Læsetid: 4 min.

Allah er Extra Large

Jeg har været meget kritisk i forhold til den omsiggribende islamisme her i avisen, og det står jeg ved. Derimod kan jeg godt lide arabisk, men måske skal vi lige starte med at tømme nogle af de mest knaldhøjreorienterede partilokaler
5. april 2006

En af de vigtigste og mest humane pointer i den senere tids vilde debat om Muhammed-hysteriet har været, at man ikke skal generalisere i forhold til etnicitet, religion og hudfarve. Vi kender det fra den mest rå racisme, hvor den klassiske fejlslutning lyder: "De sorte skal smides ud af Danmark, fordi de er dummere end danskerne." Sådan et udsagn betyder i realiteten, at afsenderen tager anstød af dumhed. Dermed er det altså snarere dumheden end hudfarven, debattøren er imod. Og derfor skulle vi måske starte med at tømme nogle af de mest knaldhøjreorienterede partilokaler, hvis vi for alvor skulle gøre racisterne glade.

Jeg har faktisk selv været meget kritisk i forhold til den omsiggribende islamisme her i avisen. Og jeg mener, hvad jeg har skrevet - islamisme skal bare stoppes, prøv og fat dét! Men jeg synes faktisk, at det er vigtigt, at man ikke generaliserer. Og derfor vil jeg gerne tegne et lille billede af et menneske, der - helt generelt - ikke kan lide islamister.

Forleden gispede jeg f.eks. højt, da jeg så en udskrift fra min bank. Der stod, at noget, der hed 'Det Islamiske S' - mere var der ikke plads til i udskriften - havde hævet 304 kroner på min konto. Jeg var sikker på, at de var lige i hælene på mig. Indtil det pludselig gik op for mig, at det sgu' da bare var min halal-slagter, der havde hævet pengene, inden han storsmilende stak mig en gigantisk lammekølle.

Sagen er nemlig den, at jeg - selv om jeg hader islamister af et godt hjerte - elsker arabere og alt, hvad der er arabisk.

Jeg er f.eks. typen, der ruller vinduet helt ned og fyrer for sindssygt op for den libanesiske sangerinde Warda, imens jeg kører gennem København. Jeg har et hav af arabiske plader, og jeg hører dem nærmest hver dag. En anden af mine yndlingsting er en ældgammel indspilning af Um Kalthoums Al-Atlal-koncert. De glor helt vildt ude på Nørrebro. Men jeg er simpelthen nødt til at skrue op, når de seje damers snurrende stemmer danser i lydlige arabesker igennem min hjerne.

Jeg elsker også shawarmaer. Det bedste sted at købe dem i hele København ligger inde på Strøget - i Danmarks første shawarma-grill, hvor også Anders Fogh spiser Shawarmaer, hvis man skal tro de store billeder af ham derinde. Og jeg er inde i biksen én gang om ugen. Mindst. Hver gang fylder jeg mig med shawarmaer, kebeh'er, humus og pita. Jeg kan slet ikke få nok. Særligt sjovt var det her forleden, hvor jeg havde inviteret noget familie fra Vestfyn ind på arabisk. Vi skovlede harrissa - den knaldrøde chilipasta - i pitaerne. Og med gloende kinder sad vi så, stortudende og gispende, og diskuterede, hvor utroligt det egentlig er, at det kan være decideret smertefuldt at spise en helt almindelig pommes frites, når man har kommet for meget chili på.

Forleden var jeg i Delhi i Indien. Der så jeg en af verdens fineste moskeer. Jeg havde aldrig set en moske før. Det var en oplevelse. Arkitekten havde sågar lavet mønstre af marmor i gulvet, så muslimerne kan se, hvor de skal ligge, når de beder. I denne omgang nåede jeg ikke at se Taj Mahal, men næste gang står verdens smukkeste bygning naturligvis på programmet. Shah Jehans mausoleum over sin kone er virkelig betagende, siger de indere, jeg kender.

En anden ting, jeg er vild med, er arabernes religion. Tænk bare på, at hele Koranen er skrevet på vers. Eller tænk på sufierne - de arabiske mystikere - som troede på, at man kun nåede det guddommelige gennem herrens uransagelige veje. Så uransagelige var de veje, at sufierne plejede at udbryde "Allah er stor!" hver gang de mødte en person med en anden religion end deres egen. For den religion havde Allah så åbenbart også skabt.

En enkelt gang i mit liv har jeg for resten også kysset en pige, der var halvt egypter. Det kan anbefales. Jeg krammede hendes krøllede, sorte hår, imens jeg duftede til hendes øre. Jeg kan huske den bløde, lysebrune hud endnu. Jeg glemmer hende aldrig. Med ét slag kunne jeg forstå min mors skoleveninde, der blev gift med en ægyptisk arkitekt, om hvem min far altid for sjov sagde, at "han er faktisk en hellig kopter".

Pointen er jo let at få øje på. Man kan faktisk godt knuselske alt, hvad der er arabisk og samtidig frastødes af islamisme, fundamentalisme og andre evnesvage ideologier - over en kam. Af samme grund er det så rystende at holde med oppositionen for tiden. For på store dele af venstrefløjen og hos nogle af De Radikale - som jeg selv holder med - virker det faktisk ind imellem, som om, at man, hvis man rigtig skal vise, at man er imod Anders Fogh, bare skal invitere enhver lille muslimsk laban indenfor. Man skal gå i dialog med dem. Holde møder med dem. Skrive deres åbenlyse løgne i avisen. Spørge dem ud på Tv. Man skal prøve at forstå dem.

Det mener jeg slet ikke er nødvendigt. Jeg tror egentlig, at man gør alle de tusindvis af demokratisksindede muslimer en bjørnetjeneste ved at gå islamisterne imøde. Man kan godt sige nej tak til både de rabiate i islam og i Dansk Folkeparti.

Kristian Ditlev Jensen er forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her