Læsetid: 16 min.

Al Gore-kritikere med is i maven: 'ingen problemer'

En lille kreds af stålsatte klimaskeptikere mobiliserer mod den ny konsensus om truslen mod Jordens klima. Imens smelter isen
15. september 2006

I filmen En ubekvem sandhed og i bogen af samme navn fortæller USA’s tidligere vicepræsident Al Gore, hvordan en koalition af trængte selskaber fra den fossile energiindustri – med kulproducenten Western Fuels i spidsen – i 1990’erne planlagde en pr-kampagne med det formål at »geninstallere den globale opvarmning som teori, snarere end faktum.«

Gore drager en parallel til den amerikanske tobaksindustris kampagne i 60’erne, der skulle så tvivl om beviserne på rygningens sundhedsskadelige effekt. »Tvivl er vores produkt, eftersom den er det bedste middel mod den ’mængde af kendsgerninger’, der eksisterer i den offentlige bevidsthed,« skrev tobaksindustriens pr-specialister.
Og allerede ugen inden Al Gores film om den globale opvarmning i maj fik premiere i USA, udsendte den konservative tænketank Competitive Enterprise Institute to tv-reklamefilm med nøgleudsagnet: »CO2: De kalder det forurening, vi kalder det liv.«
Reklamerne skulle give seerne det indtryk, at videnskaben er delt i spørgsmålet om den menneskelige opvarmning af atmosfæren.

»Grønlands gletschere vokser, de smelter ikke. Antarktis’ iskappe bliver tykkere, ikke tyndere,« sagde reklamefilmen og lod et par videnskabelige artikler fra tidsskriftet Science passere skærmen (se selv filmene på www.cei.org).
Siden er kampagnen for at så tvivl fortsat. Også selv om forskeren bag en af Science-artiklerne, professor Curt Davis, University of Missouri, straks udsendte en pressemeddelelse, hvori han siger: »Disse tv-reklamer er et bevidst forsøg på at forvirre og vildlede offentligheden om debatten om global opvarmning. De udnytter udelukkende dele af min tidligere forskning til at bakke deres påstande op. De fortæller ikke publikum den fulde historie.«

Og Science-redaktør Brooks Hanson istemte: »Teksten fra CEI forvansker konklusionerne i de to omtalte Science-artikler og vores aktuelle vidensniveau ved at foretage selektive henvisninger.«

Al Gore tror, at den lille gruppe af klimaskeptikere vil skrumpe i takt med, at verdens gletschere skrumper som konsekvens af opvarmningen. Men foreløbig fortsætter de. Blandt de mere hårdhændede er Pat Michaels fra tænketanken Cato Institute, der kalder Gores film »en ubekvem løgn« og for nylig har fortalt danske P1-lyttere, at filmen »hviler på en overbevisning, som rent faktisk ikke har opbakning i den videnskabelige litteratur.«

Samme Michaels er i øjeblikket mest omtalt i USA for de 100.000 dollar han har fået af det store kulbaserede elselskab IREA for sin villighed til at stille op mod »alarmister« som Gore. »Dertil har vi kontaktet alle elproduktions- og transmissionsselskaber i USA, og i skrivende stund har vi opnået flere bidrag og tilsagn til Dr. Michaels gruppe,« skriver selskabet i et notat af 17. juli, der for nylig lækkede til amerikanske medier.
»Det meste af den elektricitet, der leveres fra elselskaber i landdistrikterne, produceres på kulfyrede kraftværker. Det vil også være tilfældet, så langt vi kan se frem. Og det giver dermed anledning til bekymring over al omtalen af global opvarmning og de omkostningsfulde tiltag, der anbefales for at kontrollere CO2-udledningerne,« lyder IREA's motivation for pengeindsamlingen til Pat Michaels (www.desmogblog.com/system/files?file=IREA-memo.pdf).

Ligesom CEI har Michaels tidligere fået penge til sit klimaskeptiske virke fra amerikanske olieselskaber. Herhjemme har miljøskeptikeren Bjørn Lomborg indtaget den position at erkende, at den menneskeskabte opvarmning er et problem, men ikke et stort ét der fordrer handling, samt at kritisere Al Gore for at præsentere »skræmmebilleder« og »stærkt ensidige oplysninger.«

Det handler om isen
Centralt i klimaforskningen, Al Gores film og kontroversen herom står klodens ismasser. 24 mio. kubikkilometer frosset ferskvand, bundet i iskapper, gletschere og permanent snedække. Hvordan er de påvirket af opvarmningen?

Det er i dag uden for diskussion, at atmosfærens CO2-indhold er steget 35 pct. i de 200 år, industrisamfundet har brændt fossile brændsler af, og at koncentrationen nu er på det højeste niveau i 800.000 år. Det er også en kendsgerning, at den seneste 25 års periode er den varmeste i 100 år – ifølge NASA med 2005 som det varmeste år – og at det seneste århundrede er det varmeste i tusind år. Ifølge NASA er den globale gennemsnitstemperatur steget 0,8 grader de sidste 100 år, heraf 0,6 grader inden for de tre seneste årtier.

Man ved dertil, at havenes vandstand er steget med ca. 1,8 cm pr. årti gennem det 20. århundrede, men stærkere – med 3 cm pr. årti – ved århundredets afslutning. Indtil nu mere på grund af vandmassernes varmeudvidelse end som følge af afsmeltning fra klodens ismasser. Der er dertil enighed om, at den CO2, der allerede er pumpet ud i atmosfæren, vil forårsage yderligere, uundgåelig opvarmning og havstigning.
Klimaforskernes bekymring er bl.a. knyttet til det forhold, at den globale opvarmning ikke er jævnt fordelt: En vis gennemsnitlig opvarmning af hele atmosfæren indebærer en stærkere opvarmning ved polerne. Deraf frygten for, at negative processer kan starte i de arktiske og antarktiske områder allerede ved en moderat global opvarmning.
Samtidig knytter der sig videnskabelige komplikationer til det forhold, at den stærkere opvarmning mod nord og syd ikke udelukker lokale variationer i disse regioner. Mens det bliver varmere ét sted, kan det for en tid godt blive koldere et andet sted i den pågældende region.

Mindst kontrovers er der om havisen omkring Nordpolen. US National Snow and Ice Data Center (NSIDC) har over de seneste tre årtier målt et skarpt fald i havisens udbredelse omkring Nordpolen, med rekordstor sommersmeltning sidste år. »Hvis den aktuelle hast for havisens reduktion fortsætter, kan Arktis meget vel blive totalt isfri om sommeren inden dette århundredes afslutning,« siger Julienne Stroeve, forsker ved NSIDC.
»Tendensen i havisens reduktion, fraværet af en vinter-heling, tidligere start på forårsafsmeltning og temperaturer over det normale peger på et system, der er fanget i en cirkel af selvforstærkende mekanismer,« påpeger NSDIC (følg hvad der sker med Nordpolens is dag for dag på [ http://nsidc.org ]http://nsidc.org).
Informationerne om Nordpolens forandring synes ikke at være et punkt, Al Gores kritikere anfægter. Måske fordi en smeltning af havisen ikke påvirker havenes vandstand. Anderledes med Grønlands langt mere voluminøse ismasser.

Fra en halv til syv meter
Gore siger, at hvis al Grønlands is – 2,5 mio. kubikkilometer – smelter, så vil verdenshavene stige seks-syv meter. Det har kaldt kritikerne på banen.
Historikeren David Gress i Jyllands-Posten i denne uge: »Gore viser dramatiske kort over Grønland, der skal godtgøre, at der nu forekommer smeltevand over store dele af indlandsisen. Men selv om indlandsisen skulle smelte, vil det ikke medføre væsentlig stigning i vandstanden. Og indlandsisen er ikke ved at smelte, snarere er den ved at fortykkes.«

Og Bjørn Lomborg efter en forpremiere i Dagmar i sidste uge: »Lagde I mærke til, at han sagde, at hvis nu den antarktiske iskappe smelter, eller Grønland smelter, så er vi oppe i seks-syv meter?«
»Det er helt ekstremt meget større end det, FN’s klimapanel siger, som er 30-50 cm. Han har altså lige overdrevet 14 gange for at få os til at forstå budskabet,« sagde Lomborg.

Information har spurgt Danmarks anerkendte iskerneforsker, professor i glaciologi ved Niels Bohr Institutet Dorthe Dahl-Jensen, hvad der sker, hvis Grønland smelter.
»Hvis Grønlands indlandsis smelter, vil havniveauet stige 6,5-7,5 meter, så Al Gores tal er korrekt. Hvis man ser på prognosen fra FN’s klimapanel, så taler den om ca. en halv meter om 50-100 år, men det er jo fordi hele Grønlands indlandsis ikke kan smelte væk i det tidsperspektiv. Smelter det hele, er det syv meter, men det sker ikke inden for 50 år,« siger Dorthe Dahl-Jensen.

Gore har altså ret, men undlader at præcisere tidsperspektivet, som ifølge forskningsprojektet Arctic Climate Impact Assessment er århundreder og ifølge bl.a. det britiske Hadley Centre for Climate Prediction er årtusinder. Lomborgs oplysning er også rigtig, men bruges til at kritisere Gore for noget, han ikke har sagt.
Det afgørende er, om Grønlands indlandsis risikerer at smelte helt eller delvist som en reaktion på de stigende temperaturer?

Competetive Enterprise Institute, den danske tænketanks-pendant Copenhagen Institute samt Bjørn Lomborg anfægter med enslydende argumenter, at der overhovedet er sket en CO2-forårsaget temperaturstigning på Grønland. Det er »rigtigt, at temperaturen i Grønland er steget dramatisk – men fra 1920-1940 (omkring to-fire grader celsius) og altså længe inden den massive udledning af CO2,« skrev Lomborg i Politiken for nylig.
»I slutningen af 1990’erne er temperaturen steget igen, men gennemsnitligt i perioden 1940-2005 er temperaturen i Godthåb/Nuuk faldet med 1,3 grader celsius,« påpeger han.
I formuleringen fra Copenhagen Institute bliver det til et temperaturfald på 1,3 grader for hele Grønland.

Temperaturoplysningerne er bl.a. samlet af klimaforskeren Petr Chylek fra det amerikanske Los Alamos Laboratory. For at forklare det grønlandske temperaturfald frem til 1995 peger Chylek på den såkaldte nordatlantiske oscillation, NAO. Det er et naturligt og varierende lufttrykssystem i Nordatlanten, der kan påvirke det lokale klima og medvirke til et midlertidigt grønlandsk temperaturfald, selv om de globale klimamodeller forudsiger en temperaturstigning.

I Los Alamos’ nyhedsbrev fortæller Petr Chylek, at det nordøstlige hjørne af Grønland omkring Danmarkshavn ligger uden for NAO’s indflydelsessfære og derfor burde opføre sig i overensstemmelse med klimamodellerne, dvs. blive varmere. »Faktisk harmonerer temperaturerne ved Danmarkshavn godt med det stigende globale gennemsnit, idet de dog synes at stige 2,2 gange så hurtigt,« anfører Chylek. (se undersøgelsen på http://www.agu.org/pubs/crossref/2005/2005GL023552.shtml).

Det seneste tiår har temperaturerne for Grønland generelt været stigende, og det kan være tegn på, at NAO-effekten nu overskygges af de globale temperaturstigninger.

100 dollar spørgsmålet
Smelter isen på Grønland så? Al Gore viser billeder af store smeltevandssøer på indlandsisen og viser kort, der år for år peger på sommersmeltning over stadig større områder.

Bjørn Lomborg sagde ved filmforevisningen, at det er rigtigt, at gletscherne – på Grønland som andre steder i verden – trækker sig tilbage.
»Men Gore glemmer at fortælle, at gletscherne har smeltet siden Napoleonskrigene, og at det intet har at gøre med den globale opvarmning.«
»Det er misvisende at sige, at Grønland smelter – de længste studier indikerer, at kysten smelter hurtigere, men at højlandets islag tiltager, sådan at den samlede effekt siden 1992 har været en gennemsnitlig tilvækst i Grønlands islag på fem cm om året,« tilføjede Lomborg i sin Politiken-kommentar.

Competitive Enterprise Institute siger ligefrem, at de grønlandske gletschere vokser.
Ifølge Dorthe Dahl-Jensen er det rigtigt, at gletscherne overalt har trukket sig tilbage siden ophøret af den lille istid for 200 år siden.

»Men det, der foregår i disse år, ryster os. Det ryster os, at isen reagerer så hurtigt på den opvarmning, der sker nu. Grønlands randzone synker en meter om året. Det er meget,« siger glaciologen, der netop ved selvsyn har kunnet konstatere, hvordan den store Jakobshavn Isbræ på Grønlands vestkyst har trukket sig flere kilometer tilbage siden sidste sommer.

Men hvad gør det, hvis indlandsisen inde på midten – 80 pct. af Grønlands is – samtidig bliver tykkere, sådan som Al Gores kritikere siger? Hvis den samlede ismasse er konstant, sker der vel ingen havstigning?

Dorthe Dahl-Jensen understreger, at det ikke er et dementi, men tværtimod »en bekræftelse af klimamodellerne, hvis isen i det indre højland vokser lidt i tykkelse.«
»For når vejret bliver varmere, kommer der mere fugt i luften, og så sner det mere inde på midten, som ligger højt – samtidig med at der smelter mere ude ved kanten.«
»100 dollar-spørgsmålet er: Hvad er summen af midten og randen? Sker der et samlet tab af ismasse fra Grønland? Konsensus går i retning af, at der sker et massetab, altså at Grønlands indlandsis nu bliver mindre. Og når opvarmningen fortsætter, vil Grønlands indlandsis helt klart tabe masse,« siger Dorthe Dahl-Jensen.

De seneste undersøgelser af ismassen ved hjælp af såkaldte GRACE-satellitmålinger er foretaget af Byron Tapley og hans kolleger ved University of Texas og offentliggjort i Science i august. Målingerne viser, at isen på Grønland nu smelter tre gange så hastigt som tidligere. I det sydøstlige Grønland er afsmeltningshastigheden forøget fem gange.
»En god undersøgelse, som bekræfter, at Grønlands iskappe vitterlig mister store massemængder, og at massetabet vokser med tiden,« siger klimaforskeren Eric Rignot, NASA, som tidligere i år nåede et lignende resultat i en anden undersøgelse. Forskerne fra Texas University angiver det aktuelle tab af ismasse fra Grønland til 239 kubikkilometer pr. år (http://www.utexas.edu/opa/news/2006/08/engineering10.html).
Al Gore viser i sin film figurer, der illustrerer, at såvel arealet på Grønland, som hver sommer berøres af smelteprocesser, som tidsrummet hvor smeltning foregår, er vokset markant i mere end et tiår. »Gores figurer er rigtige. Det er rigtigt, at afsmeltningsarealet er voksende,« siger Dorthe Dahl-Jensen.

Tipping point
Det kritiske spørgsmål er, om Grønland kan nå et ’tipping point’, hvor smelteprocesserne bliver selvforstærkende og fører til, at samtlige 2,5 mio. kubikkilometer frosset ferskvand smelter? »Når sollyset i dag rammer indlandsisen og polarhavsisen, reflekteres den energirige stråling tilbage i rummet. I takt med at isen forsvinder, vil denne energi i stedet blive opsuget i havet. På den måde får man en selvforstærkende effekt: Det bliver endnu varmere, endnu mere is smelter, osv.,« fortæller den danske glaciolog.
Hvis højdedragene på indlandsisen synker på grund af afsmeltning, så bliver de i sig selv mindre kolde, og dermed accelereres processen også. Hvis dertil opvarmningen får de store permafrosne landområder andre steder i nord til for alvor at tø, så frigøres bl.a. de enorme mængder methangas, der i dag er bundet i den frosne jord. Og da methan er en meget kraftigere drivhusgas end CO2, vil det yderligere accelerere opvarmningsprocessen.

En undersøgelse af den nordsibiriske tundra, netop offentliggjort af forskere fra Florida State University i tidsskriftet Nature, fortæller, at opvarmning og optøning har øget frigørelsen af methan i området med 58 pct. i perioden 1974-2000 (http://www.fsu.edu/news/2006/09/06/greenhouse.gas/).

En række klimamodeller fra bl.a. det britiske Hadley Center når frem til, at en opvarmning over Grønland på 2,7 grader – svarende til en global opvarmning på to grader – kan igangsætte en smeltningsproces, der måske er irreversibel.
Det er i overensstemmelse med rapporten Impacts of a Warming Arctic, udarbejdet af forskergruppen knyttet til det internationale projekt Arctic Climate Impact Assessment (ACIA), som siger: »Klimamodeller forudsiger, at den lokale opvarmning i Grønland vil overstige tre grader i løbet af dette århundrede. Iskappemodeller forudsiger, at en opvarmning i den størrelsesorden vil igangsætte en langsigtet smeltning af den grønlandske iskappe.«

For at have en fifty-fifty chance for at forblive under dette niveau, skal den globale CO2-koncentration stabiliseres på højst 450 ppm, fremgår det af beregninger af Malte Meinshausen, Schweiz’ Teknologiske Institut. Det er 70 ppm over dagens niveau på 380, og da stigningen p.t. er to ppm om året, giver det 35 år til at stabilisere atmosfærens CO2-indhold. Forudsætningen for det er, at væksten i de globale udledninger er bragt til ophør i 2015, efterfulgt af markante reduktioner, understreger Meinshausen.
Vil man have en dobbelt så stor sandsynlighed for at holde sig under 2,7 grader-grænsen, må man ned på 400 ppm – det vil der i så fald være ti år til at realisere.

Formår man først at stoppe ved f.eks. 550 ppm, vil dele af Grønlands indlandsis forsvinde, mens alle indlandsgletschere og små iskapper rundt om på kloden vil smelte bort.

Lykkes det først at bremse omkring 1.000 ppm, er der ifølge Jonathan Gregory, Hadley Center, udsigt til en langsigtet smeltning af al Grønlands is. Halvdelen – svarende til en havstigning på 3,5 meter – vil være væk om 1.000 år.
ACIA siger om dette: »Selv hvis klimaforholdene så stabiliseres, forudses en stigning af denne størrelsesorden (tre graders opvarmning i Grønland i dette århundrede, red.) endegyldigt (over århundreder) at føre til en stort set total smeltning af den grønlandske iskappe, resulterende i en global havstigning på ca. syv meter.« (http://www.acia.uaf.edu/pages/overview.html).

Vendepunkt i syd
Både mekanismerne og kontroverserne er nogenlunde de samme i den anden ende af Jorden, på Antarktis. Al Gores film viser, hvordan ismasser så store som Fyn i 2002 brækkede af den vestantarktiske iskappe som en sandsynlig, men uventet voldsom konsekvens af opvarmningen.

Competitive Enterprise Institute siger, at den vestantarktiske halvøs opvarmning ikke er typisk for hele Antarktis, at »noget naturligt er på spil«, når iskappen brækker af, at isen bliver tykkere og temperaturen lavere i det indre af Antarktis. David Gress anfører, at »Årsagen (til afbrækningen af is i 2002) kan imidlertid ikke være menneskeskabt opvarmning. Lignende forandringer i iskanten foregår konstant, det er blot for nylig, at de er blevet iagttaget.«

Og Bjørn Lomborg skriver i filmmagasinet EKKO: »Han viser os billeder af de to pct. af Antarktis, der er blevet voldsomt varmere, men ignorerer de 98 pct., der gennemsnitlig er blevet koldere over de sidste 35 år. FN’s klimapanel forventer faktisk, at Antarktis over hele dette århundrede vil få mere is, ikke mindre, og derfor faktisk modvirke en vandstandsstigning.«

Antarktis rummer ni gange så meget is som Grønland, svarende til ca. 90 pct. af de globale ismasser. Man har forventet samme konsekvens af den globale opvarmning dér, som man regnede med på Grønland: Afsmeltning af havisen på den vestantarktiske halvø, men øget snefald i det centrale Antarktis. Tilsammen skulle det give, hvad Lomborg siger: Samlet set mere is og modvægt til havstigningen. Men også her kan billedet være ved at vende.

Ikke blot trækker isen sig hurtigt tilbage på den vestlige halvø. »Af de over 400 gletschere på halvøen viser mere end 75 pct. tilbagegang,« siger professor C.G. Rapley fra British Antarctic Survey. Samtidig viser GRACE-satellitmålinger fra University of Colorado nu tab i den samlede antarktiske ismasse. »Dette er den første undersøgelse, der peger på, at den totale massebalance for den antarktiske iskappe er i mærkbart fald,« sagde Isabella Velicogna fra forskerholdet ved offentliggørelsen i marts.
GRACE-satellitten målte et massetab i størrelsesorden 150 kubikkilometer is pr. år i perioden 2002-05 – svarende til en stigning i havniveauet på knap en halv centimeter årligt – med det meste af afsmeltningen fra Vestantarktis (cires.colorado.edu/news/press/2006/06-03-02.html).

En anden undersøgelse forestået af Andrew Monaghan, Ohio State University, og offentliggjort i august i Science, har set på snefaldet over Antarktis de seneste 50 år.
»Der har ikke været nogen statistisk sikker ændring i snefaldet siden 1950’erne, hvad der peger på, at nedbøren over Antarktis ikke som forventet dæmper den globale havstigning, trods den aktuelle vinteropvarmning af atmosfæren oven over,« lyder konklusionen (http://www.sciencemag.org/cgi/content/abstract/313/5788/827).

At der ikke falder mere sne i takt med den globale opvarmning ligner en bekræftelse på Velicognas målinger: For når isen smelter hastigt i det vestlige Antarktis, og det centrale ikke får mere is og sne, så må den samlede masse formodes at skrumpe.
Professor Rapley fra British Antarctic Survey: »FN’s Klimapanel pegede (i 2001) på, at Antarktis ikke ville bidrage meget til ændring i havenes vandstand det kommende århundrede. De antog, at enhver øget afsmeltning ville blive opvejet af øget nedbør. Forskning inden for de seneste fem år peger imidlertid på, at kombinationen af halvøens opvarmning og den hastige udtynding af Pine Island-området på den vestantarktiske iskappe bidrager med omkring 0,3 mm pr. år, som ikke modvirkes af øget akkumulation« af is.

Skulle den vestantarktiske ismasse ende i en irreversibel smeltningsproces af en varighed på århundreder, vil havstigningen blive omkring syv meter, svarende til en smeltning af Grønlands indlandsis. Forskerne anser heldigvis ikke en smeltning af den store, centrale antarktiske ismasse som en realistisk mulighed så langt øjet rækker – i givet fald ville havstigningen nemlig blive over 50 meter.
Gore-kritikernes udsagn om, at 98 pct. af Antarktis er blevet koldere, kan ikke ses som et dementi af den globale opvarmning. Gennem de sidste mange årtier har der været store variationer i de antarktiske temperaturer, såvel geografisk som tidsmæssigt, men hovedtendensen har været opvarmning på den vestantarktiske halvø og langs kysterne og svag afkøling af det indre Antarktis.

NASA siger, at afkølingen måske kan skyldes mere nedbør i form af sne på grund af en opvarmningsbestemt forøgelse af fordampningen fra det omliggende hav. Det harmonerer imidlertid ikke med målingerne fra Ohio State University af, at der faktisk ikke er faldet mere sne. En anden mulig forklaring er derfor ifølge NASA udtyndingen af ozonlaget over Antarktis, som forstærker naturlige, roterende polarvinde, der holder den varme luft ude fra det centrale Antarktis. I givet fald er det én menneskeskabt miljøforstyrrelse, der holder en anden i skak.

At vente eller ikke at vente
De fortsatte uklarheder rokker for klimaforskerne ikke ved, at der nu foregår en tydelig menneskeskabt klimaforandring. »Når klimaforskere er til møde, taler vi ikke længere om, hvorvidt der foregår en opvarmning. Det er en kendsgerning, og det er en bekymring for os, at man ikke kan få verden til at forstå, at det er sådan, og at man må gå videre til trin to og gøre noget ved problemet,« siger Dorthe Dahl-Jensen.
Når klimaskeptikerne f.eks. siger, at gletscherne rundt omkring i verden har været smeltet bort før, og i denne omgang har været på tilbagetog i 200 år, så overser, de, at konsekvenserne i dag er alvorligere end tidligere i menneskehedens historie, påpeger hun. Med dagens store globale befolkning er mere end halvdelen af menneskeheden afhængig af det drikkevand, der kommer fra is- og snemasser i Himalaya, Andesbjergene, Alperne, det nordlige Amerika osv.

»Når der indtraf et klimaskift tidligere i menneskehedens historie, så kunne man flytte et andet sted hen. I dag har vi gjort tingene meget komplicerede ved at lave grænser, bo tæt i lavtliggende områder og være så mange, at man ikke kan flytte sig. Vi har aldrig været så følsomme over for klimaskift som nu,« siger Dorthe Dahl-Jensen.
Alligevel mener folk som Lomborg, at vi skal vente med at handle. Helst nogle årtier, indtil det er blevet billigt at stille om fra den fossile energi.

»På alle andre områder – f.eks. økonomien – reagerer politikere og samfund på tendenser og formodninger. Man venter ikke på konsekvenserne, man reagerer, før det sker. Det bliver man også nødt til i klimadebatten,« siger Dorthe Dahl-Jensen.
Noget tilsvarende sagde formanden for FN's klimapanel, Rajendra Pachauri, sidste år:
»Klimaets forandring er en realitet. Vores muligheder står kun åbne i et lille vindue, og det lukker sig ret hurtigt. Der er ikke et øjeblik at miste.«

Dette er en udvidet version af en artikel under samme overskrift i den trykte udgave af Information den 16. sept. 2006

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer