Læsetid: 4 min.

Al magt til spillerne?

Rygterne svirrer, og sportsjournalister hamrer trofast i tastaturerne. Et par måneder inden årsskiftets store forhandlingsrunde er der gang i spekulationerne. Er Los Angeles næste mål for David Beckham? Bliver Ronaldo i Real Madrid? Hvor havner Cassano henne, efter at han har svinet Madrids træner Fabio Capello til? Og er det rigtigt, at Ronaldinho forbereder et skift til Milan i 2008?
10. november 2006

Superbrasseren Ronaldinho er lige blevet kåret som verdens bedste af de 43.000 medlemmer i FIFPro. Det er en slags fagforening for professionelle fodboldspillere under FIFA.

Begrebet 'fagforening' skal man tage med et gran salt. Medbestemmelse, sådan som vi forlanger den i dagens erhvervsliv, er ikke noget, man automatisk har i moderne fodbold. Og det er slet ikke noget, man snakker om. Det ved Premier League-klubben Wigan Athletics nye forsvarsspiller Andy Webster alt om.

I slutningen af sidste sæson spillede den 24-årige Webster stadig for den skotske klub Hearts. Men så faldt han over et smuthul i FIFA's regulationer. Helt præcist artikel 17, som stadfæster, at spillere, der er tre år henne i længerevarende kontrakter, frit kan skifte til andre klubber. Er man over 28 år, kan man rejse efter bare to år. Spillerne skal blot huske at opsige deres fodboldjob senest 15 dage, inden sæsonen slutter. Desuden gælder smuthullet kun, hvis der skiftes til en klub fra et andet land. FIFA's snørklede principper er ikke grebet ud af luften. De bygger direkte på EU's arbejdsmarkedsregler.

Webster tog turen ind i smuthullet, og engelske Wigan meldte sig på transfermarkedet. Hen over sommeren var der masser af juridisk tovtrækkeri, for Hearts ville ikke slippe Webster. Under alle omstændigheder forlangte de en klækkelig kompensation fra Wigans side, nu hvor guldfuglen fløj i utide. Websters fremtid var stadig uvis, da transfervinduet lukkede i ved udgangen af august 2006. Men i sidste måned kom så endelig FIFA's afgørelse. Webster havde lov og orden på sin side, Wigan kunne ånde lettet op, og tilbage i Hearts følte de sig gevaldig snydt.

En tredje Bosman-sag

Rundt omkring i de internationale fodboldkroge taler man allerede om 'den tredje Bosman'. I 1996 fik Jean-Marc Bosman medhold af den europæiske domstol i sit skift fra belgiske Liege til franske Dunkerque. Bosman hørte ikke til cremen af europæisk stjernefodbold, men hans sag betød et boom for handlen af spillere på kryds og tværs af landegrænser. Så længe det var inden for EU, og så længe det var efter kontraktophør.

Bosman-sagen medførte også, at priserne på de mest eftertragtede spillere skød absurd i vejret, og at klubberne og deres agenter begyndte at bruge transfervinduerne i august og januar som afpresning. Enten ved at tvinge prisen op, fordi de kunne fornemme, at den købende klub ville slå til, inden det var for sent, eller ved at skære i prisen, fordi de var klar over, at en spiller gerne ville væk, inden vinduet lukkede i.

Den anden Bosman handler om den evindelige kamp mellem FIFA og G14, den europæiske fodbolds økonomiske interesseorganisation. Således holder G14 stadig på, at den marokkanske midtbanespiller Abdelma?jid Oulmers fra den belgiske klub Charleroi skal have en klækkelig erstatning. Oulmers var nemlig blevet alvorligt skadet under en landskamp mellem Marokko og Burkina Faso i november 2004. Oulmers sad efterfølgende otte måneder på bænken for Charleroi.

Den oprindelige Bosman-affære var startskuddet på professionaliseringen af transfermarkedet i EU, især i den dyre, prestigefyldte ende. Oulmers-sagen kan til gengæld vise sig at blive enden på nationalistisk orienteret fodbold. Al magt til klubfodbolden, siger G14 med deres gigantiske sanktioner rettet mod UEFA og storebror FIFA.

Bombe under systemet

Den nye Bosman-sag har Andy Webster som modig frontfigur. Selv har han udtalt, at han undrer sig over, at andre spillere tilsyneladende bare accepterer fraværet af de rettigheder, som alle andre EU-borgere har.

Hvorfor skulle man ikke frit kunne skifte job? Behøver man at være middelalderligt stavnsbundet af en kontrakt? På sidelinjen er der Wigan-klubben, som kun har sluppet symbolske håndører til Hearts i kontrakt-kompensation.

I en tid, hvor klubberne og deres pengemænd regerer, og hvor fodboldens aktiver indadtil aldrig har været så militant styret som nu, er Webster-sagen en lille bombe under systemet. Men artikel 17 får næppe betydning for Ronaldinho og den øvrige top-20 i Europa. Ronaldinho vil ikke bruge smuthullet. Der er simpelthen for mange milliarder på spil. Og for ham og hans kaliber handler det ikke bare om at gå fra et job til et andet. Nej, det er hele pakken, der skal gendesignes. Nyt brand, nye reklameindtægter, nye kulturelle mekanismer, ny spillestil, ny iscenesættelse, ny Don Ø.

Alligevel sætter Webster-sagen tyk streg under fodboldens moderne tider. Nu er der dømt endnu mere troløshed i de konstante bevægelser henover både klub- og landegrænser. Samtidig vil klubberne øge kontrollen over deres spillere.

Der skal være en gulerod for de bedste - ikke mindst dem over 28 - så de ikke forsvinder ved den første, bedste og billigste lejlighed. Og endelig er det godt nyt for alle de mellemstore klubber, som kan hente lovende talenter uden at gribe dybt i pengepungen. Det kan vise sig at blive både lukrativt og skæbnesvangert for dansk fodbold. Og måske godt nyt for Jon Dahl Tomasson.

I mellemtiden arbejder Webster hårdt i Wigans forsvar. Det er ikke så tosset endda. For så kan medierne slippe fodboldens Jeanne d'Arc-typer og kaste sig over den kommende rygtebørs.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her