Læsetid: 2 min.

Alene i rummet

Den unge videokunstner Jacob Tækker kan noget med at indpakke klassiske fortællinger om det moderne menneskes isolation og søgen i stilsikre og humoristiske scener, så man både føler sig beriget, men også på andres vegne bestjålet
12. marts 2007

Hvad får en kosmonaut egentlig tiden til at gå med oppe i sin rumkapsel? Han spiller naturligvis computerspil, hvor han skyder imaginære rumskibe til pixels.

Det er blot en af de tragikomiske pointer, der er med til at sætte stemningen i Jacob Tækkers rumeventyr Satellite, som man for tiden kan rejse med på i galleri MOGADISHNI AAR i Århus.

Jacob Tækker er en af de yngre danske videokunstnere, der uden at blinke låner fra og leger med det eksisterende, men uden at det hele forfalder til iskold ironi og kynisk kalkulation.

Referencerne er mange og ikke svære at få øje på: Kubrick, Atari, Tarkovskij, Joy Division, Kraftwerk etc. Og inden for Tækkers eget univers er det indlysende at nævne en af genrens giganter: Matthew Barney.

Alle disse inspirationskilder er tydelige, men alligevel formår Tækker at tilføje en personlig poesi, en snert af noget originalt, der lover godt på længere sigt.

En russer i rummet

Selve værket er bygget op omkring den ufrivilligt isolerede russer Sergei Konstantinovich Krikalev, der i forbindelse med den gamle verdens undergang blev fanget på rumstationen MIR.

I kølvandet på Sovjets smuldren havde ingen (og slet ikke de russiske økonomer) deres opmærksomhed rettet mod en enkelt mands skæbne. Det er denne skæve poesi, dette umenneskelige opgør, som Tækker fint fanger ind i sit værk.

Med et Buster Keaton'sk stenfjæs viser Tækker hele registret af fravær, indre freudiansk isolation såvel som ydre baudrillardsk meta-eksistentialisme. Og mellem disse to poler henholdsvis fødes og udslettes den lille mand, den ensomme kosmonaut, og - for nu at bruge en superliberalistisk floskel - sammenhængskraften. Det er ikke, fordi værket her er specielt politisk, men al god kunst har som bekendt altid en tone.

I forbindelse med værket har Jonas Edvard lavet et fint og i sagens natur spaced soundtrack, som man i øvrigt kan høre på myspace.com/ jonasedvard.

Satellite er dybest set en klassisk fortælling om det moderne menneske, der pr definition er afsondret og fremmedgjort fra verden og sig selv, men her i en postmoderne light udgave, der med underspillet selvironi afmonterer sin egen fortælling, mens den ruller henover lærredet.

At gå så langt som til at kalde Jacob Tækker for nyromantiker, sådan som Tom Jørgensen har gjort det her i avisen, er dog at strække begrebet for langt.

Tækkers lille rum-epos styrer netop udenom ethvert originalt indhold, men taget for hvad det er, fænger Satellite med sin fine, poetiske metabegrebsleg.

Jacob Tækker: Satellite. MOGADISHNI AAR, Katrinebjergvej 113, 8200 Århus N til den 24. marts.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu