Læsetid: 2 min.

Jeg er alkoholiker

Irske Roddy Doyle er tilbage med en endnu en dyster og underholdende roman om den ukuelige Paula Spencer
25. januar 2007

Næsten 10 år er der gået, siden vi mødte Paula Spencer i Roddy Doyles rystende pletskud af en roman, Kvinden der gik ind i døre (1997).

I mellemtiden har den irske forfatter (f. 1958) til blandt andet den underholdende Barrytown-trilogi The Commitments (1987), Smutteren (1990) og Burgervognen (1991) skrevet et par ganske charmerende og kunstnerisk set beskedne romaner om IRA-agenten og gavtyven Henry Smart, mens Paula har lagt ni års alkoholmisbrug og sin brutale mand bag sig.

Charlo, der bankede hende gul og blå, blev dræbt af politiet i Kvinden der gik ind i døre, og spiritus har hun ikke rørt i fire måneder og fem dage, da vi møder hende i Paula Spencer.

Tørsten melder sig med ujævne mellemrum, og selv om hun har lært at sige "jeg er alkoholiker", ligner "hver eneste dør sgu en bar", som Paula udtrykker det på vej hjem fra det rengøringsjob, hun pligtskyldigt passer, mens tilværelsen i Dublin fyldes med drømme om at åbne en bankkonto, dyrke yoga og finde en kæreste; med bekymringer om, hvordan det skal gå hende den dag, hun atter giver efter for lysten til at drikke, samt ikke mindst af dårlige samvittighed over, at hun måske har ødelagt noget for sine børn, som er uopretteligt.

Bidsk, irsk humor

Af samme grund kan Paula finde på at forbande dem alle fire ad h til, fordi det giver hende dårlig samvittighed at se dem i øjnene.

Det gælder ikke mindst sønnen John Paul, der er flyttet hjemmefra, har lagt de hårde stoffer bag sig og fået to børn, samt datteren Leanne, der stadig bor hjemme og er begyndt at drikke - "hvad siger en alkoholikermor til sin alkoholikerdatter?"

Men det går fremad for den 47-årige Paula, der specielt i sin yngste søn, Jack, klynger sig til et lille håb om, at livet har andet end sorg, tæsk og skuffelser at byde på.

Passagen hvor de sammen først googler hendes navn og siden hendes ungdoms musikidol, Phil Lynott, er en af de mest bevægende i Doyles forfatterskab, siden faren i Smutteren accepterede, at hans datter var blevet voksen .

Paula Spencer springer sikkert fra en bund af uafrystelig dyster realisme med en inciterende historie båret af forfatterens karakteristiske kærlighed til sine figurer, masser af underholdende optrin og en afmålt snert bidsk, irsk galgenhumor.

Læg dertil en nøgtern tone, der mellem linjerne på skift dirrer af Paulas vrede, usikkerhed, angst, håb, forventninger og sorg - og i øvrigt fanges blændende af Jørgen Nielsen - samt en drilagtig kronologi, der tvinger læseren til at holde lige så godt fast i nuet, som Paula Spencer forsøger at gøre, og det er blot at konstatere, at Roddy Doyle har skrevet en opfølger til Kvinden der gik ind i døre, som han snildt kan være bekendt. Nye læsere kan begynde her - og andre vil ikke blive skuffede.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu