Læsetid: 6 min.

Man skal Aldi sige Aldi

4. februar 2006

Man skal Aldi sige Aldi. Det er en ældgammel vits, der stammer helt fra dengang den allerførste Aldi slog butiksdøren op. Det skete såmænd i Taastrup på et tidspunkt hvor vi, Deres klummeskriver og Frau Ida, boede netop der. Man skulle lige se, hvad det var for noget. Tom emballage fik lov til at ligge og flyde på gulvet, der var jo kun det allernødvendigste personale, én ved kasse et og én ved kasse to. Ingen til at rydde op. Sådan var det dengang, og fra den tid stammer talemåden altså: Man skal Aldi sige Aldi. Det betød, at man såmænd godt kunne snige sig derned for at spare penge, men det var ikke noget, man skulle gå og snakke om.

Sådan er det underligt nok stadigvæk, også selvom forholdene i den tyske butikskæde er blevet voldsomt forbedrede. Men vi er dog efterhånden nogle stykker, der hellere end gerne siger Aldi. Der er der, vi handler ind, og det er kun i meget, meget sjældne tilfælde, vi kommer hjem med defekte eller halvfordærvede varer. Vi er intet mindre end tilfredse kunder. Vi konstaterer da også med glæde, at når der foretages diverse kvalitetstest af dagligvarer, hvor man sammenligner varer købt i alle slags butikker, fra de dyreste til de billigste, ligger Aldi altid helt i top. Det kommer heller ikke bag på os, for selvfølgelig har vi da af og til købt ind i Netto, Kvickly og Fakta, Superbest, Spar og hvad de forskellige indkøbsmuligheder nu hedder. OK, fersk kød er ikke lige Aldi - de har simpelthen ikke ret meget af det - men praktisk talt alt andet er både bedre og billigere. Så er det sagt.

Men fint er det jo ikke, det ved vi godt. Ganske vist holder der både Mercedes'er og BMW'er udenfor på parkerings-pladsen, og de er skam ikke alle sammen på tyske nummer-plader. Men de fleste af kunderne er selvfølgelig folk med 'jævne og almindelige' indkomster, akkurat ligesom f.eks. Nettos kunder. Ikke desto mindre anses det for mere acceptabelt at handle netop i Netto. Selv vores kändiser handler der. Det føles så dejligt folkeligt, åbenbart, at kunne sige om sig selv, hvis man altså er en berømt skuespiller eller politiker, at man har for vane at sludre lidt med folk, når man er 'nede i Netto lørdag formiddag'. Det opfattes vistnok som det endegyldige bevis på, at man både er 'helt nede på jor-den' og inderst inde et 'ganske almindeligt menneske'. Netto, lørdag formiddag. Det er i nøjagtig samme kategori som de endeløse samtaler med livskloge taxachauffører, som skiftende statsministre meget gerne refererer til, når de skal vise, hvor gerne de lytter til menigmand. Men så folkelige er der trods alt ingen kändisser, der er, at de ligefrem praler med, at de har stået og snakket med f.eks. en kernevælger nede i Aldi. Som sagt: man skal Aldi sige Aldi. Aldi er lavstatus og Dansken er inderst inde et ret så fattigfint væsen. Skulle han, rent undtagelsesvis naturligvis, være på røven, vil han grumme nødig være ved det. Aldi er noget man 'gør', når man definitivt hører til taberholdet. Så alle os gennemfornuftige og måske også nok lidt sjælsrå typer, der har gjort det til en vane at handle ind på tysk, vi har sådan set det hele for os selv. Vi kan ordentlig brede os, både når vi er på røven, og når vi er ved muffen. Og vi mener nok, vi kan leve med, at det fattigfine Nettoslæng fniser bag vores ryg og kalder os white trash - et nyere, lidt finere fremmedudtryk som f.eks. socialdemokratiets nye formand har taget til sig. Som bekendt er white trash noget, hun leger med sine børn, når de spiser pizzaer og glor fjernsyn. Alt sammen for sjov, selvfølgelig. For os andre er det ikke for sjov, når andre mennesker synes, vi er aldeles blottet for stil og levemåde, det er skam grumme - fattigfin - alvor. For altså, Aldi - det er simpelthen for lousy.

Vi er selvfølgelig også en underlig flok. Det må man trods alt medgive. Vi slæber madvarer hjem fra Aldi, ost og mælk, kartofler og kødpålæg. Vi slæber computerskærme hjem fra Aldi. DECT-telefoner og DAB-radioer. Elektriske guitarer m. forstærker. Pæne herreskjorter i størrelse så mange X'er som muligt, til herren i huset. Så jo, det kan godt være, vi er stilløse og sådan i det hele taget afstumpede. Vi vasker vort hår, hvis vi da har noget, i shampoo af Aldis eget mærke - det passer! Men så på den anden side, så er vi vældig glade for ikke at høre til de hennafarvede Nettohøns og deres bløde mandevedhængs ynkelige orden. Vi har i det hele taget ikke meget tilovers for Nettofolkets dømmekraft, hvis vi skal være helt ærlige. Hvordan kan de idioter tro, de kan købe Bourgogne til 32 kr. flasken? Har de slet ikke bare en lille, lille bitte mistanke om, at nogen tager dem ved næsen? Det er da også en ukristelig masse vin fra firmaet (eller hvad man nu skal kalde det) Cahors, de slæber hjem til deres Kvikkøkken, de aber, fordi de jo nu engang tror på, at når det er 'noget med Prins Henrik', så må det 'alligevel' være noget særligt. Nåja, vi skal ikke blande os, men undre os, det kan vi ikke afholde os fra at gøre. Gad vide hvad de egentlig snakker om, når de sidder i deres Kvikkøkkens samtalesektion med deres blæksorte vin og deres underlige gedeost fra Sy'frankrig, sådan i den tidlige mørkning i vinteraftnerne? Vi kan godt gætte, at det må være meget interessante emner, der bliver vendt over det stilrigtige spisebord i 100 pct. naturmaterialer. Taler de om Brian Mikkelsens kulturkanon? Det skulle faneme ikke undre os. I alt fald er vi overbevist om, at det må være noget vældig dybsindigt noget, noget som normale mennesker nok i de fleste tilfælde vil synes er lige lovlig bizart - eller bare kedeligt. Nå, men det kommer jo ikke os ved.

Vi fra Aldiholdet, derimod, vi vil have kvalitet i dagligdagen - men det skal selvfølgelig ikke koste mere end nødvendigt. Mærkevarer betyder ikke noget for os, vi vil godt betale for varen, men ikke for navnet. Sådan er vi nu engang. Som det hedder i en gammel sang - næppe kanoniseret af Sir Brian, men skide være med det - om vendelboer, så lyder vort om-kvæd tidligt og sent: hvis I ikke kan lide os, så kan I da bare lade os være. Men hvis Netto er bedre stil end Aldi, for resten, hvordan kan det så være, at der altid er sådan en forkrampet og ufordragelige stemning i Netto? Folk puffer og maser og fører sig frem, så man skulle tro, de alle sammen medvirker i en amerikansk sit com. Gamle veninder, der ikke har set hinanden i hundrede år, dvs. siden i forgårs, skal ab-solut stå og skvadre ved køledisken med minimælk og fedtfattig cremefraiche. Og vise deres angstskrigende småbørn frem for hinanden - dvs. vise veninden, den tabertøs, at mig og så manden, vi køber kun Pampers til guldklumpen, men vi har selvfølgelig også råd til det.

Nej, vi holder os til Aldi. Os bumser og millionærer. Her er stemningen afslappet, personalet venligt. Vi ved, at vi først og fremmest befinder os i en indkøbssituation, hverken mere eller mindre. Vi skal ikke demonstrere livsstil, vi skal bare have varerne ned i indkøbsvognen og så ellers hjem til privatsfæren.

Med andre ord: Aldi - når der skal handles og ikke spildes!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her