Læsetid: 4 min.

'Al kunst er en del af samfundet'

Skatere, minimalistisk kunst og byplanlægning a la Albertslund er blandt elementerne i Jakob Koldings værker. Kunstneren er verdenskendt for sine referencemættede collager og er aktuel med sin største udstilling på dansk grund til dato
30. april 2007

Det er ikke kun referencerne til arkitektur og byplanlægning, der er vigtige for Jakob Kolding, men lige så meget referencer til populærkultur og alt andet, der definerer en social kontekst.

"Jeg forstår ikke den tankegang, at kunst skulle høre til i et isoleret æstetisk rum. Det virker helt absurd for mig. Al kunst er jo en del af samfundet," siger Jakob Kolding.

Hans kommende udstilling vil både vise plakater, billboards, pladecovere og en skulptur skabt til udstillingen på Overgaden.

"De mange referencer er vigtige i min kunst, og hvert menneske kan og skal fortolke referencerne ud fra egne erfaringer og opfattelser," siger han.

Collagen er blevet Jakob Koldings foretrukne udtryksform, fordi den er åben og fyldt med referencer.

Jakob Kolding hiver et par af sine plakater frem og breder dem ud på gulvet i det store rum på Overgaden, der endnu er tomt, men fra fredag den 4. maj, vil være fyldt med hans værker. En af plakaterne viser en skater på en skulptur af Robert Morris.

Kunst og kontekst

Jakob Kolding har flere gange set sine plakater steder, hvor han ikke anede, de ville hænge.

Han bor i Berlin, og en dag ringede en af hans danske kammerater og fortalte, at han havde set plakaten i en dokumentar på tv, hvor den hang i et værelse hos en teenager i Gellerupparken.

"Mine plakater får vidt forskellige betydninger, afhængig af om de hænger på en udstilling, eller om de hænger ude i byen. Det viser, hvordan konteksten er en del af værket, og det er meget vigtigt for mig."

Udstillingen på Overgaden er Jakob Koldings hidtil største danske udstilling, og den første på dansk grund, der viser værker fra 1996 og frem til i dag.

"Jeg vil gerne bruge udstillingen til at vise spændvidden i min produktion og den sammenhæng, der har været i mit arbejde gennem de sidste ti år," fortæller han.

"Brugen af rum har altid været meget central for mig. Og det er vigtigt at se på rum som en proces. Min interesse er rum i bredeste forstand: Både sociale, økonomiske, konkrete fysiske og politiske rum. Det handler aldrig kun om det fysiske rum, man må også se på konteksten."

Modellens intentioner

Jakob Kolding er først begyndt at arbejde tre-dimensionelt i løbet af de seneste tre år.

"Jeg havde det svært med betegnelsen skulptur," fortæller han.

"Det klinger lidt af 'Nu bygger jeg en ordentlige satan, så kan I bare ta' dén!', og af noget, der skal stå der i hundrede år, og det, mener jeg, ikke kunst nødvendigvis skal".

Jakob Koldings skulptur på Overgaden er opbygget af en mængde tynde pinde, som han sammenligner med et spil mikado i overstørrelse. Den er skrøbelig, og skal være et billede på et åbent og proces-orienteret rum.

"Den ligner lidt en skæv arkitekturmodel, Den peger på hvor meget, der kan ske fra modellens intentioner til realiseringen. Måske er det færdige resultat ikke så spændende som modellen. Min skulptur låner fra modelsproget, men indeholder også en slags teater-setup af små billeder og figurer. Det er igen collage-formen, der spiller ind".

Det tager lang tid at skabe skulpturen. Det er en balanceakt at få pindene til at ligge, som de skal, inden de til slut limes sammen. Men det afgørende er, at man skal have tid til at betragte processen og tænke over, hvordan man skal lave værket i netop dette rum, forklarer han.

Foreløbig ligger skulpturen pakket i kasser. Jakob Kolding åbner et par af dem, finder de tynde mikado-pinde frem og forklarer. Han har svært ved at lægge dem fra sig igen. Det rykker i ham for at komme i gang med skulpturen til Overgaden. Så vender han sig hurtigt væk fra papkasserne og hiver op i hængerøvsbukserne med en attitude som en af skaterne fra sine plakater.

Min by?

Et andet værk skabt til den danske udstilling er en plakat med titlen Our House?

"Tegningerne handler om, hvem byen bliver lavet for", forklarer kunstneren.

Den refererer til den nye prestige-havnefront, der ifølge kunstneren signaler, at vi har overskud, og skaber et ekstra lækkert offentligt rum. Men i virkeligheden er det ikke spor offentligt, men nærmere en skulptur, ingen tør røre ved, forklarer han.

"Den refererer også til normaliseringen af Christiania og Ungdomshuset; et eksempel på hvordan alsidigheden og tolerancen i byen reduceres. Meningen er, at plakaterne skal sætte tankerne i gang og skabe nye referencer og kommentarer alt efter ophængningssted og beskuer."

Titlen Our house? refererer også til det tidligste værk på udstillingen; en serie tegninger under titlen Our House fra 1996. Året hvor det for første gang lykkedes Jakob Kolding at blande popkultur, arkitektur og diskrete tekstreferencer og finde et udtryk, der føltes rigtigt for ham.

"Det er tegninger af rækkehusene i Albertslund, hvor jeg er vokset op, modernistiske kuber i rå beton. Husene ligner firkanter, og da jeg havde tegnet dem, tænkte jeg: 'Det var sgu for nemt'. Det var jo bare firkanter."

Og da Jakob Kolding så de originale arkitekttegninger senere, så de ud på samme måde.

"Jeg synes, Albertslund var et fantastisk sted at vokse op. Der var fritidsaktiviteter, og fællesskabsfølelse. Men byen blev stigmatiseret, folk var skræmt af ensformigheden, men jeg synes vores hus var smukt. Jeg har læst mange steder, at mit arbejde handler om, hvor frygteligt der er i forstæderne. Men det er snarere folk, der projicerer deres egne forestillinger over i mine værker. Der er utallige måder, man kan opfatte kunsten og verden på. Ingenting har sin egen mening, uafhængigt af hvem der ser, og hvordan det bliver set."

Jakob Kolding udstiller på Overgaden, Institut for Samtidskunst, 4. maj-24.jun. www.overgaden.org

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu