Læsetid: 2 min.

Aldrig mere CIA-fly, Per Stig

1. februar 2007

Den 18. december 2001 blev to egyptiske asylansøgere i Sverige hentet på asylcenteret af det svenske sikkerhedspoliti, Säpo. De blev kørt til Bromma Lufthavn. Her blev de på flyvepladsen overgivet til maskeret personale fra USA's efterretningstjeneste, CIA . Egypterne fik bind for øjne og mund og fangedragter på, og de fik begge en bedøvende stikpille. Herefter blev de båret ombord på et fly af typen Gulfstream med registreringsnummeret N 379P, et civilt fly ejet af selskabet Premier Executive Transport Service.

De to fanger blev fløjet til Cairo, hvor de blev sat i et egyptisk fængsel. Her blev de ifølge eget udsagn udsat for alvorlig tortur - blandt andet elektriske chok.

Det er senere blevet afsløret, at selskabet, der ejer flyet, var umulig at opspore, men at selskabet kun lejede sine fly ud til CIA. Fire dage før egypterne blev fløjet til tortur i Egypten overfløj samme fly dansk luftrum på vej fra Uzbekistan til Skotland. Flyet har herudover overfløjet Danmark i mindst 13 tilfælde.

'Avisrapporter og rygter'

Sagen fra Sverige er et glimrende eksempel på, hvorfor også CIA-flyenes aktiviter i Danmark, Færøerne og Grønland skal undersøges. En samlet opposition i Folketinget, inklusiv de grønlandske og færøske medlemmer af Den Nordatlantiske Gruppe, vil derfor i dag i folketingssalen kræve en undersøgelse.

Men det vil regeringen - med udenrigsminister Per Stig Møller i spidsen - ikke høre tale om. Først var der nemlig ifølge Per Stig Møller bare tale om, at CIA-flyene var "avisrapporter og rygter." Gang på gang var regeringens strategi at latterliggøre Enhedslisten og andre, der konfronterede regeringen med dens fornægtelse af virkeligheden. I en debat i folketingssalenden 3. maj sidste år lykkes det blandt andet udenrigsministeren at sige:

"Man skal jo have en engleblid tålmodighed for at komme her onsdag efter onsdag og få de samme spørgsmål fra hr. Rune Lund," "spørgsmålet er besvaret 117 gange," "det er utroligt, at det ikke kan sive ind i hovedet på hr. Rune Lund."

Følgatighed nytter ikke

Da det begyndte at vælte frem med dokumentation fra for eksempel Amnesty International og Europarådet - hvor 47 europæiske lande samarbejder, primært om menneskerettigheder - så var forklaringen lige pludselig, at man skam allerede i Danmark havde lavet en undersøgelse - Enhedslisten har jo stillet massevis af spørgsmål i Folketinget, har Per Stig Møller gentagne gange sagt i folketingssalen, og det er jo en undersøgelse. Ifølge Per Stig Møller.

Men nok så mange spørgsmål i Folketinget - og nok så mange efterfølgende udenomssvar fra Per Stig Møller og resten af regeringen - kan ikke gøre det ud for en decideret undersøgelse, hvor alle sten i sagen bliver vendt. Derfor skal vi have en undersøgelse af, hvad der er foregået, samt vedtage tiltag, der kan forhindre torturflyenes aktiviteter i fremtiden. Det sidste kan for eksempel gøres ved, at mistænkte fly, der lander i lufthavne, undersøges, inden de får lov til at flyve videre.

Det nytter ikke med din følgagtighed over for USA, Per Stig. Du og den danske regering er med jeres passivitet medskyldige i, at der ikke bliver sat en endelig stopper for CIA-flyene. Vi skal have en undersøgelse. Og hvis vi ikke kan overtale et flertal i Folketinget nu - så må vi jo vente til, at et andet flertal har magten her i landet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her