Læsetid: 4 min.

Alle mod alle

26. juni 2001

»Hellere en ende på rædslen, end en rædsel uden
ende«
Flittigt anvendt tysk talemåde

EfterhÅnden fremstår det tyske, konservative parti CDU som et orkester uden dirigent – og formanden Angela Merkel som dirigenten uden noder.
Ved hendes tiltræden for godt et år siden så det ellers ud som om, det katolsk-patriarkalske CDU var klar til den store fornyelse under kvindelig og protestantisk ledelse. Hun blev båret frem på en bølge af sympati og medlemmernes ønske om endelig at slippe ud af Helmut Kohl-affæren, som også kostede Kohls efterfølger Schäuble posten.
Angela Merkel skulle markere partiets genfødsel. Nu måtte det være slut med den kohlske kadaverdisciplin, CDU ville vove demokratiet, helt nye samværdsformer skulle udvikles. Men det lykkedes aldrig at gennemføre revolutionen. Angela Merkels ønske om åben dialog blev snart tolket som svaghed – og i tilspidsede situationer er det lige præcis, hvad hendes ledelse er. Svag.
Hun udstikker sjældent en politisk kurs, og undlader at styre debatterne i partiet. I stedet rækker hun en finger i luften for at mærke vindretningen. Taktikken betyder, at hun som regel mener det rigtige, men blot så sent at alle andre har markeret sig.
Partiet længtes efter en fast hånd, men mærkede den aldrig, i stedet har forvirring bredt sig. Parlamentarikerne er nervøse for næste valg, og eftersom deres partiformand ikke giver dem profil, er de selv gået i gang. Hver for sig. I munden på hinanden – og ofte også imod hinanden.

Hvor galt det egentlig er fat, viser et udpluk af markeringerne i sidste uge:
*Horst Seehofer, medlem af CDU’s bayriske søsterparti CSU og næstformand den fælles gruppe i Forbundsdagen, sagde, at kun hans formand, Edmund Stoiber (CSU), kommer på tale som kanslerkandidat ved valget næste år. Stober er den eneste, »der stadig bliver taget alvorligt«, erklærede Seehofer.
*Angela Merkel ønsker også at blive kanslerkandidat og kaldte Seehofer for »ikke rigtig klog«.
*Friedrich Merz (CDU), leder af CDU-CSU-gruppen i Forbundsdagen, forklarede, at partiet »lider under en grundlæggende ledelsessvaghed«. Dermed mente han sikkert ikke sig selv, men Merkel.
*Merkels forgænger som partiformand, Wolfgang Schäuble, udtalte, at »en partileder måske ikke kun bør tænke på sig selv, men også på andre.«
Ugen før havde Schäuble forpasset chancen for at blive borgerlig borgmesterkandidat til valget i Berlin – blandt andet fordi Merkel ikke formåede (eller ikke turde) at gå imod berlinernes lokale kandidat, Frank Steffel, og dennes protege, Helmut Kohl.
*Edmund Stoiber forsikrede for 117. gang, at han »ikke stræber efter andre politiske poster« – det vil sige, at han vil fortsætte som Bayerns ministerpræsident, og at jobbet som tysk kansler ikke interesserer ham. Men samtidig lovede han Steffel al mulig hjælp under dennes valgkamp.
Hjælpen kan ikke være helt uegennyttig; under vælgermøderne i Berlin vil Stoiber finde ud af, om han vinder gehør ud over Bayerns grænser.
*Også Helmut Kohl vil hjælpe i Berlin. Han overtalte Steffel til at stille op og forsikrede ham sin støtte, men da Merkel og Merz ville høste den sidste rest af ære og præsentere Frank Steffel på et pressemøde, holdt Kohl ét på samme tid, og de tre sad alene tilbage i salen sammen med to lydmænd og en lommetyv.
»Jeg er partisoldat,« sagde Kohl beskedent – uden at mene det. Patisoldaten Kohl tager ikke mod ordrer fra nogen, han forfølger åbenlyst sine egne mål; kampen mod kommunisterne (!) og sine efterfølgere.

Situationen synes utålelig for CDU. Valget til Forbundsdagen finder formentlig sted om 15 måneder, og inden da, i løbet af foråret, skal CDU og CSU udpege deres fælles kandidat til holmgangen mod kansler Gerhard Schröder (SPD).
Hidtil har CDU som storesøster i fællesskabet ’Unionen’ haft førsteret til kandidaturen, men med formand Merkel bliver det svært at hævde denne ret. Med risikoen for at CSU får æren og skal CDU spille andenviolin er spørgsmålet, om ikke CDU i en sidste øjebliks redningsaktion bliver nødt til at skaffe sig af med Merkel og finde en ny, stærk leder?
Den sidste uges ytringer i partiinderkredsen kunne tyde på det; at livet skal gøres så surt for Merkel, at hun frivilligt rømmer posten i en fart.
I sin politiske overlevelseskamp har hun efterhånden kun et argument tilbage: At der reelt ikke er nogen til at arve hende. I vækstlaget under hende stikker kun Roland Koch hovedet frem. Han er ministerpræsident i Hessen og populær i partiet, men han vil ikke være noget ubetinget lykkeligt valg; som formand ville Koch hale partiet tilbage i Kohls skygge igen, fordi også Koch har en affære med sorte penge – en affære han kun overlevede med tyndbenede bortforklaringer og taktisk langmodighed fra sin liberale koalitionspartner.

Netop den manglende arving gør den aktuelle strid i CDU så udsigtsløs. Tålmodigheden med Merkel er brugt op, men en egentlig kupplan kan hendes modstandere åbenbart ikke enes om – og således står partiet over for at forpasse både chancen for en ny start og en oplagt mulighed for at sætte en politisk dagsorden: Mens det sidste uge stod klart, at stagnationen truer tysk økonomi, fortsatte CDU-folkene deres interne stridigheder, i stedet for samlet at gå løs på kansler Gerhard Schröder (SPD).

wpr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her