdemokratisk ledede regeringer i 1990'erne, med NATO-krigen mod Serbien om Kosovo som kulmination. Sporet er blevet fulgt og ført energisk videre af den nuværende VK-regering efter 11. september 2001.

I dag er Danmarks tidligere høje profil med et forholdsvist stort antal blåhjelmede danske soldater i FN-ledede, fredsbevarende operationer i verdens konfliktpunkter blevet en skygge af sig selv.

Forleden rettede den fhv. chef for Jydske Dragonregiment og nuværende generalmajor ved FN's mission i Vestsahara, Kurt Mosgaard, en skarp kritik af det danske forsvars ledelse for manglende opbakning til dansk deltagelse i egentlige FN-operationer. "Danmarks bidrag til FN er for meget ord og for lidt handling. Det er efterhånden blevet pinligt for en dansk officer at gå gennem FN's hovedkvarter i New York," udtalte Kurt Mosgaard.

Af de 1.200 danske soldater, som i dag er tjenstgørende i udlandet, bærer færre end 50 FN's blå hjelme i regulære FN-fredsbevarende operationer. De danske ressourcer bruges i stedet på at sende kampberedte soldater og tungt materiel i "fredsskabende" NATO-regi til områder som Irak, Afghanistan og Kosovo, ganske vist formelt på mandater fra FN's Sikkerhedsråd, men i realiteten som resultater af ensidige amerikansk ledede militære aktioner.

Kritikken af, at Danmarks gode navn i FN og i FN's fredsbevarende operationer er udvisket, står ikke alene. F.eks. har forskere ved det norske udenrigspolitiske institut i Oslo for nylig efterlyst flere nordiske initiativer fra Danmark i FN, og de påpeger, at Danmark - trods officielle løfter herom - ikke har hævet den nordiske stemme i Sikkerhedsrådet og talt som del af en nordisk enhed, således som der har været tradition for under nordiske landes repræsentation i Sikkerhedsrådet.

Fra norsk forskerside bliver det også fremhævet, at Danmark står i en sårbar og svag position, når regeringen i FN's Sikkerhedsråd vil debattere problemerne om en international retsorden, som den selv har været med til at udvande gennem den aktive deltagelse i Irak-krigen og den tætte tilpasning til USA's udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Dvs. en politik, der vejledes af et trusselsbillede, som nærmest synes at ligestille FN's organer, international ret og - terrorisme. I Bush-regeringens Nationale Forsvarsstrategi fra marts 2005 hedder det i hvert fald: "Vor styrke som nationalstat vil fortsat blive udfordret af dem, der anvender en svaghedens strategi med brug af internationale fora, retsprocesser og terrorisme."

Irak-krigens problem

Hvad angår Irak-krigen, nytter det i øvrigt ikke, sådan som stærke tilhængere af krigen i 2003 som f.eks. en Colin Powell og den demokratiske præsidentkandidat i 2004 John Kerry nu gør det, at klamre sig til undskyldninger om "fejlagtige efterretninger" om irakiske masseødelæggelsesvåben osv.

Det er dokumenteret, at amerikanske og britiske efterretningstjenester leverede det trusselsbillede, de blev beordret til af deres regeringer, som allerede havde besluttet sig for krigen - hvilket vi i øvrigt var nogle kritikere, som påpegede allerede i efteråret 2002. Den fhv. chef for CIA's hemmelige operationer i Europa op til Irak-krigens start udtalte da også i april i år, at han "får kvalme", hver eneste gang han hører den slags undskyldninger.

Og til spørgsmålet, om det da i det mindste ikke er en god ting, at diktatoren Saddam Hussein er blevet fjernet, er der kun at svare: Selvfølgelig, men Saddams fald kunne efter al sandsynlighed være sket langt tidligere, og irakernes befrielse kunne have været deres eget værk, såfremt den irakiske befolkning ikke var blevet svækket så katastrofalt af de ekstremt hårde og 'blinde' sanktioner i 1990'erne, selv om Saddam åbenlyst ikke længere udgjorde nogen reel trussel mod nabolandene.

Det grundlæggende, aktuelle problem i Irak er, at det irakiske demokratiprojekt er født i synd. Projektet er ikke irakernes eget, og mistilliden til amerikanske regeringer og deres hensigter i regionen vil i overskuelig fremtid være fundamental.

Det større spørgsmål for dansk udenrigspolitik er, om en fortsat kritikløs tilpasning til Washingtons sikkerhedspolitiske kurs forøger eller formindsker Danmarks egen sikkerhed og Danmarks internationale indflydelse, interesser og renommé.

Måske burde statsministeren på vejen over Atlanten i denne uge alvorligt overveje, om det er på tide at finde tilbage til traditionelle danske sikkerhedspolitiske kerneværdier. Nu som før er en følgagtig allieret ikke nødvendigvis en god allieret.

Poul Villaume er dr. phil. og professor i samtidshistorie ved Saxo-Instituttet, Kbh. Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu