Da jeg kom i skole, lærte vi, at én bestemt sætning var bandlyst i vore danske stile. Det var sætningen: "Allerede Adam og Eva ...".
"At begynde med Adam og Eva" var et fast udtryk, som betød, at man ikke kunne komme til sagen, at man var et snøvl og dybt kedsommelig. Adam og Eva var stile-tabu nummer ét.
Men når emnet er æbler, kan man vel omsider få anbragt den famøse sætning? Enhver ved jo, at det var Adam og Eva, der med tidernes første æbleskud sendte mennesket ud af Edens Have.
Men enhver kan tage fejl. Der står intet om æbler i Første Mosebog!
Her fortælles det blot, at der var ét træ i haven, hvis frugter (hebraisk: tappuah) mennesket ikke måtte spise af. I de første græske oversættelser af Bibelen står der m?lon, et samlebegreb for spiselige frugter fra træerne. M?lon bliver i den latinske oversættelse til fructus - igen frugt - og Luther oversætter ligeledes med ordet Frucht, ikke Apfel, som æble hedder på tysk.
I visse jødiske skrifter siges frugten på kundskabens træ at have været druer eller figner. Træet er også blevet udnævnt til et granatæbletræ, et palmetræ, et nøddetræ eller endda et lindetræ.
Og da kristendommen kom til Indien, underforstod man, ifølge Waverley Root, forfatter til Vejen til Bordet. Køkkenets, spisebordets og råvarernes kulturhistorie, at den forbudne frugt var bananen! Imidlertid er spørgsmålet, hvorfor kundskabens frugter i vores bevidsthed er blevet til æbler? For det er de.
Thomas Kingo antager det, når han i salmen "Rind nu op i Jesu navn" om Satans "løgnactig EngleSkik" skriver: " (-) lad mig aldrig tænk' at plukke/figen blandt hans tidselfrø/at han mig så skulle lokke/for et æble til at dø.//"
I B.S. Ingemanns elskede morgensang, "I Østen stiger solen op", er også livets træ, det andet prominente træ i Edens Have, et æbletræ. "Og med Guds sol udgår fra Øst/en himmelsk glans på jord,/et glimt fra paradisets kyst,/hvor livets abild gror, //" synger Ingemann.
Ingemann bruger det gamle ord for det vilde æble, 'abild'. At også livets træ bar æbler, kan vel forstås som en afsmitning fra overbevisningen om, at kundskabens træ var et æbletræ.
Hos N.F.S. Grundtvig, der ligeledes skriver 'abild', er Vorherre blevet udstyret med en komplet æbleplantage i den historiske salme "I Nazaret i trange kår". Vi opelskes der i, "til manddomsår/som træer i Guds abildgård/velsignet frugt at bære.//"
Hvorfor er æblet blevet selve arketypen på en frugt? For den amerikanske æbleforfatter Fred Lape er forklaringen enkel: "Det er en europæisk frugt, og ligesom europæisk kultur har det bredt sig over hele verden."
En magisk frugt
De første engelske oversættelser af Bibelen blev foretaget i et nordisk land, ræsonnerer Lape: "Æblet var Englands frugt. Det hebræiske ord tappuah, et artsnavn for frugt, der omfatter appelsintræet, fersken, kvæde og abrikos, blev til et æble, de engelske møers fryd."
En lidt anglocentristisk indfaldsvinkel, kunne man mene. Argumentets holdbarhed er derefter. Luther var næppe påvirket af engelske oversættelser, hans forlæg var den latinske Vulgataoversættelse.
En anden amerikansk forfatter, Stewart Lee Allan, har måske en bedre forklaring. Han argumenterer for, at æblet blev udnævnt til den forbudne frugt af de katolske munke, pavestolen sendte til England og Irland, fordi æblet var den frugt, kelterne ærede som hellig.
I den irokeltiske kristendom, der dominerede i England og Irland, før katolicismen vandt indpas, dyrkedes naturen, hellige træer, sten og steder som guddomme. Man ærede naturen og betragtede den ikke som faldet i synd på grund af Evas opsætsighed. Men i katolicismen var naturens fald som følge af menneskets syndefald et lige så fastslået dogme som menneskets syndighed.
For Stewart Lee Allens teori taler, at det 4. og 5. århundrede, den epoke hvor den katolske kirke vinder herredømme over den irokeltiske kirke, samtidig er det tidspunkt, hvor æblet begynder at dukke op i billedkunstens skildringer af syndefaldet.
Andre har dog argumenteret for, at det netop var billedkunstens behov for visualisering af den bibelske frugt, der udmøntede sig i et æble. Men det forklarer jo ikke, hvorfor Europas kunstnere på mystisk vis enedes om at vælge netop æblet.
Men måske skyldes æblets største symbolske trækkraft først og fremmest det forhold, at æblets historie er lige så lang som menneskets.
Længe før Bibelens skabelsesberetning blev nedfældet (tidligst omkring 500 år fvt.), var der æbler og myter om æbler. Den have i øst, som den bibelske Jahve anlægger, bygger selv på mangfoldige gammelorientalske og græske myter om haver langt borte, hvor der vokser et livstræ med frugter, som giver evig ungdom og udødelighed. Og som tilhører guder.
Syndefaldet
Skabelsesberetningen adskiller sig først og fremmest ved at tilføje det famøse kundskabens træ, der sandsynligvis er indsat med direkte henblik på det syndefald, som udgør den afgørende forskel mellem jøde og kristendom og ældre, moderdyrkende religioner.
Siden Paulus har syndefaldet i kristendommen været forbundet med opdagelsen af seksualiteten. Men i skabelsesberetningen er seksualiteten også til stede som en helt naturlig egenskab ved Adam og Eva før æblemåltidet. Da Jahve har skabt sit menneskepar, siger han: "Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden."
Før den skæbnesvangre mundfuld hedder det ganske vist om Adam og Eva: "Og de var begge nøgne og bluedes ikke."
Bagefter finder de figenbladene frem, og Eva får at vide, at hun fra nu af skal føde med smerte. Men buddet om at blive frugtbare og mangfoldige står uantastet.
Derfor vil jeg foreslå en anden læsning. Evas handling indvarsler splittelsen i verden. Før Eva plukker den ulyksalige frugt, er der ingen dualisme, ingen splittelse. I Edens Have er alverden i harmoni, fordi det levende endnu ikke har udskilt sig fra Gud. Edens have er stedet, hvor Gud er alt, og alt er ét, og Adam og Eva er derved en del af ham, ligesom dyr, planter og alt, hvad der lever på jorden.
Men splittelsen flænger universet i samme øjeblik, det første menneskepar sætter tænderne i frugten, og det viser sig ved, at de øjeblikkelig skjuler sig for Jahve, da han er ude at gå aftentur. De skiller sig straks ud fra ham.
Jahve har ifølge Evas oplysninger til slangen truet dem begge med døden, hvis de sætter tænderne i frugter fra kundskabens træ. Som bekendt bliver han også frygteligt vred, da han opdager ulydigheden, og han får sin ærkeengel til at sætte dem på porten. Men han slår dem ikke ihjel.
Livet og døden
Ifølge kristen tradition skyldes uddrivelsen, at Adam og Eva er blevet i stand til at skelne mellem godt og ondt (hvilket er den nødvendige forudsætning for, at man kan kalde dem syndige), men også her kunne man læse teksten anderledes. Taget for sig er 'evnen til at skelne mellem godt og ondt' en besynderlig begrundelse, eftersom det vel snarere er manglen på denne skelneevne, der har været årsag til menneskehedens lange synderegister.
Ser man igen nøjere efter i teksten, opdager man imidlertid, at Jahve har en anden grund til at smide Adam og Eva ud. Det afgørende sted siger han nemlig: "Se, mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt."
Og så fortsætter han:
"Nu skal han ikke række hånden ud og tage også af livets træ og spise og leve evindelig!"
Man undgår altså ikke døden blot ved at holde sig fra kundskabens træ. Det er livets træ, der giver udødelighed! Hvis Jahve har truet Eva med døden for at spise af kundskabens træ, har han vildledt hende. Han har henledt hendes opmærksomhed på det forkerte træ. Det er hemmeligheden bag evigt liv, Jahve har holdt skjult for sit første menneskepar. Men fordi Adam og Eva lærer at skelne mellem godt og ondt, opdager de, at der er forskel på liv og død, og dermed er dualismen og splittelsen indført i verden, døden kan træde op som livets modsætning. Det er det samlede budskab fra paradisets to træer.
Syndefaldsmyten fremstår på denne baggrund som et storstilet forsøg på at bearbejde det uomgængelige, ubelejlige faktum, at vi er dødelige. En guddommelig urimelighed, der vel dybest set består i, at Jahve selv er udødelig.
Dér - måske kun dér - adskiller Jahve sig fra menneskene.
Kronikken er et uddrag fra Karen Sybergs bog 'Æblets fortælling', som udkommer i næste uge på forlaget People's Press
Karen Syberg er kulturjournalist på Information samt forfatter
Kronikken lørdag: 'Al den snak om værdier' af Søren Krarup
