Læsetid: 6 min.

All that Jazz og Bambi på glatis

8. april 2006

For virkelig mange år siden, hold kæft: Helt tilbage i 1972, havde Deres senere klummeskriver en halvanden time lang samtale med en sjov amerikaner. En lille mand, sort, og ret kendt rundt omkring i verden for sit trompetspil. Selv bønderne oppe i Vendsyssel, hvor jeg kommer fra, kendte ham. På grund af hans opadbøjede trompet og hans enorme kinder, når han spillede på den. Rigtigt ja, vi taler om Dizzi Gillespie. Og det er ikke engang løgn.

Klummeskriveren var værnepligtig på daværende tidspunkt, men han havde den grundopfattelse, at det er noget rigtig lort at lære hvordan man slår andre mennesker ihjel. Det mener han stadig. Derfor blev han militærnægter, civil værnepligtig, som man også kalder det. I den egenskab arbejdede han som garderobemand mv. i nogle måneder på det københavnske Boldhusteatret.

Mens de spillede et amerikansk skuespil, The Connection, hvor en dansk jazzmusiker, Bent Jædig, medvirkede - som musiker - fik teatret en dag besøg af Dizzi og to andre amerikanske jazzmusikere - for kendere lige så berømte som Dizzi selv, men klummeskriveren kendte dem nu engang ikke. Dizzi spurgte en pige, ansat på teatret, om han kunne komme til at snakke med Bent. Hvad for én af dem? spurgte hun. Vi var nemlig tre. Bent Jædig, skuespilleren Bent Warburg og Deres klummeskriver. Dizzi ville snakke med Jazz-Bent, men han var ikke kommet endnu. Hvad så med Skuespiller-Bent? spurgte Dizzi, flirtende og drillevornt. Han var heller ikke kommet. Hvad så med den sidste Bent? Jo, sagde pigen, det er ham der står lige derhenne . Hun pegede på klummeskriveren. OK, sagde Dizzi, så sludrer jeg lidt med ham. Det gjorde han.

Mit engelsk var bestemt ikke i højklasse - det er det stadigvæk ikke - men da Dizzis og min samtale var slut, gik det op for mig, at den havde varet halvanden time. Og ikke nok med det: Den havde alt overvejende handlet om mig. Dizzi var vild efter at høre om Vendsyssel, om landsbyen Sulsted, som jeg kommer fra. Hans interesse var vel at mærke oprigtig, han gjorde ikke nar af den unge mand, og han tog det i øvrigt i stiv arm da samme måtte indrømme, at han faktisk ikke interesserede sig noget videre for jazz. Det eneste Dizzi ytrede i den anledning var, at efter hans mening var rock, som jeg godt kunne lide, lidt ensformig. Herregud: fire taktslag, de samme hver eneste gang, skulle det være noget? Det gav stof til eftertanke, som vi voksne siger. Hr. Klaus Lynggaard - se denne avis i tide og utide - får mange gange undskylde, men nu om dage er klummeskriveren ikke helt utilbøjelig til at give Hr. Gillespie ret.

I virkeligheden var det først senere, det gik op for mig, hvor berømt min samtalepartner hin eftermiddag var. Nogle år senere endnu pralede jeg med det på et forlagsmøde på Hald Hovedgård. Det fik Vagn Lundbye til straks at hive en fyldepen op af lommen. Hvad siger du til den, Bent? spurgte han. Jeg var lidt smigret, jeg troede jo Vagn Lundbye havde hæftet sig ved, at jeg hører til den slags forfattere, der stadig skriver i hånden, og helst med en gammeldags fyldepen. Jeg skrev lidt med hans pen. Den er for bred, sagde jeg. Jeg har en lille, fin frøkenskrift. Din fyldepen er ikke noget for mig, Mr. Lundbye. Det var sgu da ikke derfor, jeg viste dig den, sagde han. Nå, hvorfor så? spurgte jeg. Jeg vil bare fortælle dig, sagde V. Lundbye, at den der fyldepen, som du altså ikke kan bruge, den har jeg fået af Louis Armstrong. Personligt. Blærerøv! tænkte klummeskriveren straks. Men følte sig selvfølgelig godt dukket. Det var også lige præcis Vagn Lundbyes hensigt med at vise pennen frem. Han påtog sig gerne opdragerens rolle, den lå godt for ham, kan man sige, og klummeskriveren havde heller ikke fortjent andet end at blive sat på plads. Dizzi Gillespie - bahh! Næe, Louis Armstrong, du, han vejer ligesom tungere, ikke?

Og hvad har så alt det med dagens brændende politiske spørgsmål at gøre? Ugens politiske hovedpersoner er naturligvis Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt. Ridefogeden og Bambi på glatis, vil vi kalde dem. Hverken klummeskriveren anno alt for længe siden eller Vagn Lundbyes skide blærepen kan gøre krav på den samme grad af opmærksomhed. Men så alligevel. På den anden side. Hvem var f.eks. statsminister dengang i 1972, da klummeskriveren samtalede med Dizzi Gillespie? OK, man kan konsultere sin almenviden, så kan man godt regne ud, at det må have være Jens Otto Krag. Men har det prentet sig ind i ens virkelige erindring hvem statsministeren var? Næe. Statsministre, og deres regeringer, er kun rigtig interessante så længe de sidder på taburetterne. Senere er de ikke bare ude af øje, de er i den grad også ude af sind. De interesserer ikke én en skid. Sådan vil det også gå med Anderz Fough Rasmessen, kendt fra arabisk tv bl.a. Det, vi hver især vil huske fra tiden her og nu, vil ikke have noget som helst med ham at gøre. Gud fader bevares: Findes der mon, bare om f.eks. 10 år, nogen som helst, der kan stave til hans navn? Næppe uden at slå det op. Statsministerens forsøg på at stjæle historien, ved at gøre sig selv til tapper Modstandsmand med tilbagevirkende kraft, vil være et fjernt minde om en usandsynlig stor idiot, der oven i købet 'glemte' at minde om kommunisternes bidrag til kampen mod den tyske besættelsesmagt i årene 1940-45. Man vil nok lidt bedre kunne huske hans tilslutning til Irakkrigen og hans skamløse benytten sig af Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag. Men selv disse erindringer vil selvfølgelig komme til at stå i skyggen af det, folk vil kunne huske fra f.eks. nutidens kulturliv. Om det så er så ynkelige figurer som danske forfattere, har de en længere holdbarhedsdato end danske politikere. Om 50 år vil man stadig vide hvem Klaus Rifbjerg er. Hvis man til den tid vil vide noget om Anders Fogh, vil man være nødt til at slå ham op i håndbøger og leksika. Og det man vil kunne læse om ham i disse værker, vil næppe være af det gode.

Hvad den såkaldte oppositionsleder, socialdemokratiets formand, angår, vil hun med garanti være kandidat til opslaget: Helle Thorning-Schmidt, se Bambi på glatis. Duksepigen, der dygtigt har udmanøvreret de andre duksepiger og duksedrenge, men som ikke rigtig ved, hvordan hun skal bære sig ad med at bruge den magt, hun har erobret. Ynkelighedernes ynkelighed var selvfølgelig, da hun bad den øvrige politiske opposition om at give hende mere plads. Vorherre bevares: Kunne man forestille sig Dizzi Gillespie bede Louis Armstrong om at holde sig lidt i baggrunden, så Dizzi selv kunne få mere opmærksomhed af jazzpublikummet? Selvfølgelig kan man ikke det. Dizzi og Louis var kolleger, men også konkurrenter. Sådan er det bare. Og sådan vil det altid være.

Så i en vis forstand, kære læser, tillader vi os at skide hul i velfærdsreformer og spørgsmålet om Anders eller Helle som statsminister. Så længe en ung mand stadig kan håbe på en dag at få en sludder om Gl. Sulsted, Vendsyssel, Denmark, med en Dizzi Gillespie er verden sikret mod historieløshed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her