Læsetid: 2 min.

Al-Qaeda i opløsning, men terroren overlever

Osama bin Ladens folk lever i frygt og på flugt. Men terrorismens struktur i Pakistan er uskadt
9. august 2005

PESHAWAR - Al-Qaeda spreder frygt i hele verden. Men de ekstremister, der i 1990'erne skabte terrornetværket, blæser i vinden. Én her og én der. På flugt eller i skjul.

I modsætning til talebanerne, der tilsyneladende bliver stærkere og mere aggressive, er Osama bin Ladens oprindelige tropper neutraliserede.

De fleste formodes at gemme sig i de pakistanske storbyer Karachi, Quetta og Lahore, andre har søgt skjul i Fata-land - de syv totalt lovløse distrikter, der grænser op til Afghanistan. Mange af dem er fanger af deres egen frygt for at blive afsløret. Bare det at tale i mobiltelefon er nærmest ensbetydende med selvmord for dem.

Pakistansk politis seneste fangst, libyeren al-Liddi, blev således hevet i land takket være en mobilsamtale, og yderligere otte tjetjenske og usbekiske ekstremister blev opsporet og anholdt få timere senere, da mobiltelefonens opkaldsliste var blevet undersøgt.

Den militære offensiv mod 'udlændinge' har også været succesrig. I det nordlige og sydlige Waziristan er 700 centralasiatiske mujahedinere, der i 1980'erne kæmpede mod den russiske besættelsesmagt, enten blevet dræbt eller drevet ud i bjergjunglen anklaget for at samarbejde med al-Qaeda.

Det er kun lykkedes ganske få, heriblandt Osama bin Ladens ældste søn og 'arving', at flygte, sandsynligvis til Yemen eller Iran.

For de fleste handler det udelukkende om at overleve. Troen er stærk, men tilværelsen miserabel.

Mange er så trængt, at de går så langt som til at ydmyge sig selv. Nogle har tilmed iklædt sig burkaer for at slippe igennem kontrolposter som kvinder.

Tynd pakistansk indsats

Pakistan, der er blevet USA's primære allierede i krigen mod terror, er blevet tvunget til at give CIA og FBI frie hænder i jagten. Omkring 700 formodede al-Qaeda-medlemmer er blevet overdraget til USA for at blive videreført til Guantanamo. Men de fleste er lavtrangerede eller med tvivlsom tilknytning til organisationen. Ledende skikkelser pågribes kun, når præsident Musharraf er under pres, har brug for indrømmelser eller venter besøg fra Pentagon. Så hiver han dem frem som kort ud af ærmet.

Terrorismens struktur i landet er fortsat så godt som uskadt: Nye, ukendte ansigter har taget over, og de saudi-finansierede koranskoler har lige så stor tilslutning som tidligere.

Landet er i praksis opdelt: Folkevalgte mullaher er på vej til at talebanisere de provinser, der grænser op til Afghanistan.

Oversat af Anders Haahr Rasmussen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her