Læsetid: 10 min.

Med alderen bliver det hele mere virkeligt

10. september 2005

Og verden er både vidunderlig og forfærdelig. Else Hammerich, der siden 1994 har arbejdet med konfliktløsning fortæller om skiftet i sit liv fra 'at gøre' til 'at være' og om, hvorfor verdensfreden altid har ligget hende på sinde

Else Hammerich har sommerhus på Knudsodde, Sydsjælland, i et gammelt bindingsværkshus med vandudsigt til begge sider hen over herregården Rosenfeldts vidtstrakte godsmarker, hvor store høstmaskiner støver. Vejret er stille, blidt og sløret, det er fint høstvejr og fint vejr til at sætte sig ved et af Else Hammerichs haveborde og snakke.

"Det blæser ellers altid her," siger hun som forklaring på, at den landlige have er indrettet med adskillige lækroge med hver sit sæt havemøbler, så haven bliver delt op i mindre rum. Uden at det tager udsigten. Ind imellem snor blomster- og krydderurterabatter sig, en kæmpe hortensia lyser op, flankeret af en stor gruppe hjortetrøst.

Else Hammerich har været aktiv i årevis. I fredsarbejde, i modstanden mod EF og EU, og i perioden fra 1979 til 1989 sad hun i EU-parlamentet. Hun har skrevet adskillige bøger om mellemfolkelig forståelse og fredspolitiske spørgsmål, og i dag arbejder hun på Center for Konfliktløsning, som hun selv stiftede i 1994. Hvad driver hende?

"Når jeg ser tilbage på de ting, jeg har været optaget af, så syntes jeg jo dengang, at jeg opførte mig originalt og selvstændigt. Men i tilbageblik bliver jeg forbløffet over, hvor meget tidsånden har grebet ind," erkender hun.

"Det er det samme, når man finder på virkelig originale navne til sine børn og så opdager, at alle de andre hedder det samme! Tidligere syntes jeg, det var lidt skamfuldt, men nu tænker jeg faktisk, at det er fint. Og hvordan kan det egentlig talt også være anderledes," spørger hun.

"En af de ting, jeg virkelig sætter pris på, nemlig ikke-voldelig konfliktløsning, det udvikler man også i mange andre lande, og jeg kan da kun blive glad for, at så mange er optaget af det. Men man skal nok selv opfatte det, man gør, som selvstændigt og originalt for at have energien til at arbejde med det."

- Man er nødt til at kunne tænke det selv?

"Ja, og mærke det selv!

De første fire år af Center for Konfliktløsnings eksistens var Else Hammerich selv centerleder. Nu har hun overdraget det administrative ansvar til andre og arbejder med at uddanne konfliktvejledere og finde konfliktløsningsmodeller. Dette arbejde har blandt andet ført hende til indisk Himalaya, til Dharamsala, Dalai Lamas eksilhovedstad.

"Det er rigtigt, at vores center har hjulpet det tibetanske eksilsamfund med at oprette et konfliktløsningscenter i Dharamsala," siger Else Hammerich og fortæller den forrygende historie.

"Det kom sig af den første Golfkrig. Jeg var på det tidspunkt lige trådt ud af Europaparlamentet og kom hjem til mit gamle arbejde på Blaagaards Seminarium. Krigen tårnede sig op, og jeg var meget chokeret, men jeg var mindst lige så chokeret over, at det nærmest ikke gjorde indtryk på de studerende. Tidligere ville undervisningen være blevet suspenderet, mens de malede transparenter, skrev løbesedler og aktionerede, nu skete der ingenting."

"Men så henvendte nu afdøde Inger Bjørn Andersen fra Kvinder for Fred sig til mig og foreslog, at vi skulle forsøge at skabe lidt håb og lys og munterhed midt i mørket. Vi skulle forsøge at få Dalai Lama til at mægle mellem George Bush senior og Saddam Hussein. Jeg syntes det var en fin ide, og sammen forfattede vi to meget smukke breve til dem om deres ansvar for freden og for hele Jorden. Vi sendte også brev til Dalai Lama."

"Bush og Saddam Hussein havde vist ikke rigtig tid til at svare," ler Else Hammerich, "men Dalai Lama svarede, at også han var meget bekymret over krigen og den voksende fjendtlighed mellem den arabiske verden og Vesten. Hans brev blev til en artikel i Politiken, og så kom der egentlig ikke mere ud af det. - Før jeg blev ringet op af Lakha Lama, spirituel leder af det buddhistiske center Phendeling på Nørrebrogade i København. Han inviterede mig til te, og gennem ham fik jeg indblik i tibetanernes forhold samt en smule i buddhisme. Da Dalai Lama i 1996 besøgte Danmark, var jeg en af værterne ved de store offentlige møder, og ved den lejlighed kom jeg i audiens hos ham. Jeg opfattede det som et professionelt stykke arbejde og mødte op i spadseredragt, men da jeg stod over for ham, mærkede jeg pludselig noget vådt ned ad kinderne. Han er så nærværende og så meget til stede, at man bliver grebet. Jeg spurgte ham, om vores center kunne gøre noget, og det ville han gerne have. Vi nedsatte en studiegruppe, der blandt andet foretog to rejser til Dharamsala for at finde ud af, hvad tibetanerne gerne ville have."

"Og de ville gerne lære om demokrati - hvilket jo i bund og grund er det samme som ikke-voldelig konfliktløsning. Det blev til et Danida-sponsoreret projekt, hvor vi uddannede trænere over to år."

"Der var mange der spurgte, hvad vi dog havde at gøre der. 'Tibetanerne er jo så ikke-voldelige og fromme', mente de. Men alle eksilsamfund er overophedede, der er forskellige religiøse skoler, forskellige generationer og forskellige regioner; og der er modsætninger mellem de nyankomne og dem, der har boet der i 50 år. Der var meget brug for at styrke sammenholdet, men centret går virkelig godt. På et tidspunkt var der af 16 uddannede trænere kun seks tilbage, men nu har de selv uddannet 18 nye."

"Konfliktløsning ligger nemt for dem, fordi de på grund af deres religion er trænet i at se indad, at se virkeligheden som den er og at feje for egen dør først. Det ligger dem dybt i blodet, at de ikke er fordømmende, hvor vi i Vesten er meget hurtige til at dømme og kritisere."

"Dannelse, almindelig høflighed falder dem ligeledes let, det at kunne opfatte, hvad et andet menneske er. Men det, der ikke er nemt for dem, er at turde sige nej, og der gjaldt det om at finde på måder at gøre det på, som var i overensstemmelse med deres kultur. At lære dem at tale mere direkte og med hinanden i stedet for om hinanden."

"Men samtidig gjaldt det om ikke at være kulturimperialist, for også ting, der umiddelbart kan ligne forbedringer, kan underminere en kultur på længere sigt. Derfor snakkede vi aldrig om, hvordan man skulle gøre, og vi sørgede for hele tiden at have godt med lamaer at diskutere med. Man skal tage sig i agt for tibetanernes eftergivende side, som de også har over for, hvad de opfatter som 'vestlig videnskab'."

- Det må være vanskeligt selv at afgøre, hvornår man er kulturimperialist?

"Det kan man ikke! Man kan lægge ting frem som forslag og sørge for, at de bliver bearbejdet i en ordentlig proces."

- Hvorfor arbejder du på netop konfliktløsning?

"Jeg tror, det hænger sammen med, at det på et tidspunkt gik op for mig, at jeg ikke følte mig tilpas i politiske sammenhænge. Jeg trivedes ikke med dem," svarer Else Hammerich, samtidig med at hun understreger, at folk, der arbejder politisk, gør et stort og nødvendigt stykke arbejde, som hun absolut ikke er ude på at kritisere.

Men for at forklare, hvad hun vantrivedes ved, citerer hun Bertolt Brechts digt Til dem, der kommer efter os, hvor han siger: "vi der ville berede en vej for venlighed/kunne ikke selv være venlige." Else Hammerich kom til den konklusion, at Brechts ræsonnement var forkert, man kunne ikke skille mål og midler.

"Jeg ville gerne skabe sammenhænge, hvor man både kunne forsvare sine værdier, være venlig og få noget gennemført. Jeg tror, at resultatet af politisk handling aldrig fører til bedre resultater end de midler, man har benyttet undervejs," fastslår hun.

"Du må også huske på, at alt det med politikken faktisk kun har fyldt 10 år af mit liv. Før da var jeg et ganske almindeligt menneske med tre børn, men jeg har altid været optaget af krig og fred."

- Hvorfor?

"Jeg er krigsbarn, født i 1936, og alle mine store søskende og mine forældre var i modstandsbevægelsen. Jeg har som ganske lille oplevet en flig af den rædsel, en krig er. Min storebror, Kai Ole, der var medlem af Holger Danske, blev skudt af tyskerne i 1944, da jeg var otte år. Og én ting er den sorg, der ramte os, men mig gjorde den også det ved, at jeg kom til at påtage mig skylden. Vi små blev altid indprentet, at vi aldrig måtte fortælle, hvad vi så derhjemme. Jeg havde polio, og i min febervildelse kom jeg til at blande Kai Oles død sammen med en situation, hvor jeg var kommet til at tale over mig om vores skjulested til en elsket lærer, engang jeg blev hentet midt i en skoletime, fordi vi måtte gå under jorden. Men Kai Oles død havde intet havde med det at gøre, det skete et helt andet tidspunkt."

"Imidlertid betød det, at jeg blev et indadvendt, vanskeligt barn, for jeg turde jo ikke fortælle det - og så glemte jeg det. Indtil jeg som 14-årig var i biografen med en dreng og så Ole Juuls De røde enge, en meget barsk film om krigen. Pludselig kunne jeg huske det hele igen. Men nu var jeg så stor, at jeg godt kunne se, det ikke var min skyld, at de to ting intet havde med hinanden at gøre, så skyldfølelsen klingede af. Det var imidlertid nok til, at jeg ved, hvor meget krig forkrøbler, selv om jeg godt er klar over, at det, jeg har oplevet, er en promille af en promille af, hvad eksempelvis et bosnisk barn må have været igennem."

"Resultatet var imidlertid, at jeg fra ganske ung har været stålsat på, at krig ikke er en mulighed. Krig er barbarisk, vi har ikke råd, vi har ikke tid til krig."

Skiftet i Else Hammerichs oplevelse af verden har dog også med alderen at gøre, mener hun.

"Jeg er blevet meget mere klar over alvoren - eller virkeligheden - af de ting, jeg er optaget af: Miljøet, social retfærdighed og fred, mine oldebørns fremtid. Det går i stigende grad op for én, at det er virkelighed, at der er mennesker, der har det skidt. Man opdager dog også i stadig højere grad, at verden er vidunderlig! Det hele bliver mere virkeligt og ikke noget, man leger med. Jeg tror faktisk, al visdom går ud på at se tingene, som de er. Det gælder såvel buddhismen som for eksempel Sokrates."

"I min ungdom var vi de gode, og vi var ikke utilfredse, når vi fik øje på noget uretfærdigt."

"Det var dog ikke et hele," skynder Else Hammerich sig at tilføje, "der var også en reel vrede over uretfærdighederne, det var ikke ego-eksponering det hele, som visse yngre mennesker i dag tenderer til at mene."

- Men I så virkeligheden gennem bestemte filtre?

"Der er altid mange motiver til en handling, og der iblandt også det lille strejf af triumf, når de onde viste sig at være onde."

- Det virker, som om der er sket et radikalt skift for dig fra en mere traditionel politisk tænkning til en tænkning, hvor det drejer sig om at finde nye måder at anskue virkeligheden på?

"Det der med verdensfreden har nu altid ligget mig på sinde," smiler Else Hammerich. "Der er måske mere tale om et skift i metode end i substans."

- Er det ikke også et skift i livsholdning?

"Det er måske et skift fra hele tiden at 'gøre', være effektiv og handle til at være. Tidligere lagde jeg megen vægt på at gøre, nu ser jeg væren som uløseligt forbundet med det at gøre. Jeg vil ikke være i noget, der er ubehageligt, og hvor mål og midler ikke følges så nogenlunde ad."

"Jeg er også blevet mere relativ, mere bevidst om min egen skrøbelighed og mine egne bagtanker."

- Er det kun dig, der har lært buddhismen noget, eller har du også lært af buddhismen?

"Jeg har vist ikke lært buddhismen noget, den hviler helt frit i sig selv, som den har gjort i 2.500 år. Men jeg er meget glad for, at de unge mennesker på Dharamsala-centret gav udtryk for, at de anså konfliktløsning for en måde at praktisere buddhisme på."

"Jeg ville aldrig selv kunne praktisere buddhisme på traditionel tibetansk vis med bedemøller, mandalaer osv. Men at se virkeligheden som den er, at mediterere og være klar over tilværelsens impermanens, det har jeg lært." "Det er en smertefuld ting at indse, at alting er ubestandigt, men bare det at indse, at lidelsen er uundgåelig, gør den til en ikke så stor lidelse. Man får større distance, tingene forandrer sig stille og roligt. - Det bliver efterår, blomsterne visner, børn vokser op, et lille barn bliver en anden slags barn, man bliver selv ældre og må lægge ting bag sig. - Sit kønne udseende. Sin skarpe tankegang!" eksemplificerer Else Hammerich og slår en lystig latter op.

"For ikke at tale om de lange fremtidsplaner. Til gengæld får man udsigten til sygdom, alderdom og død," tilføjer hun uden at se spor lidende ud. Der er dejligt i haven på Knudsodde. Og livet er meget virkeligt.

20050909-215445-pic-96534624.jpgElse Hammerich er blevet mere relativ, mere bevidst om min egen skrøbelighed og mine egne bagtanker
Foto: Gitte Sofie Hansen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu