Læsetid: 3 min.

Alene i kulden

5. december 2002

MÅSKE HAR GRØNLÆNDERNE i virkeligheden gjort sig selv en isbjørnetjeneste. De danske politikere og den danske regering har nemlig med tirsdagens resultat af landstingsvalget i Grønland fået let spil til at lukke øjnene over for basale økonomiske problemer og dårlige strukturer i det grønlandske samfund og dermed glemme, at vi fortsat har et historisk ansvar for Grønlands problemer.
Nu kan demokratiets fane holdes frem, mens vi siger, at vi blot gør, hvad grønlænderne selv ønsker. Det er både synd og urimeligt.
Men det er svært at tyde valget anderledes. Grønlænderne valgte selvstændighedstanken og større afstand til dansk påvirkning. De to partier, der har talt for øget selvstændighed i valgkampen, Inuit
Ataqatigiit og Siumut, har nu et komfortabelt flertal på 55 procent og 18 af de 31 pladser i Landstinget.
Valgets sejrherre, bygdekøbmanden, eller som han kaldes af politiske modstandere: bygdepartisan Hans Enoksen, der også er Siumuts formand, fortsætter på sit klingende modersmål. Han kan faktisk slet ikke tale dansk og har indført, at der kun skal tales grønlandsk fra Landstingets talerstol.
Valgresultatet betyder, at denne selvstændige linje nu bliver endnu mere tydelig. Øget selvstændighed bliver omdrejningspunkt i de kommende forhandlinger med den danske regering. Og sådan ønsker flertallet af de knapt 40.000 stemmeberettigede det.

MEN ER DET så også det bedste for det grønlandske samfund? Er Grønland så stærkt et samfund, at man kan frigøre sig fra det økonomiske tilskud på over 3,5 mia. hvert år, som Grønland modtager i støtte fra danske skatteydere? Kan Danmark give mere politisk indflydelse fra sig uden samtidig at kræve, at betalingen fra syd til nord bliver tilsvarende mindre?
Disse spørgsmål vil formentlig rumstere i de kommende vintermåneder. Og inden tankerne bliver til reelle politiske krav og modkrav, bør både grønlandske og danske politikere måske alligevel vente med at udføre vælgernes dom i praksis.
Økonomiske eksperter med indsigt i den grønlandske økonomi har gang på gang fremhævet det urealistiske i en bæredygtig grønlandsk økonomi, der kan sikre den nuværende levestandard, uden at man laver afgørende om på det økonomiske system.
Det kan ganske enkelt ikke betale sig at bo, leve og producere i Grønland i dag efter strikte liberal-økonomiske regler. Befolkningen er alt for stor og de mangeartede strukturelle problemer alt for talrige til, at man kan leve uden det tilskud, der kan leveres i kraft af produktionen i den sydlige del af kongeriget. Alligevel er ønsket om øget selvstændighed altså nu endnu mere tydeligt.

Hjemmestyre-ordningen har nu fungeret i over 20 år, og set i det historiske perspektiv er det kun naturligt, at Grønland begynder at overveje mulighederne for yderligere selvbestemmelse. Desværre har de to årtier med hjemmestyre ikke fjernet forestillingen om, at mange af de nuværende økonomiske og samfundsmæssige problemer, landet lider under, skyldes dansk indblanding.
De 20 år har heller ikke skabt en økonomisk bæredygtigt samfundsstruktur. Tværtimod er grønlandske politikere på mange måder fortsat med til at kopiere den danske model. En model, der er dyr, når man er så få til at betale. 56.000 indbyggere kan ganske enkelt ikke skabe et fuldt moderne samfund med så mange små lokalsamfund, uden at det vil betyde, at man må give afkald på noget. Et faktum, som endnu ikke er gået op for de grønlandske politikere.
Med det nye valgresultat ser det ud til, at det fortsat vil være tabu og lig med politisk selvmord at foreslå differentierede offentlige ydelser i by og bygd på den flere tusinde kilometer lange kyststrækning.
Derfor forbliver det et grønlandsk ønske at få øget frihed og selvbestemmelsesret. Mindre indblanding fra dansk side, men stadig uden at det økonomiske tilskud fra Danmark skal forsvinde.

SELV OM DANMARK BESTEMT ikke kun har været til fordel for Grønland, og danskerne ikke for altid skal blive ved med at påvirke Grønland i samme grad som hidtil, så bør både grønlandske og danske politikere spørge sig selv, om Grønlands fordel ved at være med i Rigsfællesskabet og modtage de mange milliarder årligt ikke opvejer de ulemper, fællesskabet medfører.
Spørgsmålet er, om Danmark kun er en del af problemet, eller om Danmark måske en tid endnu fortsat bør være en del af løsningen. Det ansvar bør både grønlændere og danskere holde fast i. Derfor er kravet om øget selvstændighed ikke urimeligt, men heller ikke en løsning.

fog

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her