Læsetid: 3 min.

Al-Qaeda vil bombe Bagdad tilbage til Gud

Al-Qaeda har erklæret krig mod alle irakere, der støtter regeringen eller på anden vis samarbejder med såkaldte korsfarere
16. september 2005

I går blev Bagdads gader nok engang scene for tragiske selvmordsattentater, der dræbte mindst 23 mennesker og sårede snesevis af andre. Andre steder i Irak blev ni dødsfald registreret som følge af skyderi eller bomber.

Dødsfaldene fulgte i kølvandet på de selvmordsattentater, som dagen før kostede 150 mennesker livet og sårede flere hundrede.

I en erklæring, udsendt på internettet, tog en islamistisk gruppe, som angiveligt er en del af al-Qaedas irakiske netværk, ansvaret for onsdagens blodbad på al-Orubatorvet i et shiamuslimskkvarter i Bagdad. Inden dagen var omme, erklærede en stemme på en video - også lagt ud på internettet - krig mod shiamuslimer i hele Irak.

Stemmen menes at tilhøre jordaneren Abu Musab al-Zarqawi, der anses for at være terrornetværket al-Qaedas førstemand i Irak. Hans gruppe har i månedsvis angrebet militære såvel som civile mål i Irak, og den aktuelle bølge af selmordsbomber begrundes med regeringens offensiv mod byen Tal Afar:

"Kampen for at hævne Tal Afars sunnimuslimer er begyndt. Vores brigader har med fryd gjort sig klar til at forsvare deres religion med død."

Zarqawi forklarede dog ikke, hvorfor hævnen for regeringens militære operationer i Tal Afar omhyggeligt blev planlagt til at ramme fattige shiitiske bygningsarbejdere, der lod sig lokke hen til en minibus på al-Oruba torvet med løfter om at tjene en dagløn på 15-20 kroner.

Offensiv eller defensiv?

Tal Afar har i månedsvis været kontrolleret af militante sunnimuslimer, som amerikanske officerer påstår bruger byen til gennemgangslejr for oprørere, der kommer til Irak fra Syrien.

For to uger siden indledte soldater fra den irakiske og amerikanske hær et afgørende angreb på byen, flere hundrede oprørere er blevet dræbt, og lige så mange er taget til fange.

Premierminister Ibrahim Jaafari - shiamuslim - understregede, at offensiven blev iværksat efter appeller fra "alle de forskellige religiøse og etniske elementer" i byen.

Tal Afars sunnimuslimske borgmester, Mohammed Rasheed, protesterede dog heftigt mod regeringstroppernes offensiv, som han over for nyhedsbureauet AFP betegnede som en "sekterisk handling", rettet mod især sunnimuslimske kvarterer.

Regeringen har bebudet, at den snarest vil tage lignende skridt over for oprørere i andre byer. Det var en slet skjult trussel mod netop Abu Musab al-Zarqawi, som i længere tid har kontrolleret byen Qaim ved den syriske grænse - og de aktuelle selvmordsbomber kan tolkes som et tegn på, at oprørerne er trængt i defensiven og de-sperat prøver at antænde lunten på en bombe, der udløser en regulær borgerkrig mellem civile shiiter og sunniter.

Oprørernes retorik er dog særdeles offensiv: "Enhver religiøs gruppe, der vil være i sikkerhed, må tage afstand fra regeringen under premierminister Jaafari og dens forbrydelser. Ellers vil de lide samme skæbne som korsfarerne," lød det i gårsdagens erklæring fra den formodede Zarqawi. (Ordet 'korsfarer' er oprørernes hånlige etiket for de udenlandske styrker, herunder de danske.)

Kort sagt en trussel om at bombe Bagdad og omegn tilbage til Gud - hvis vilje Zarqawi har monopol på at tolke.

Den britiske avis The Guadian citerer amerikanske efterretningsfolk, som anslår antallet af oprørere til omkring 16.000. En hård kerne af islamiske fundamentalister tæller omkring 6.700. De er gået i alliance med en gruppe på omkring 4.000 sunnimu-slimske oprørere, hvoraf hovedparten tidligere har tilhørt Saddam Husseins garde (under Saddam Hussein udgjorde det sunniarabiske mindretal Iraks elite, mens shiaerne blev undertrykt).

Antallet af oprørere er altså meget lille i forhold til den samlede befolkning på 24 millioner irakere, og derfor er militære kommentatorer og politiske iagttagere da også tilbageholdende med at stemple den irakiske tilstand som borgerkrig. Landets vigtigste religiøse ledere har efter hver eneste ulykkelige hændelse manet til besindighed og nationalt broderskab.

I den seneste tid har shiamuslimer imidlertid i stigende omfang været mål for sunnioprørernes angreb, og de omfattende selvmordsattentater viser, hvor vanskeligt det er at beskytte borgerne, hvis der går brand i et sekterisk opgør. Det ved borgerne i Bagdad og landets andre byer - og der rapporteres om et voksende antal shiamuslimske familier, som flytter fra sunnidominerede landsbyer og kvarterer, mens sunnimu-slimske familier begynder at strømme den modsatte vej.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu