Læsetid: 6 min.

Det er aldrig kun de andres skyld

Det der er blevet kaldt 'fodnoternes' tid i dansk NATO-politik var ikke noget S og resten af det sikkerhedspolitiske flertal opfandt som 'politisk drilleri' - det dækkede over reel politisk uenighed
4. oktober 2005

"Svineri af den værste karakter," tordnede fhv. brigadegeneral Michael H. Clemmesen udfordrende - og mediebevidst - da han for nylig på et pressemøde nedgjorde redegørelsen om Danmark under Den Kolde Krig fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Clemmesens kritik kom fint på lystavlen, men hvorfor udelod han sin tidligere så markante forståelse af dansk politik i 1980'erne? Under overskriften: "NATO - danskernes sikkerhedspolitiske folkekirke" leverede han i foråret 1988 følgende analyse af Schlüter-regeringens politik i Udenrigs nr. 2:

"En hensigtsmæssig sikkerhedspolitik bevares eller udvikles ikke ved at behandle et ret uinteresseret folk som ivrige førsteklasseselever, splittede og tvivlende socialdemokrater som idioter på faneflugt og de intellektuelle som fjender. Det er aldrig kun de andres skyld."

Den blasfemiske parallel mellem NATO og Folkekirken rummer en sandhed: Lige som Folkekirken har NATO altid savnet et folkeligt engagement. Bevares, de fleste er direkte adspurgt overvejende positive - kan endog formås til at møde op ved festlige lejligheder - og i hvert fald melder man sig ikke ud! Sikkert er det, at NATO aldrig blev en folkesag for 'ivrige førsteklasseselever'.

En folkesag blev derimod kampagnen Nej til Atomvåben. Næppe fordi alle deltagere i protestmarcherne havde en klar forståelse af perspektiverne i a-våbnenes Øst-Vest terrorbalance, men fordi konsekvenserne af politiske fejl var indlysende og skræmmende: 'Mutual Assured Destruction' (MAD) og scenarier med op til 165 millioner dødsfald på begge sider, hvis ragnarok blev udløst, var umiddelbart forståelige. Det var modstykket - tillid til politisk rationelle beslutninger om anvendelse af kernevåben i såvel Washington som Kreml - derimod ikke.

At denne skepsis og frygten for et irrationelt brist i terrorbalancen ikke var totalt grebet ud af den blå luft, er ikke kun Cuba-krisen i 1962 et eksempel på. Redegørelsen fra DIIS beskriver, hvordan sovjetledernes frygt for et vestligt overraskelsesangreb i forbindelse med NATO's øvelse, Able Archer, i efteråret 1983, førte til et faretruende højdepunkt i spændingen mellem blokkene.

NATO-medlemskabet blev båret af de tre store, gamle partier - Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Venstre. Det fjerde af de gamle partier, Det Radikale Venstre, stemte imod medlemskabet i foråret 1949, og var derfor typisk uden for sikkerhedspolitisk indflydelse og skiftende forsvarsforlig under Den Kolde Krig. Men det gjorde jo heller ikke så meget, for NATO-flertallet var komfortabelt - typisk mindst 80 procent af Folketingets medlemmer - så længe de tre gamle partier var enige.

Dobbeltbeslutningen

Problemerne opstod, da debatten op til NATO's dobbeltbeslutning i 1979 gradvist drev en kile ind mellem S og VK. Forskerteamet fra DIIS har haft adgang til fortrolige protokoller og mødereferater, inkl. dem, Folketingets partier fører over debatter og beslutninger på de daglige gruppemøder. Lige fra starten var der nuanceforskelle mellem de tre partiers holdning til dobbeltbeslutningen: S prioriterede forhandlingstilbuddet til Warszawa-pagten - og dermed afspændingen - højest, medens KV lagde størst vægt på raketopstillingen og dermed på beslutningens element af afskrækkelse.

Nuanceforskellene udviklede sig i løbet af 1979 til egentlig uenighed, kulminerende med S-regeringens mislykkede forslag på NATO's udenrigsministermøde i december 1979 om at udskyde dobbeltbeslutningen i seks måneder for at skabe luft til forhandlinger med Østblokken. Trods intenst forudgående lobby-arbejde af udenrigsminister Kjeld Olesen stod Danmark alene med sit forslag - og måtte derfor acceptere dobbeltbeslutningen.

Det man har kaldt Folketingets 'alternative flertal' i sikkerhedspolitiske spørgsmål, Socialdemokratiet, SF og Det Radikale Venstre, var således en realitet fra slutningen af 1979. En enkelt - første - fodnote i NATO-sammenhæng vedrørende missil-forhandlinger med Sovjet blev sat allerede i foråret 1982, medens Kjeld Olesen endnu var udenrigsminister og socialdemokraterne havde regeringsmagten. Senere skulle det blive til mange flere. Fodnoternes tid startede ikke med regeringsskiftet i september 1982, og var ikke - som påstået - noget S og resten af det sikkerhedspolitiske flertal opfandt som 'politisk drilleri' over for den nye borgerlige regering - og især dens nye udenrigsminister, Uffe Ellemann Jensen.

Grundlæggende uenighed

Ikke desto mindre blev politisk drilleri - fra begge sider i Folketinget - et væsentligt element i de følgende års sikkerhedspolitiske holmgang. Det kan lyde harmløst, men det var det ikke. Hurtigt blev det klart, at der bag drilleriet gemte sig en grundlæggende uenighed om spillereglerne i dansk parlamentarisk demokrati: Kunne regeringen negligere, hvad et flertal i Folketinget mente og besluttede i udenrigspolitiske spørgsmål? Eller var regeringen forpligtet til at efterleve flertallets pålæg, hvis den ikke ville gøre spørgsmålet til en kabinetssag - og i givet fald gå af?

DIIS kaster i Danmark under den Kolde krignyt lys over den uenighed, som dette helt afgørende spørgsmål skabte i regeringspartierne. Eksempelvis på Venstres gruppemøde d. 23. november 1983, hvor "udenrigsministeren (Uffe Ellemann Jensen) sagde, at det væsentlige var, at regeringen ikke ville lade sig skræmme af Socialdemokratiet mht. afstemningerne i FN. Herefter anførte undervisningsminister Bertel Haarder, at det, man skulle tage stilling til, var, om det var klogt som regering at handle imod et folketingsflertal."

Striden drejede sig her ikke direkte om en beslutning i NATO, men om Danmarks stemmeafgivning i FN's generalforsamling til et forslag om fastfrysning af lagrene af atomvåben. Men det skete i en højspændt international situation: NATO havde netop påbegyndt opstillingen af dobbeltbeslutningens 572 atomraketter, og Sovjet havde som konsekvens afbrudt alle forhandlinger. Samtidig afholdtes NATO-øvelsen, Able Archer, der som nævnt bragte terrorbalancen på katastrofekurs.

Det er uklart, om den danske udenrigsminister måske ikke helt forstod, hvor alvorlig situationen var, eller han blot lod temperamentet løbe af med sig. I hvert fald lykkedes det ham med vanlig underholdningsværdi at forvandle den danske debat om en faretruende udenrigspolitisk konfrontation til ren indenrigspolitik. Det skete, da Ellemann Jensen i en tale på Sabro Kro den 21. november 1983 formulerede sig på en måde, som i pressen blev refereret som åbenlys despekt for Folketingets dagsordner.

Dagen efter brød den politiske storm løs, og Poul Schlüter bad ham om omgående at komme hjem fra Bruxelles, så sagen kunne drøftes i regeringens koordinationsudvalg. To dage senere blev problemet drøftet på det omtalte møde i Venstres folketingsgruppe, og budskabet fra gruppeformanden, Ivar Hansen, var krystalklart: Han bad "udenrigsministeren om ikke at skaffe os unødige vanskeligheder ved at udtale sig, som han gør", ifølge DIIS-rapporten.

Da Folketinget så forsøgte at vælte Ellemann Jensen som følge af talen på Sabro Kro, blev budskabet gentaget for en sikkerheds skyld: Ivar Hansen konkluderede ifølge DIIS-rapporten, at "udenrigsministeren under debatten "sidder stille og roligt", mens regeringspartiernes ordførere afslører hulheden i Socialdemokratiets optræden".

Ellemann Jensen reddede sit politiske liv, da Det Radikale Venstre i forlængelse af folketingsdebatten valgte at stemme sammen med regeringspartierne. Om det var den parlamentarisk rigtige beslutning, kan diskuteres, men det hører med til historien, at han under debatten fra Folketingets talerstol forsikrede, at han ville følge de parlamentariske spilleregler og "loyalt efterleve" Folketingets dagsordner. Hvorvidt det løfte var andet og mere end en udenrigsministeriel 'kattelem', kan man i dag tvivle på.

DIIS redegørelsen konkluderer: "Disse fodnoter var udtryk for, at forsvarsminister Engell efter kritikken af den 'manglende' SDI-fodnote i marts 1985 var blevet særdeles omhyggelig med loyalt at følge Folketingets dagsordner. Denne karakteristik af forsvarsministerens adfærd gjaldt også statsministeren, men ikke i samme grad udenrigsministeren."

Selv er Ellemann Jensen i dag stolt af sit dobbeltspil, og mener, at det var det, som sikrede troværdigheden i dansk NATO-medlemskab.

Ingen vil vist i dag påstå, at den danske parlamentariske model var optimal. Hvorfor fik den så lov til at fortsætte, indtil tilfældigheder satte en brat stopper for den i 1988? Hvorfor fandt de tre store, gamle NATO-partier ikke på ny fælles fodslag i stedet for at slide hinanden op i ni års sikkerhedspolitisk ørkenvandring?

Tilnærmelser blev faktisk forsøgt, men kunne ikke genskabe den forståelse, som igennem 30 år havde fungeret som sikkerhedsnet for NATO-medlemskabet. Holdningsforskelle i vægten på afspænding contra afskrækkelse i Øst-Vest politikken skilte givetvis. Men det gjorde personkonflikterne også. Michael H. Clemmesen havde sine grunde til i 1988 at advare imod at behandle "splittede og tvivlende socialdemokrater som idioter på faneflugt og de intellektuelle som fjender".

Jørgen Estrup er tidligere MF'er for Det Radikale Venstre, og var udenrigs- og sikkerhedspolitisk ordfører for partiet i 1980'erne

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu