Læsetid: 4 min.

Al magt til irakerne

Om koalitionstropperne skal ud nu, kan kun irakerne selv afgøre
1. september 2005

Det er blevet alt for let at fremsætte apokalyptiske prognoser på Iraks vegne. Men ingen, som følger udviklingen, kan overse det skræmmende mareridtsscenarie, der truer med at blive virkelighed:

Borgerkrig og kaos i fuld målestok. Baathister og islamister, der stræber efter at ydmyge den shiamuslimske majoritet og koalitionstropperne med blodbad på hvert et gadehjørne, hvor fredshåb vover at spire frem. En angloamerikansk besættelsesmagt, der gør sit til at fremskynde katastrofen med torturpraksis, massefængslinger og bombeangreb med de evindelige 'følgeskader' på civile.

USA og Storbritannien er lige så lidt i stand til at fredeliggøre Irak og forsone irakerne, som de er til at trække sig tilbage. At rykke ud nu ville være for stor en ydmygelse for Bush som for Blair. Man tænker uvilkårligt på Shakespeares Macbeth:

"I am in blood/Stepp'd in so far that, should I wade no more/Returning were as tedious as go 'oer." ('Så langt ud i en blodpøl er jeg gået, at det er lige træls, om jeg går tilbage eller frem').

To voldsparate parter

Men dette mareridt behøver ikke at gå i opfyldelse. For et andet Irak er muligt.

Det forfatningsudkast, der nu har set dagens lys, er udfærdiget af folkevalgte politikere. Kan nogen huske dem - de otte mio. irakere, som trodsede selvmordsbombemændene for at afgive deres stemme i januar?

Efter måneders politisk tovtrækning tilbyder den ny forfatning dem nu 'et republikansk, demokratisk og pluralistisk Irak' med garanti for regelmæssige frie valg, fri presse, mindst 25 procent kvinder i parlamentet (det er langt flere kvinder end i den amerikanske kongres) og anerkendelse af kurdisk - engang et undergrundssprog, der blev straffet med tortur - som officielt sprog ved siden af arabisk.

Forfatningsudkastet kan have sine mangler, men det er stadig et betydningsfuldt skridt, der giver os indblik i, hvordan et andet Irak kunne se ud, hvis det store flertal af irakerne ellers kunne komme til orde for bombeeksplosioner og sekterisk skrigeri.

Ulykkeligvis er Iraks folk klemt mellem de to volds-parate parter, der vil bestemme på deres vegne.

På den ene side en angloamerikansk besættelsesstyrke, der primært er optaget af at sikre kontrol med Mellemøstens olieforsyninger og etablere militærbaser, holde storudsalg af Iraks værdier på eBay og tvinge en neoliberalistisk nyordning ned over det irakiske samfund med bl.a. en arbejdsløshed på 70 procent til følge.

Tilmed har USA udøvet omfattende tortur i værste Abu Ghraib-stil og siges nu (ifølge Newsweek) at overveje en El Salvador-løsning for Irak, hvor målrettede angreb på civile sunniarabere skal terrorisere disse til at trække al støtte til terroristerne tilbage - find selv det logiske brist i det ræsonnement!

På den anden side står de såkaldte modstandsstyrker: En baathistfløj, som slås desperat for at bevare sunniarabernes magtmonopol og slagter sig igennem Bagdad, som de gjorde under Saddam og en islamistfløj, der myrder løs for at oprette en Talebanstat, hvor de - med deres egne ord - "vil føre evig kamp imod demokrati, og alle, der praktiserer det."

Faren for borgerkrig

I modsætning til fordommen om, at 'tribalistiske' arabere bare elsker at underkaste sig tyranner, har det store flertal af irakere i alle meningsmålinger - og hver gang de har fået lov at stemme - tilkendegivet, at de ønsker - ikke det kosmetiske propagandademokrati, George W. Bush vil sælge dem - men alle de kedelige, velsignede ting, der følger med et ægte, velordnet retssamfund: demokrati, føderalisme, magtdeling osv.

Hvordan stiller vi os bedst solidarisk med denne irakiske majoritet? Det gør vi ved at støtte de mange uafhængige borgerretsgrupper, der spirer frem i Irak, og som - under de mest rædselsfulde vilkår - kæmper for et ægte frit Irak.

Det kunne være Organisationen for Kvinders Frihed i Irak, som aktionerer mod islamistiske bestræbelser på at blive underlagt sharialove.

Det kunne være de irakiske oliearbejdere, som strejker for at hindre Iraks olieprofitter i at sive ud af landet og ind på udenlandske storkoncerners konti.

Men vigtigst af alt: I det afgørende spørgsmål, om vi skal trække vores tropper ud af landet nu, bør vi lytte til det irakiske folk.

Det er irakernes land. De ved bedst selv, hvad de er tjent med:

Faren for borgerkrig fulgt af islamistisk/baathistisk magtovertagelse eller konsekvenserne af at lade sig 'beskytte' af angloamerikanske tropper (med de torturpraksisser og den tvungne neoliberalisme, det kan indebære).

Stem om tilbagetrækning

Der findes en enkel procedure, der vil kunne placere denne afgørelse hos irakerne selv.

Når Iraks befolkning den 15. oktober skal tage stilling til det nye forfatningsudkast ved en folkeafstemning, bør den præsenteres for tillægsspørgsmålet: "Skal koalitionsstyrkerne blive i Irak i (foreløbig) yderligere et år eller skal de trække sig ud omgående?"

Selvfølgelig ønsker Bush-regeringen ikke, at USA's troppetilstedeværelse sættes til folkeafstemning. Den ønsker, at USA skal blive, bygge baser, udvinde irakisk olie og manipulere Iraks folkevalgte irakiske regering så længe og så meget som muligt. Men Bush-holdet var også imod, at valget skulle afholdes i januar. Amerikanernes oprindelige plan var at udnævne et føjeligt 'forfatningskonvent' og først spørge de irakiske vælgere i 2006. Pres indefra og uden for Irak tvang dem imidlertid til at ændre på den plan. Det kan ske igen.

Mange mennesker med skråsikre holdninger til, hvad der bør ske i Irak, vil ikke synes om at overlade afgørelsen til irakerne.

Hvis et flertal af irakerne ønsker, at koalitionstropperne bliver, vil det være svært for automatpacifister at fastholde et krav om tilbagetrækning nu. Og for tilhængerne Bushs og Blairs projekt vil det være svært at fastholde, at missionen er at demokratisere Irak og samtidig tilsidesætte et irakisk folkeflertals ønske om øjeblikkelig tilbagetrækning.

Det enkle og eneste moralsk forsvarlige kampråb, der er tilbage, må derfor lyde: Al magt til irakerne!

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her