Læsetid: 4 min.

Albansk styrkeprøve

8. april 1997

SKYND JER! DET kan kun gå for langsomt, var essensen af FN's generalsekretær Kofi Annans udtalelser i går. Annan opfordrede til en "hurtig indsættelse" af den italiensk-ledede multinationale styrke i Albanien for både at sikre nødhjælpsforsyninger og skabe et klima, så oprørerne kan blive afvæbnet.
"Som en, der har været leder af FN's fredsbevarende operationer, er jeg meget opmærksom på, at i situationer som denne, er hurtighed essentiel", lød det fra generalsekretæren.
Jo, det haster såmænd. Der er et enormt behov for forsyninger af mad og medicin. Mange albanere forsøger stadig at flygte i både over Adriaterhavet for at komme til Italien, på trods af den tragiske ulykke i sidste uge, hvor mindst 80 albanere druknede, da deres fartøj blev påsejlet af en italiensk korvette. Væbnede bander og væbnede oprørere kontrollerer stadig store dele af landet. Våbendepoter er blevet tømt. Selv kemiske våben og radioaktive materialer er oprørerne i den sydlige del af landet i besiddelse af. I den nordlige by Shkoder var landets nye ministerpræsident, socialisten Bashkim Fino, lørdag udsat for et bagholdsangreb fra 15 bevæbnede personer. En understregning af det anarki, som hersker i Albanien. Skoler er lukkede, og børn går rundt i gaderne, hvor de nemt kan samle granater op fra fortovet. Intet under, at syv spillere fra Albaniens U21-fodboldlandshold ikke havde lyst til at vende hjem efter at have spillet et par kampe i Spanien. De blev i Madrid og søgte asyl.

MIDT I DENNE kaotiske situation, er det derfor glædeligt, at den multinationale styrke, som OSCE's Albanien-mægler Franz Vranitzky opfordrede til i midten af marts er ved at være stablet på benene til at rykke ind i ugen, der begynder 14. april. Det er en ganske hurtig reaktion i forhold til, hvad man tidligere har set af tøvende reaktioner på interne konflikter fra det internationale samfunds side. FN vedtog således en resolution, som godkendte styrken på rekordtiden 11 timer. Styrken bliver op mod 6000 mand. Bidragydere er Italien (2.000-2.500 mand), Frankrig (1.000), Grækenland (700), Tyrkiet (500), Rumænien (400), Spanien (300) samt Østrig og Danmark med et ikke nærmere defineret antal.
At styrken ledes af en italiensk general, og at Italien bidrager med de fleste tropper, forekommer logisk, eftersom Italien mærker det albanske kaos på nærmeste hold. At det samtidig kan vise sig som styrkens svaghed, jævnfør en udbredt anti-italiensk stemning i den oprørskontrollerede by Vlore efter skibskatastrofen, er en anden sag. Albaniens præsident Sali Berisha har forsikret Italien om, at sikkerheden er i orden, og at den spontane anti-italienske stemning er faldet til ro.
Indtil videre strækker styrkens mandat sig over tre måneder. Men Italien antyder, at den måske skal blive i fire-fem måneder, indtil valget i juni er vel overstået. Det lyder som en rigtig vurdering i lyset af, at udviklingen af demokrati er det vigtigste for landet på længere sigt. For selv om oprøret ikke er politisk, men et resultat af at folk har mistet deres penge i de såkaldte pyramidespil, så er det et uomgængeligt krav fra oprørernes side, at Berisha går af, idet han holdes ansvarlig for at have tilladt pyramidespillene. Ifølge det politiske kompromis, som blev indgået, da Fino blev udnævnt til ministerpræsident i den nationale samlingsregering, får albanerne med juni-valget retten til at stemme Berisha og hans Demokratiske Parti fra magten tre år før tiden.

POLITISK ER DER således ved at ske noget i Albanien. Berisha er blevet tvunget så meget på retræten, at socialisterne har besluttet at benytte de ni sæder i parlamentet, som de ikke har sat sig på efter svindelvalget i juni sidste år. Ikke at det betyder noget mod de 122 sæder ud af 140, som Berishas Demokratiske Parti sidder på, men alligevel et træk, der er velkomment op til valget i juni, fordi det er med til at sikre det parlament der vil blive valgt noget tiltrængt legitimitet. En anden positiv ting er, at der ved at opstå et intern pres i Berishas parti. 20 af partiets parlamentsmedlemmer er således kommet med en udtalelse, hvor de siger, at de "ikke længere vil acceptere præsidentens diktater". Samtidig beskylder de Berisha for at tilrane sig for meget magt. At de har fuldstændig ret vidner reaktionen fra partiets formand, Tritan Shehu, om. Han kaldte straks udbryderne for "amoralske" ved at trække sig ud på et tidspunkt, hvor Albanien står overfor "et coup d'etat mod demokratiet". Hvilket demokrati? Det bliver den internationale styrkes anden opgave, at sikre en overgang til reelt demokrati.
For hvis Berisha smart formår at udnytte det pusterum, som den multinationale styrke og en mulig afvæbning af oprørerne giver ham, til at få reorganiseret en hidtil stram kontrol over på papiret demokratiske institutioner, har styrken - bortset fra de menneskeliv den redder - været af lav værdi. Derfor må de lande, som bidrager til styrken, ikke lade sig tilfredse med at roen genskabes. Der må samtidig lægges et enormt pres på Berisha for, at han tillader et reelt demokrati at gro i Albanien. At sikkerhedspolitiet, som er blevet lovet nedlagt, ikke genopstår i gammel stil men under nyt image. At valget i juni bliver frit og uden den samme svindel som sidst. For sikres dette ikke, har man gjort det for nemt for Berisha at love, at han nok skal gå af, hvis han taber valget. For så vinder han valget.
Så selv om den internationale styrke vinder det første slag og får nødhjælpen ud og sørget for ro, orden og færre våben i den befolkningens hænder, er det i juni, at det afgørende slag om Albaniens fremtid skal slås. Derfor står de vestlige regeringer sideløbende overfor en afgørende styrkeprøve i diplomatisk og politisk pres.

brun (Henrik Brun)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her