Læsetid: 4 min.

Alicedale

14. april 2004

»Nu kan alle folk i byen flytte når som helst, og hvorhen de vil. Livet er lidt bedre.«
Andile Ncula, slumbeboer ved Alicedale, Sydafrika

HVIS MAN finder en lup og et detaljeret kort over Sydafrika, kan man spotte byen Alicedale. Den ligger ved en flod i den sydøstlige provins, Eastern Cape. Bynavnet vil forekomme erfarne, sydafrikanske embedsmænd bekendt, for mange af dem har set en videofilm fra flækken. Filmen blev lavet for to årtier siden efter ordre fra præsident P.W. Botha.
Han ville vise sydafrikanerne og omverdenen, at apartheid var til gavn for alle racer. Efter at have søgt længe fandt embedsværket Alicedale. Her havde de sorte det lidt bedre end så mange andre steder i Sydafrika. Ganske vist boede de i hytter og havde som stemmeløse ikke valgt Botha, men de havde asfalt på vejene og adgang til rent vand. Nu – 25 år efter videofilmen – har en reporter fra magasinet The Economist besøgt Alicedale. Anledningen er, at indbyggerne i småbyen ligesom andre sydafrikanere netop i dag kan stemme ved et parlamentsvalg, der markerer 10-året for apartheids afskaffelse. Situationen i den tidligere modelby viser sig at give et dækkende billede af Sydafrika i dag.

ALICEDALE ER delt op i fire områder: Centrum, hvor gummitræerne strækker sig højt mod himlen, husene er bygget af mursten, og verandaerne henligger i skygge. Her bor nogle få, hvide familier. På den anden side af floden ligger Transriviere, hvor folk af blandingsrace f.eks. med indisk baggrund bor i huse med blomster i baghaverne og paraboler på tagene. Her bliver børnene sendt i en skole forbeholdt dem, der kan tale afrikaans. De farvede elever har sort/hvide-uniformer på, og de får lært at spille rugby.
Længere op ad en bakke fra Transriviere ligger Kwanonzwakazi, hvor sorte bor i hytter med rustne bliktage. Som nabo har de Mandela-lejren, der består af sorte, der har besat et stykke jord. De fleste af de voksne i byens to sorte områder har ikke noget arbejde; taler kun lokalsproget xhosa; de unge mænd fordriver tiden med fodbold; og de sorte børn går i en skole, hvor der ingen, hvide legekammerater er. Med andre ord er Alicedale, 10 år efter regnbue-nationens fødsel, i virkelighedens verden stadig opdelt efter apartheid-tidens mønster. Og problemerne i byen er på mange måder de samme som på nationalt plan.

MINDST HALVDELEN af indbyggerne i Alicedale har ingen fast indkomst. En indbygger fortæller til The Economist, at der er beboere på 28 år, som ikke har prøvet at arbejde »så meget som bare én dag«. På nationalt plan er cirka hver tredje voksen arbejdsløs. Den statistik har gjort beskæftigelsen til et centralt emne i kampen om stemmerne op til dagens valg. Regeringspartiet ANC forsøger via sin økonomiske politik og via krav til f.eks. entreprenører at få flere sorte i arbejde. Men at få flere hænder i sving er en meget langvarig proces, bl.a. fordi mange sorte slet ikke har de fornødne kvalifikationer på grund af dårlig uddannelse.
For et års tid siden var Alicedale ved at sove ind: Ni ud af 10 var arbejdsløse, husene forfaldt, og de fleste hvide var flyttet. Nu opstår der nye job, huspriserne skyder i vejret, og der dukker flere hvide ansigter op i byen. Årsagen er en blanding af private og offentlige investeringer i Sydafrikas hurtigst voksende industri: turismen. Der er bl.a. etableret en safaripark på jorden fra forladte farme ejet af hvide, og den tidligere skole forbeholdt hvide er lavet om til et luksushotel. Alicedale er på det her område igen blevet en by, som et styre kan vise frem.

PÅ KIRKEGÅRDEN i det sorte område Kwanonzwakazi er der en ny grav for en 17-årig dreng, som før sin død var blevet meget tynd – ofte et symptom på aids. Aids koster forfærdelig mange liv i Sydafrika, hvor ca. hver femte voksen har hiv-virus i blodet og dermed kimen til sygdommen. Efter massivt pres fra aidsramte og udlandet har ANC-styret netop iværksat et større program for livsforlængende behandling af hiv-smittede. Men tiltaget lugter af valgflæsk, og under alle omstændigheder er det alt for sent, at præsident Thabo Mbeki tager aids alvorligt. Flere eksperter beskriver epidemien som den faktor, der kan få Sydafrika til at synke ned i det morads, som de fleste af nabolandene befinder sig i.
Når der i dag sættes krydser i Sydafrika, kan man glæde sig over, at folkestyret med dette tredje valg siden 1994 er blevet rodfæstet. Selv om ANC ved dagens valg efter alt at dømme får flertal både i det nationale parlament og i de ni provinsforsamlinger, så tyder intet på, at ANC vil forfalde til udpræget etparti-magtmisbrug. Glædes kan man også over, at Mbeki forsøger bl.a. via det panafrikanske udviklingsinitiativ NEPAD at være lokomotiv for en positiv udvikling på det forsumpede kontinent. Men udlandet bør fortsat presse Mbeki for at slå ned på korrupte præsidentkolleger som f.eks. Mugabe i Zimbabwe. Og pres samt en håndsrækning i form af udviklingsbistand bør der også være fra udlandet for en mere virksom fordelingspolitik i Sydafrika. Det kan de tale med om i Alicedale.

hai

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her