Læsetid: 8 min.

Jeg har aldrig gjort det ædru

10. juni 2006

-Ved siden af dansegulvet sidder en let overvægtig mand med blå træningstrøje og blottet revne over bukserne. Technik Messe 2003 står der med gult på træningstrøjen. Han har en thaipige i lyse-rød kjole siddende på skødet, mens en anden danser op ad hans højre arm.

Monica sætter sig hen til Brian, som er her første gang. Hun er fra Nigeria, siger hun på engelsk. Hun vælger en drink fra kortet og griner: "Jeg elsker jordbær".

Det har kostet 80 kroner at komme ind. Monica har stramme hvide jeans på og en sort top, som er snøret omkring en tydelig kavalergang.

"Min familie bor i Spanien. De er illegale indvandrere, så der er ikke så mange penge," forklarer hun, men vil ikke høre tale om, at hun skulle være presset til jobbet.

Pham kommer til fra den anden side, og fletter fingre med Brian. Hun er 31 og fra en lille by nord for Bangkok, fortæller hun. Pham har visum. Det har hun, fordi et lille kontorfirma i Hinnerup har skrevet under på, at hun arbejder for dem.

"Jeg arbejder kun en vinter ad gangen," griner hun.

"Hvert andet år bliver jeg i Thailand og passer min familie. Sådan er mit liv. Det er da en god ordning".

"Jeg er her også kun i vinterhalvåret. Somrene bruger jeg i Spanien med min familie. Jeg skal shoppe denne sommer. Alt er billigere i Spanien," smiler Monica.

b

Aleksander, 40 år, direktør for en dansk virksomhed i udlandet "Jeg går på bordel cirka en gang om måneden. Det giver den spænding, som man måske mangler i hverdagen. Da jeg prøvede det første gang var det for at prøve noget nyt, noget andet, selv om jeg har det godt med min kone - også seksuelt. Den type sex, jeg dyrker med pigerne er ganske almindelig sex, ligesom den, jeg får derhjemme, men jeg får et ekstra kick ud af det."

"Nogle gange besøger jeg prostituerede i frokostpausen eller efter arbejde. Andre gange er det i forbindelse med forretningsrejser. Jeg rejser meget, og når jeg bor på hotel og keder mig, skal der ske noget."

"På den seneste rejse mødtes jeg med en pige, jeg har været sammen med tidligere, vi tager ud og spiser, er sammen også som venner. Det er langt rarere at gøre det på den måde, end at tage ind på er bordel i en time eller en halv. Jeg kan med næsten 100 procents sikkerhed sige, at jeg ikke har været udsat for kvinder, der dyrker sex med mænd, fordi de er tvunget. Jeg kunne aldrig finde på at være sammen med piger, der går på gaden. Og sikker sex er et absolut must for mig."

"Jeg taler meget med de kvinder, jeg er sammen med, og man vil kunne mærke det på dem, hvis de gjorde det, fordi de er tvunget. De kvinder, jeg kender, gør det mest, fordi de gerne vil tjene ekstra penge til eksempelvis et par nye Gucci-bukser. Selvfølgelig er der penge mellem parterne, men man mødes, fordi begge parter har en interesse."

"I Danmark ligger det i kulturen, at det er forkert at gå til prostituerede; det er man opdraget med. Men hvis du spørger mig, så ser jeg det på flere måder, for selvfølgelig er det forkert over for min kone. Men samfundsmæssigt? Det vil jeg ikke sige."

"De piger, jeg har mødt, gør det, fordi det er let tjente penge, flere gør det på deltid, fordi de synes det er sjovt, og fordi de kan lide det. Hvis det handler om kvinder, der er bragt ind i landet og skal aflevere deres penge til bagmænd, er det noget helt andet. Det er forkasteligt."

b

-Kun loftet og det lille dansegulv er sort. Baren, stolene og sofaerne er pakket ind i rødt velour. På scenen sider en mand bag sit keyboard og mumler: "it was a teenage wedding and the old folks wished them well" ud gennem sit overskæg, mens tre thaipiger danser med sig selv i korte sorte kjoler.

Monica fortæller, at klubben er et godt sted.

"Men det er svært fordi thaipigerne kun hjælper deres egne. Bortset fra Pham. Hun er god nok," griner hun og slipper Brians lår for at ae Pham på kinden.

"Stedet skal kun have 300 for at vi kan være her, og det koster 1.500 for en time, så det er fint nok" smiler Monica.

"For 1.500 må man kunne få to timer," mumler Brian på dansk.

"Nej, nej. Jeg er da mere værd," griner Monica og læner sig lidt tilbage så Brian kan se hende.

b

Kim, 50 år, arbejder med organisation og ledelse "Ved at gå til escortpiger, får jeg dækket et behov, jeg ellers ikke får dækket. Jeg får udlevet mine fantasier, og ofte får jeg opbygget et personligt kendskab til bestemte piger. Det er svært at beskrive, men der er en spænding og et kick ved selve oplevelsen, og den oplevelse ved jeg også, at nogle escortpiger har. Jeg er sammen med piger et par gange om måneden, både herhjemme, og når jeg rejser. Men jeg går min vej, hvis jeg er i tvivl, om pigerne gør det af tvang, eller hvis der ligger vold eller incest bag. Jeg mister simpelthen lysten. Jeg taler ikke om den lykkelige luder, men hvis der er noget galt, er jeg ikke med længere."

"Jeg er en ganske almindelig mand og har en kone, men jeg føler ikke, jeg er utro, fordi der kun er tale om en transaktion mellem to parter. Det er en aftale om ydelser, der er styret af udbud og efterspørgsel. Man går ikke ind til en tilfældig pige, for jeg vil vide, hvilken ydelse jeg får for pengene."

"Det er vanskeligt at forene prostitution med et tolerant menneskesyn, men når jeg taler om den velordnede del af branchen, så har jeg ikke så store problemer med det. Vi er 100 procent enige om, at menneskehandel skal bekæmpes og forbydes. Men selv, når det gælder udenlandske piger er der forskel, for en del befinder sig i landet og i branchen af egen fri vilje."

"Lige nu kører der en ulige debat om prostitution, fordi man ikke hører dem, det i virkeligheden handler om. Hvis kvinderne i branchen bliver kriminaliseret, bliver deres forhold forværret. Prostitution forsvinder ikke ved at forbyde den, for den bunder dybest set i, at mænd og kvinder har en meget forskellig seksualitet. Hvis man kriminaliserer kunderne, kriminaliserer man samtidig mændenes seksualliv. Og det hjælper ikke pigerne. De har i stedet brug for respekt og støtte, også til at forlade erhvervet, hvis de vil. En stor del af branchen er velorganiseret, og pigerne er der af egen fri vilje, men hvis vi taler om narkotika, incest og tvang, taler vi om noget helt andet. Jeg personligt er aldrig stødt ind i handlede piger, og jeg har heller aldrig hørt om massageklinikker, som benytter sexslaver."

b

-Efter en time giver Brian efter. Det viser sig, at de 300 til stedet betales ved at købe en flaske rødvin, som Brian får med i en plasticpose. Mens Monica spørger nogle af thaipigerne om de har et sted, hun tage Brian med til, sludrer han med dørmanden.

"Han sagde, at de har en aftale med politiet" forklarer Brian forundret.

"Men ok, hvad skulle de ellers for-tælle mig, når jeg spørger".

Monica har helt klart en aftale med taxachaufføren, og de kender hinanden godt. De prøver to steder, før de har succes et tredje.

"Der var et af de steder, man altid undrer sig over aldrig har åben. Det lignede en butikskælder, men inden for var der tre rum, tror jeg, og der var rent og pænt," fortæller Brian. Forinden havde taxaen gjort et kort ophold ved en hæveautomat.

"Jeg følte mig en smule snydt, da jeg fandt ud af at de 1.500 for en time kommer oven i de 300 kroner for rødvinen. Lidt sjovt, for min økonomiske sans var fuldstændig ukampdygtig, og alligevel bekymrer jeg mig om 300 kroner," griner Brian.

b

Christian, 43 år, selvstændig "Jeg har altid syntes, escortpiger var spændende, og nu, hvor jeg er blevet ældre, er jeg ligeglad med, hvad folk tænker. Dengang var jeg i et forhold, der var gået i stå i et stykke tid. Når man bor sammen med en kæreste eller kone, kan der være uens takt med, hvornår den ene vil have sex, og hvornår den anden vil. Og hvis man ikke kan få det derhjemme, må man jo få det et andet sted."

"Jeg er en ganske almindelig kedelig dansker, med pæne børn, en pæn ekskone og et pænt hus. Første gang var for 13 år siden, da jeg var i en klub i Hamborg. Hun slæbte mig over i en krog og begyndte at knappe blusen op. Hun havde hænderne forskellige steder på min krop, og så skete det bare. Det var ikke noget, jeg ville, men hun var simpelthen så flot."

"Herhjemme har jeg somme tider været på klub, hvor man får en øl og står og snakker med pigerne - de er som regel thailandske. Man havner i god stemning, og hvis man så får lyst, tager man hjem sammen. Jeg kan godt lide at tro, at vi er lidt forelskede, jeg ved godt, det er en illusion, men det er sjovest, hvis det er lidt som at score en pige. Jeg har aldrig prøvet et rigtigt bordel, hvor man bare går ind og knalder."

"Det sker altid, når jeg har været i byen og er fuld, Så synes man jo, at man kan en hel masse. Jeg har aldrig gjort det i ædru tilstand, måske er det, fordi jeg er for blufærdig."

"Kvindehandel er ikke noget, jeg har haft tæt inde på livet. Hvis pigen er presset, eller der er skuespil involveret, ville jeg stoppe med det samme. Jeg kunne aldrig finde på, at tage en gadeprostitueret med hjem."

- Men hvordan kan du være sikker på, at pigerne ikke gør det af tvang?

"Jeg har ikke indtryk af, at det er den type piger i den klub, hvor jeg kommer. De danser rundt og ser glade ud. Det er ikke et sted, hvor der står en alfons oppe i baren og overvåger dem."

b

-Monica piller først tøjet af Brian, før hun danser sit eget af i en lille stripdans.

"Det var faktisk rigtig fint. Monica betalte også taxaen tilbage til klubben, og hun var stadig sød og smilende, så det var faktisk hyggeligt. Lige indtil jeg gik hjem. Jeg ved da godt, at Monica sikkert ikke har det alt for fedt, men det kom jeg først i tanke om, da solen begyndte at stå op. Jeg kan ikke undskylde mig med at være uoplyst, og jeg gik faktisk mest derind for sjov. Jeg ved sgu ikke rigtigt, hvad der skete."

De interviewede personer har ønsket anonymitet, men deres rigtige navne er redaktionen bekendt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her