Læsetid: 7 min.

Al den snak om værdier

Peter Øvig Knudsens bog om Blekingegadebanden læser jeg som et opmuntrende vidnesbyrd om, at opgøret med holdningen fra 1960'erne fortsætter
14. april 2007

Peter Øvig Knudsens bog om Blekingegadebanden læser jeg som et opmuntrende vidnesbyrd om, at opgøret med holdningen fra 1960’erne fortsætter

Jeg har netop læst Peter Øvig Knudsens bog om Blekingegadebanden og er i den forbindelse kommet til at overveje udviklingen siden 1960'erne.

Jeg er så gammel, at jeg har gjort den med. Jeg har også været temmelig aktiv i den periode.

Da Blekingegadebandens hovedpersoner bliver studenter i 1968 og slutter den fatale forbindelse med den forhærdede idealist og leninist Gotfred Appel, havde jeg om foråret samme år udgivet bogen Demokratisme, der var et principielt opgør med netop den ideologi, Gotfred Appel og hans unge disciple tilsluttede sig.

Året efter fortsatte jeg dette opgør med bogen Om at ofre sig for menneskeheden og ofre Menneskene, og når jeg nu læser om disse besatte fanatikere og deres dystre gerninger med vold, mord og alskens kriminelle gerninger i ly af mørke og illegalitet - ja, så kan jeg i al beskedenhed ikke lade være med at føle mig som noget af en profet.

Om at ofre sig for menneskeheden og ofre menneskene - dette er jo overskriften over Blekingegadebanden og for så vidt over hele studenteroprøret af 1968 med samt dettes ny-marxisme og socialisme.

Blekingegadebanden ville starte en verdensrevolution, der skulle føre til imperialismens og kapitalismens fald og den undertrykte tredje verdens sejr over det onde Vesten. Ja, om at ofre sig for menneskeheden.

Den besatte godhed

Dette var motivet for Gotfred Appel og Jens Holger Jensen og Jan Weimann med samt deres bande af unge idealister. Men idealisterne, der ville ofre sig for menneskeheden, ofrede menneskene, de levende og virkelige, hvad enten det var i form af en ung politibetjent, der blev skudt af de kriminelle idealister, eller det var bankdirektører og sagesløse funktionærer og israelere, som havde det uheld at stå i vejen for den morderiske idealisme.

Den besatte godhed. Den terroristiske humanisme. De revolutionære med blod på hænderne og hadefuld hensynsløshed i deres stålsatte hjerter.

Dette var Blekingegadebanden, og således var den i sin forvredne udgave karakteristisk for hele den idealistiske og ideologiske stræben, der har bestemt udviklingen og tankegangen her i landet siden 1960'erne - dette skæbnesvangre tiår, der startede ødelæggelsen af Danmark.

Sådan går det, når man har 'værdier', ophøjede ideer og hellige hensigter, som verden og menneskene skal indrettes efter. Så vil man ofre sig for menneskeheden.Og ofrer menneskene.

Jeg drøftede forleden Blekingegadebandens situation og problemstilling med en klog og indflydelsesrig dansk journalist og forfatter, som i den forbindelse fortalte om sin egen historie. Han var blevet student i 1962 fra et gymnasium i provinsen og skildrede, hvor ensom og fremmed han som gymnasiast havde følt sig i sit eget hjem.

Fremmed for rødderne

Hans forældre var jævne mennesker, flittige og dygtige, overbeviste socialdemokrater, men ganske fremmede for den intellektuelle verden, han nu kom til at leve i.

Når han spurgte sin far om de forhold, han beskæftigede sig med i gymnasiet, var faderen fuldstændigt hjælpeløs. Han vidste ingenting om relativitetsteori og verdenshistorie. Han passede sit arbejde og sørgede kærligt for sin familie, men sønnens nye verden var ham fremmed.

Og så blev sønnen fremmed for sit hjem, og da hen derefter blev student og kom på universitetet, blev han glødende trotskist og kommunist. En beslægtet med Blekingegadebanden. Et menneske, der ikke havde andet end sine vildtvoksende idealer at orientere sig ud fra. Men han blev ikke medlem af Blekingegadebanden, selv om adskillige forhold kunne have trukket ham ind i den, og jeg spurgte ham:

- Tror du ikke, at det var dit hjem, der forhindrede det?

For disse jævne, hæderlige mennesker, der var hans forældre, ville aldrig ofre levende mennesker for at ofre sig for menneskeheden. De accepterede for så vidt slet ikke begrebet menneskeheden. De kendte deres nærmeste og forholdt sig til dem. De tog sig af deres familie, deres naboer, deres venner, deres land og folk. Deres verden havde substans og indhold, fordi de i al jævnhed var forpligtet på noget, der ikke var ideologisk og idealistisk.

Og da deres søn mødte Blekingegadebandens virkelighed, blev han derfor dens uforsonlige modstander.

At ofre mennesker

I 2003 udgav Søren Pind og jeg i fællesskab en bog, der bestod i en brevveksling under titlen Kære Søren.

Søren Pind nævnte her Danmark i 1950'erne som en slags idealsamfund og skrev, at han af og til har misundt dem, der har gennemlevet det. Et hæderligt årti. Et årti, hvor man gjorde sin pligt og krævede sin ret.

Og Søren Pind har ganske ret. 1950'erne var et årti, hvor man ikke søgte at ofre sig for menneskeheden, hvorfor man ofrede menneskene, for som den før omtalte journalists skæbne viser, så var hans forældre anderledes beskedne og forpligtede.

De skulle ikke selv skabe deres verden af vildtvoksende ideer og ideologier. Deres verden havde substans i sig selv. For den bestod i ansvar og skyld i forhold til deres nærmeste, deres næste - og derfor var det udelukket, at de ville have myrdet politibetjente for at fremme verdensrevolutionen.

1950'erne var formet af 1940'erne - det årti, hvor danskerne af den tyske besættelse havde lært, hvem de selv var, og hvor deres verden gik. En oplæring i ansvarlighed og selvforståelse. Et årti, hvor Socialdemokratiet blev nationalt og hvor en H.C. Hansen satte en Jens Otto Krag på plads.

Modstandsbevægelsen skulle ikke frelse verden og ofre sig for menneskeheden, men den ville befri sit fædreland. Tilværelsen var her ikke abstrakt og ubegrænset. Men den var konkret og historisk, og derfor var det udelukket, at en Blekingegadebande kunne opstå i 1950'erne.

Søren Pind har ganske ret, og det 'Systemskifte', der Gud ske tak og lov er sket i 2001, er for så vidt opgøret med det abstrakte og idealistiske vanvid fra 1960'erne, der ville ofre sig for menneskeheden og ofrede menneskene.

Vi kender aldrig virkeligheden uden i sammenhæng med vores næste og vores historie. Vi kender aldrig verden uden i dens konkrete og givne skikkelse. Og ud fra denne virkelighedserkendelse og respekt for det givne og konkrete skal vi forsage idealismen og alle dens gerninger og alt dens væsen.

Sorte og hvide værdier

Konkret: Det er i dag opgaven at forsage Blekingegadebanden og den abstrakte idealisme, den udsprang af - hele kulturradikalismen og ny-marxismen fra 1960'erne, hele det intellektuelle sværmeris eller den politiske korrektheds trang til at frelse verden og ofre sig for menneskeheden.

Lad os i al korthed fastslå, at frelsen er Vorherres, ikke vores opgave og mulighed. Og lad os derefter fortsætte 'Systemskiftet' ved at søge at aflive de nye idealistiske vildskud, som en politisk korrekthed er utrættelig i at frembringe.

Jeg tænker her på det begreb værdier, som er i færd med at erobre offentlighedens tankegang. Al den snak om værdier!

Men dyrkelsen af værdier er altid det selvoptagne menneskes forsøg på at fremhæve sig selv som den rette og rigtige. Det er at forholde sig abstrakt til tilværelsen og at gøre denne op i det sorte og hvide, det rigtige og forkerte. Kan alle se mine værdier! - det er holdningen.

Men hvis værdier er noget, andre kan se, er værdier også noget, man selv kan udstille, og så er man i samme frelste farisæisme som 1960'erne.

Nej, jeg har ikke værdier, men jeg har en historie og en virkelighed, som jeg er forbundet med. Jeg har noget, jeg holder af. Jeg har noget, jeg vil slås for, fordi jeg holder af det. Men hvis min verden er blevet en verden af værdier, er jeg så hul og tom som farisæeren i templet.

Det var som bekendt ham, der trådte frem og sagde:

"Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, og heller ikke som denne tolder. Jeg faster to gange om ugen, jeg giver tiende af hele min indtægt".

Dette var en mand med værdier. Det vidste han selv. Det lagde han ikke skjul på. Mens tolderen måtte sige: Gud, vær mig synder nådig!

Bestemte danske værdier

Der tales i dag patetisk om demokratiske værdier. Jeg kan ikke lade være med at mindes min bog Demokratisme. For hvad er demokrati? Det er en styreform. Det er en styreform, hvor magten fordeles ved frie valg. Det er derimod ikke en idé, der avler demokratiske værdier, for så ender man uvægerligt i demokratismen.

Der tales også i dag om danske værdier.

Men at være dansk er ikke en ideologi. At være dansk er et livsvilkår for danskerne. Det er at være et barn af den danske historie og den danske kultur. Det er at være bundet af det hjem, man holder af. Det er derimod ikke ensbetydende med bestemte værdier, for så gør man danskhed til idealisme og det nationale til nationalisme.

Jeg må tilstå, at jeg i denne moderne trang til at gøre alting op i 'værdier' genkender ånden fra 1960'erne, hvor tilværelsen blev gjort til idealisme, ikke eksistens, og hvor dansk offentlighed blev gjort til ideologisk oprustning, ikke bundethed til det givne.

Jeg siger nej til at dyrke værdier. Men jeg siger ja til at være mine forældres barn og mit lands søn.

Og jeg læser Peter Øvig Knudsens bog om Blekingegadebanden som et opmuntrende vidnesbyrd om, at opgøret med holdningen fra 1960'erne fortsætter.

Blot dette, at det står klart for alle, at bandens bedrifter var ikke fremmede for, men var vokset organisk ud af den ny-marxistiske ideologi, der bar studenteroprøret af 1968.

Træet skal altid kendes på sine frugter. Blekingegadebanden var socialisme, og socialismen er i sin konsekvens Blekingegadebande.

Det er denne sandhed om den politiske idealismes væsen, vi må lære.

Søren Krarup er præst, forfatter og MF'er for Dansk Folkeparti.

Kronikken er et indlæg i en debat i går på Odense Universitet med deltagelse af bl.a. kulturminister Brian Mikkelsen, Venstrepolitikeren Søren Pind og lektor Ove Korsgaard, forsker og tidl. højskoleforstander.

Kronikken mandag: International kronik

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu