Læsetid: 8 min.

Hvad har al-Queda tilfælles med Rote Armee Fraktion

Det begynder måske med, at den unge universitetsstuderende flytter ind i et kollektiv for at dele husleje og mad. Vedkommende går i moske, ikke fordi han eller hun er særligt religiøs, men snarere for fællesskabets skyld. En mikrokultur opstår, og radikaliseringsprocessen kan begynde - somme tider med en grusom udgang
7. april 2007

En lille gruppe mennesker mødes og danner et fællesskab. De mødes i universitetsmiljøer, gennem familie, venner og bekendte, på ar-bejdspladser og i fritidsklubber. Efterhånden får de én ting til fælles: De kender til en sandhed, og samtidig står de over for en verden af ' undertrykte masser', som ikke har den samme viden. Midlet til at udbrede budskabet er terror.

Denne simple tegning kendetegner i grove træk både den tyske terrorgruppe Rote Armé Fraktion, der havde sin storhedstid i 1970'erne, og nutidens al-Qaeda-inspirerede jihadistiske grupper i Europa, fortæller Lars Erslev Andersen, lektor på Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet

"Jeg tror, at man har brugt så meget tid siden 11. september 2001 på at sige, at al-Qaeda netværket er noget helt nyt og anderledes, at man har overset, at der findes nogle meget interessante paralleller mellem 1970'ernes ' røde terrorisme' og de jihadistiske grupperinger i dag," siger han.

Parallellerne mellem RAF og al-Qaeda-inspirerede grupper i Europa ser Lars Erslev Andersen blandt andet i de socialiseringsprocesser, der finder sted i de små grupperinger, der med tiden vokser sig til terrorceller.

"Jeg tror, at vi i dag kan lære noget af at studere grupper som RAF. Hvem er det, der tager skridtet fra at være radikal i sin ideologi til at klæbe bomber fast på huden. Det er det store spørgsmål. Man er kommet op med alle mulige forsøg på at lave profiler af terrorister, men jeg tror, at det handler mere om socialiseringsprocesser, end om det ideologiske grundlag, personerne deler. Det kan sammenlignes med en subkultur blandt unge," siger han.

"Det handler om at høre til".

Halal-teorien

Efter 11. september 2001 samlede Marc Sageman, tidligere CIA-officer i Afghanistan og professor i psykologi ved University of Pennsylvania, 400 profiler blandt terrorister, der var en del af al-Qaeda-netværket, blandt andet i Spanien. Han kunne ikke tegne en samlet profil af terroristerne, men kunne konkludere, at mange af jihadisterne var sendt til udlandet for at studere, og at de kom fra ressourcestærke, velfungerende middelklassefamilier.

"Når de fik hjemve, gjorde de, hvad alle andre også ville gøre og forsøgte at finde sammen med mennesker som dem selv. De opsøgte derfor moskeer. Ikke fordi de var religiøse, men fordi de ledte efter venner. De flyttede sammen i lejligheder for at dele husleje og mad. De spiste som oftest halal-slagtet kød. En mikrokultur opstår, tager til i styrke, forener og opsluger de enkelte mennesker. Det er halal-teorien for terrorisme, om man vil," skriver Sageman i forbindelse med udgivelsen af bogen Understanding terror network, hvori han kalder gruppedynamik samt relationer til venner og familie for afgørende faktorer for radikaliseringen.

"Man kan ikke forstå 11. september-terrorismen ud fra individuelle profiler. Og selvmordsbomberne fra Spanien er endnu et godt eksempel. Syv terrorister, der deler en lejlighed og en aften beslutter sig for, at nu skal det være. Man kan ikke forråde sine venner, og derfor går man med. Alene ville sikkert ingen af dem have gjort det," skriver han.

"Som Sageman pointerer, kender langt de fleste, der laver terrorisme, hinanden i forvejen. Det er små sociale grupper, der skaber deres egen sociale virkelighed, og det ligner i sig selv RAF-modellen, hvor gruppeprocessen er vigtigere end selve ideologien," siger Lars Erslev Andersen.

Profiler

Tre-fjerdedele af terrori-sterne i Marc Sagemans undersøgelse kommer fra over-og middelklassen. 90 procent kommer fra intakte, velfungerende familier, og 63 procent har gået på college. Medlemmerne har sluttet sig til al-Qaeda i en gennemsnitsalder på 26 år og har ofte ingen særligt religiøs baggrund.

"Disse mennesker er på mange måder de bedst kvalificerede og mest intelligente i deres samfund," skriver han.

Lars Erslev Andersen mener til sammenligning, at et blik på RAF-profilerne viser, at de i et vist omfang udgik fra universitetsmiljøer, måske ikke direkte, men så fra folk med en eller anden tilknytning til miljøet.

"De mest kendte af dem var folk, der kommer fra det, vi kalder mellemlagene, altså fra gode borgerlige familier med god uddannelsesmæssig baggrund," siger han.

Ifølge Petter Nesser, ekspert med speciale i europæisk terror ved Forsvarets Forskningsinstitut i Oslo, FFI, vil der i en enkelt gruppe i dag findes eksempler på mange forskellige slags mennesker. Én vil dog altid være tilstede, og det er ' idealisten', det vil sige den politisk motiverede.

"Nogle vil være politiske aktivister, og nogle vil have en intellektuel tilgang til ideologien ligesom det var tilfældet med flere af med-lemmerne af RAF," siger han. Men grupperne indeholder også mennesker, der ikke har haft succes i livet, som har problemer med afhængighed af rusmidler, kriminel adfærd eller i nogle tilfælde psykiske problemer, understreger han.

Der stødte da også dengang folk til RAF, som ikke var studerende eller højtuddannede, men gruppen udsprang dog af intellektuelle miljøer. Ulrike Meinhof var anerkendt journalist, Brigit-te Monhaupt, der for nyligt blev løsladt efter 24 år i fængsel, studerede filosofi, og Holger Meins var kunstner og filminstruktør. Som den eneste i inderkredsen havde Andreas Baader ikke nogen uddannelse.

"Ser man på nogle af de jihadistiske grupperinger i Europa, der har været involveret i terroraktioner, så er det bemærkelsesværdigt, at det er folk med samme profiler. De, der stod bag London-bomberne i 2005, var folk, der havde deres uddannelse og arbejde i orden. Jihadisterne kommer ikke nødvendigvis udefra, og de er ikke specielt marginaliserede," siger Lars Erslev Andersen.

Radikalisering

Petter Nesser mener, at terroristgrupper fra 1970'erne og i dag er væsentligt mere sammenlignelige nu, end de var for få år siden. Og det, mener han, hænger sammen med, at europæiske terrorgrupper i dag bliver mere og mere ideologiske.

"Vi ser i Europa eksempler på mennesker, der kommer fra velstående middelklassefamilier, og som ikke har nogen åbenlys grund til at blive radikale, men som alligevel er villige til at ofre deres eget liv i en selvmordsmission. De gør det ikke for deres egen skyld. Men de gør det for andre og af idealistiske årsager," siger han.

Ligesom Marc Sageman mener han ikke, at der findes nogen specifikke karakteristika ved en potentiel terrorist.

"Du kan ikke tegne en profil af, hvilken person der med størst sandsynlighed ender som radikal," siger han.

Som eksempel på et menneske, der gik fra at være idealist til radikal, nævner han Mohammed Boyeri, manden, der myrdede den hollandske filminstruktør Theo Van Gogh i 2004.

"Han var en social aktivist, der arbejdede for at skabe et bedre liv for andre immigranter. Han ville starte en ungdomsklub i sit lokalom-råde, men han følte, han løb panden mod en mur og end-te med at ryge ud i en krise. Og i den periode mødte han nogle radikale jihadister, der tilbød ham et fællesskab," fortæller han. Petter Nesser tillægger faktorer som for eksempel stigmatisering og følelsen af uretfærdighed megen vægt i radikaliseringsprocessen.

Revolutionsromantik

Et fællestræk mellem RAF og jihadisterne er et ønske om en ny og anderledes verden og en indædt modstand mod ' vestlig imperialisme'. I 1970'erne var referencepunkterne Vietnam-krigen og Palæstinakonflikten. I dag er det krigen i Irak og Palæstinakonflikten, fortæller Lars Erslev Andersen.

"Jihadismen er et oprør mod det, som er blevet kaldt en ny verdensorden, som jeg langt hen ad vejen vil kalde for den amerikanske orden. Og ret beset ønskede RAF jo også, at deres aktioner skul-le ende i en verdensrevolu-tion," siger han og fortsæt-ter:

"Jihadismen er revolutio-nær på den måde, at den har sin ideologiske platform i en politisk fortolkning af islam. Det er ikke det sande islamiske grundlag, som det blev udformet i profeten Muhammeds tid, der skal ændres, det er tværtimod samfundet, der skal tilpasse sig".

Jihadismen har derfor ifølge Lars Erslev Andersen en form for analogi til den venstreorienterede revoluti-onstænkning, som også mente at have patent på sandheden, og som ville ændre samfundet og verden i overensstemmelse med den.

"Begge dele er fundamentalistisk. De mener begge at besidde den ultimative sandhed, og dem, der ikke kan forstå det, er forvirrede - eller fremmedgjorte, som det hed før i tiden," siger han og fortsætter:

"Vi oplever en mere vold-som og mere udpræget ter-rorisme i dag. Den forekommer hyppigere, og den har et større bagland. Den klassiske ' røde terrorisme' er kendetegnet ved at være inddelt i små grupper med relativt få tilhængere. At deres brutale aktioner var målrettet myndighedspersoner direkte, gør også omfanget af terrorismen mindre, end det vi ser i dag," siger Lars Erslev Andersen. Derudover tilhørte RAF et net af international terrorisme. De blev støttet af østblokken, i høj grad af DDR, og samarbejdede med palæstinensiske grupper i Mellemøsten. Al-Qaeda derimod regnes for et globalt netværk, da det er langt mere udbredt og transnationalt.

Al-Qaedas succes skyldes også, ifølge Petter Nesser, internettet.

"Her ligger ideologiske og strategiske tekster, opskrifter på bomber og film, som viser overgreb på muslimer i Palæstina, Tjetjenien og det tidligere Jugoslavien, frit tilgængelige," siger han. Og han mener, at internettet blandt andet bruges aktivt i forhold til rekruttering.

Marc Sageman derimod fandt i sin undersøgelse, at direkte rekruttering af unge aktivister på internettet lå på et minimum.

En anden grund til, at al-Qaeda i dag har en større succes end terroristgrupper i 1970'erne, mener Lars Ers-lev Andersen skyldes, at den både appellerer til en tradi-tionel antiimperialisme og et religiøst baseret oprør. Og at den derfor når ud til langt flere mennesker.

"Der er dog nogle klare ligheder i den måde, de for-skellige grupper opfatter deres ideologiske platform på. Der er naturligvis et direkte religiøst element i jihadismen, som ikke fandtes i RAF, men der kunne næsten også ligge en hel religiøs tro i selve revolutionsromantikken, der omgav dem dengang," siger han.

Nye trusler

De teorier, RAF tog ud-gangspunkt i, var de samme, som blev undervist i på universiteterne i Tyskland og i Vesten i 1970'erne. Lars Erslev Andersen tror ikke, at kendskabet til den ' sandhed', gruppen kæmpede for, be-tød, at man var mildere stemt over for deres aktioner.

"Der hvor man havde problemet, i Tyskland, reagerede man meget stærkt på det. At man var bekendt med, at det var en del af ens egen historie, betød ikke noget. Men man fik måske hurtigere en lidt mere pragmatisk holdning til det. I Danmark kunne folk dengang sige de mest radikale ting, uden at det fik nogen konsekvenser. Det er en stor forskel til dag, hvor mange vil argumentere for, at folk, der kommer med radikale udsagn, skal bures inde eller smides ud af landet," siger han.

Det, der blandt andet gør en forskel, ifølge Lars Erslev Andersen, er, at ' den røde terrorisme' dengang blev set som et udspring af storkonflikten Den Kolde Krig, hvor sikkerhedstrusler blev målt i et større perspektiv, nemlig på balancen i atomvåbenkapløbet. Det var den helt over-ordnede sikkerhedsmæssi-ge trussel, og derfor var terroraktioner som RAF's på et lidt lavere niveau.

"I dag er der ikke den polære konfrontation, fordi der ikke er nogen supermagter lige så store som USA, så det strategiske trusselsbillede blev med afviklingen af Den Kolde Krig ændret radikalt, og det betyder, at nye trusler som dem, der udgår fra al- Qaeda, får mere plads," forklarer han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu