Læsetid: 3 min.

Albanien mod diktatur

4. marts 1997

Albanien har først i de sidste år oplevet noget, der kan betegnes som demokrati. Og nu tegner meget til, at det er slut, og at landet vender tilbage til de autoritære staters rækker. De nye undtagelseslove, kombineret med præsident Sali Berishas genvalg af parlamentet til en ny 5-årsperiode virker meget lidt tillidsvækkende.
Træt af demonstrationer, der ikke ville stoppe, har regimet besluttet sig til at sætte hårdt mod hårdt. Undtagelsesbestemmelserne er drastiske, ikke mindst forbudet mod, at mere end 4 mennesker må samles, og at politiet må skyde på enhver, der sætter sig til modværge. Og så er der indført pressecensur. Det er mildt sagt radikale foranstaltninger.
Situationen er da også alvorlig, med efterhånden et tocifret antal dræbte de sidste dage. Med indbrud i kaserner og tyveriet af våben, uden at soldaterne synes at have sat sig særlig energisk til modværge. Det er i sig selv et meget foruroligende forhold, som nok kan kalde på effektive modtræk, hvis man skal undgå borgerkrigsagtige tilstande.
Men foranstaltningerne virker så totale og brutale, at man får indtrykket af, at præsident Berisha og hans folk nu er trætte af kritik, modstand og demonstrationer og nu vil gøre kort proces med dem. Med et tilsyneladende énstemmigt parlament bag sig.
I første omgang synes præsidenten at have styrket sit greb om magten.
Og de drastiske skridt retfærdiggøres med, at der står væbnede venstreorienterede ekstremister finansieret af fremmede landes hemmelige tjenester bag oprøret mod regeringen. Det er hvad nyhedsmedierne, som synes helt i præsidentens magt, formidler til befolkningen. Dennes harme over at føle sig misrøgtet, misregeret og senest snydt gennem de berygtede 'pyramidespil' lades der helt hånt om.

Der er en ejendommelig ironi i at se et højreliberalistisk demokratisk regime som Sali Berishas anvende en retorik, som ellers har været karakteristisk for kommunistiske regimer, rettet mod hvad der skal fremtræde som ekskommunistiske elementer.
Men Sali Berisha er selv udgået af det gamle Enver Hoxha-samfund, i hvilket han indtog fremtrædende poster. I et land uden demokratisk tradition griber man til gode, velprøvede midler for at undertrykke en folkelig protestbevægelse. Som på grund af den samme mangel på demokratisk tradition ikke er særlig godt koordineret.
Det er svært ikke at kaste et sideblik til Serbien, hvor man må konstatere, at der har udviklet sig en langt mere moden opposition, som også er i stand til at styre sine 'tropper'. Og som i øvrigt har mere vidtrækkende mål end den albanske opposition, som vil have kompensation for tabene i spillene fra regeringen og i øvrigt kræver præsidentens afgang. Man må nok
modstræbende give regimets ledelse ret i, at kaos og borgerkrig ligger lige om hjørnet, hvis man ikke foretager sig noget. Men derfor behøvede man ikke at gribe til så hårdhændede foranstaltninger som pressecensur og 'killerlicence' for politiet.

Situationen er dybt fortvivlende nu i Albanien. Og heldigvis synes det, som om udlandet er begyndt at blive alvorligt bekymret. Først og fremmest nabolandene Italien og Grækenland, af den enkle grund, at det vil være derhen flygtningestrømmene i første række vil gå, hvis alt bryder sammen i landet. Men naturligvis rummer situationen også videre sikkerhedsperspektiver. Hvordan vil den følsomme etniske situation i Republikken Makedonien ikke blive påvirket af en masseflugt ind i dette naboland?
Krisen i Albanien har desværre været forudsigelig. Og det må konstateres, at udlandets skridt hidtil ikke har været spor energiske og effektive. Det er som om man mere eller mindre har opgivet det lille Balkanland og først nu, hvor situationen truer med at komme helt ud af kontrol, begynder at tage forholdene i landet virkelig alvorligt.

Der er ingen vej udenom: Det gælder om både diplomatisk og økonomisk at gøre alt, hvad der er muligt, for at hindre Albaniens som det synes frie fald ud i katastrofen. Let bliver det ikke. Men det bliver sværere og sværere dag for dag. En ting er helt sikkert: den recept, som doktor Berisha har udskrevet til det albanske folk, vil højst i kort tid have en begrænset effekt på sygdommens symptomer. Med mindre der gives hurtig hjælp kombineret med et beslutsomt pres på den albanske regering, kan man forudse, at en katastrofe er lige om hjørnet.
Erfaringen har vist, at kriser på Balkan må tages alvorligt, og bør tages i opløbet. Denne krise er ingen undtagelse.

K.F. (Karsten Fledelius)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her