Læsetid: 4 min.

Aliens

6. marts 1997

LAD OS KALDE familien Frankenstein, et ganske almindeligt navn af centraleuropæisk oprindelse. Familien Frankenstein, som Peter Lautrop har tegnet på dagens forside, er tydeligvis ikke aliens; ikke fremmede og unaturlige monstervæsener fra fjerne astralegne, men Moder Gaias egne skabninger. Og hvilken grad af indbyrdes fortrolighed må far, mor, børn og kat ikke have i dén familie? Her risikerer ingen at blive overrasket af noget ukendt.
Som videnskaben står i dag, adskiller Frankensteins familie sig kun fra alle andre derved, at dens medlemmer har tre mødre og ingen fader. Genmoderen er ophav til familiens karakteristiske ansigtstræk og velkendte overlevelsesvilje. Ægmoderen har blot leveret de æg, der har givet hvert enkelt eksemplar mulighed for at indlede sin celledeling, totalt kontrolleret af genmoderens DNA. Og rugemoderen - forlængst en banalitet - har givet vækstbetingelser for det således frembragte foster.
Formuleringen "som videnskaben står idag" henviser til de teknologier, der frembragte fåret Dolly, præsenteret for verden den 27. februar 1997. Hvis Dollys skaber, Ian Wilmut, skulle vælge at forsyne hende med mand, børn og kat, vil han sikkert kalde familien Parton. Dolly fik nemlig sit yndefulde navn, fordi hendes arveanlæg blev hentet fra en yvercelle i genmoderen.
"Menneskeligt, alt for menneskeligt." Nietzsches ord forekommer her mere træffende end Hollywoods animationer af de rædselsvæsener, Officer Ripley må kæmpe mod i det ydre rum.

DET GÆLDER også, hvis senere led af familierne Frankenstein og Parton skulle vælge at benytte genteknologiens potentialer for at blive udstyret med tolv fingre. Eksempelvis og af æstetiske grunde. For et par uger siden forklarede kunsthistorikeren Jacob Wamberg (Information 15. 2.), at den postmoderne body art netop er et forsøg på at ophæve skellet mellem videnskab og æstetik. Allerede for et par år siden proklamerede en kunstnergruppe i London sin vision om at erstatte alle hovedhår med et halvt hundrede fingre; eller at gøre kropshuden grøn; eller at lade en helt ny, aparte næse vokse ud.
Den vision kaldte kunstnerne godt nok posthumanistisk, men den er dog blot et fremskredent udtryk for den såre menneskelige higen efter størst mulig individualitet. Den forskellighed, som naturen i løbet af den sidste milliard år har været i stand til at frembringe gennem evolutionens genetiske blandinger og spring - med homo sapiens som kronen over skaberværket - den tilbyder homo xerox nu at påtage sig videreførelsen af gennem kombinationen af menneskelig fantasi og videnskabelig-teknologisk manipulation.

DET ER KUN et par år siden, den amerikanske forsker Jerry Hall udløste et ramaskrig, da han foretog de første eksperimenter med kloning af menneskefostre. Efter præsentationen af Dolly i sidste uge har det ikke skortet på forsikringer om, at videnskaben nu ikke agter at gøre alt, hvad den er i stand til at gøre. Men som redaktionen for det videnskabelige magasin Nature (der offentliggør Dolly-rapporten) kommenterer: Det standpunkt har en kedelig bismag af, at man under pres føler sig tvunget til en offentlig benægtelse. "Kloning af mennesker fra voksnes væv vil sandsynligvis kunne gennemføres når som helst inden for de kommende ti år." Der findes endda nogle sjældne genetiske og medicinske tilfælde, hvor metoden vil være ønskværdig for et par, der ønsker sig børn.
Det er jo nemlig vanskeligheden i hele den etiske debat om genmanipulation og medicinske teknologier. Selv den mest bizarre forskning vil altid kunne legitimeres ved henvisning til et ædelt formål. Meningen med at genmanipulere svin for at udstyre dem med et menneskeligt immunforvar er at muliggøre transplantation af svinehjerter til de stakkels mennesker, der ved naturens ugunst har fået et svagt hjerte og ellers må dø. Meningen med at implantere rygmarvsceller i levende fostre, der alligevel er dømt til abort, er at finde veje til længere liv for de mennesker, der er ramt af arvelige blodsygdomme. Og meningen med at kortlægge kromosomernes telomerer, der indeholder præcise oplysninger om den enkeltes levealder, er at kunne kurere bl.a. Huntingtons syge og cystisk fibrose.

OVERFOR sådanne næstekærlige argumenter nytter det næppe meget, at den nobelprisbelønnede atomfysiker Joseph Rotblat kalder Dolly et "hasardspil med menneskehedens fremtid", og at den tyske biskopforsamling anklager Ian Wilmut for at foretage et "utilladeligt indgreb i skaberværket".
For pålægger den europæiske religion os ikke altid at vælge ansvaret som barmhjertig samaritan, hver især og efter bedste evne?
Svaret er, at det kan der ikke svares rationelt på. Den bio-medicinske, etiske debat er forlængst nået hinsides rationalitetens grænser. Men problemet er, at det vil kun de færreste vedstå. Vi lever som bekendt i en affortryllet verden. Skulle der her være noget, der ikke kan gøres til genstand for rationel analyse?
Fra første færd har homo sapiens dannet samfund og skabt kulturer på respekten for det hellige og på overholdelsen af grundlæggende tabuer. Men det ligger i sagen selv, at intet helligt og intet tabu kan holde stand mod den kritiske rationalitet. Det kaldes ikke længere for incest, at en 53-årig amerikansk kvinde bliver rugemoder for sit eget barnebarn. Tværtimod har næstekærlighed jo drevet hende til værket.
Og det kan vel heller ikke længere kaldes en krænkelse af dødstabuet, at David Pizer fra Arizona ønsker at blive klonet, igen og igen, for at kunne leve uendeligt? Tværtimod udtrykker han vel bare den utopi, der dybest set driver hele den kristne rationalitetsdyrkelse, genforskningen såvel som rumforskningen: Drømmen om udfrielse fra det menneskelige vilkår.
I den forstand er vi forlængst blevet aliens.

birk (Klavs Birkholm)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her